Prøv avisen

Mød fire kvinder, der dyrker kvindefællesskabet

Anne-Lise Becker, Tahrir Hadidi, Karen Grøn og Lise Willer. Privatfotos.

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag har Kristeligt Dagblad talt med fire kvinder fra fire dele af landet. Fælles for dem er, at de er aktive i et kvindenetværk, men de sager, de kæmper for, er forskellige

Anne-Lise Becker, 52 år, bor i Sakskøbing på Lolland, selvstændig iværksætter. Aktiv i kvindenetværket QLF, Quality Lolland-Falster.

Hvad kendetegner dit netværk, og hvilken betydning har det, at I kun er kvinder?

"Netværket blev startet for at fortælle gode historier om Lolland-Falster. Vi besluttede, at det kun skulle være for kvinder, fordi kvinden er den i familien, der i sidste ende beslutter, om familien skal flytte, så vi tænkte, at vi skulle få kvinderne til at føle sig rigtig godt tilpas på Lolland-Falster. Nu mødes indfødte kvinder, nytilflyttere og dem, der overvejer at flytte til egnen, en gang om måneden til vores torsdagsbar. Vi er typisk mellem 60 og 70 kvinder, og hver gang, man går derfra, er man helt høj af fællesskabet og den utrolige dynamik. Der foregår også rigtig meget på Facebook, hvor netværket har 1900 medlemmer."

"At vi kun er kvinder betyder, at man i højere grad smider barriererne, og at vi føler os lige. Vi er meget forskellige i netværket, men vi har kærligheden til lokalområdet tilfælles. Vi er hverken et businessnetværk eller et politisk netværk, men nærmere en gruppe kvinder, der lytter til hinanden, styrker hinanden og sikrer, at man hurtigt får et stærkt netværk, når man flytter til Lolland-Falster, som jeg selv gjorde for 20 år siden. Vi er ikke et feministisk, men et feminint netværk."

Hvad ser du af udfordringer for kvinder i Danmark i dag?

"Jeg tror mere, at det er familier end kvinder, der har udfordringer i dag, fordi især småbørnsfamilier er presset i tid. Jeg synes egentlig, at vi kvinder har ligestilling, men vi skal turde tage den og lægge noget ansvar i familien fra os. På mange måder kan kvinder i dag få, hvad de vil, men man skal huske, at man ikke kan få det hele på samme tid. Man kan ikke være en ”supermor”, der altid står klar med hjemmebagte boller og henter sine børn tidligt i institution samtidig med, at man har et meget krævende karrierejob. Men så kan manden jo hente børnene tidligt og bage boller."


Tahrir Hadidi, 22 år, bor i Odense, jurastuderende. Aktiv i foreningen Nour.

Hvad kendetegner dit netværk, og hvilken betydning har det, at I kun er kvinder?

"Nour blev dannet i 2014 for at stable arrangementer på benene på Kvindernes Internationale Kampdag, hvor der skabes bro mellem minoritetskvinder og etnisk danske kvinder. I år holder vi et arrangement den 10. marts på Brandts Kunstmuseum i Odense, hvor vi skal se en udstilling om kvinderne i kunsten for at vise, at danske kvinder også er begyndt et sted og har været igennem en stor kulturel udvikling. Både til vores arrangementer og i frivilliggruppen, hvor jeg er den yngste, er der kvinder i alle aldre og af alle etniciteter, og det er vigtigt for os."

"Mange påvirkes af negative historier i medierne og møder aldrig hinanden. Derfor vil vi gerne skabe et forum, hvor etnisk danske kvinder og kvinder med anden etnisk baggrund kan møde hinanden ansigt til ansigt, spejle sig i hinanden og opdage, at vi er ens. Vi inviterer også den ældre generation, som min mor, der nok er mindre anspændt, når det bare er kvinder."

Hvad ser du af udfordringer for kvinder i Danmark i dag?

"Vores fokus til arrangementer er voldsramte kvinder og mødet mellem kulturer. Vold mod kvinder ser vi som en global og relevant problemstilling, uanset om man er etnisk dansk eller ej. Men man kan ikke komme uden om, at etniske minoritetskvinder er mere uvidende om deres rettigheder, og hvor man kan gå hen, hvis man udsættes for vold. Vi har en oplægsholder, der har været udsat for vold og er kommet ud af det og et oplæg med en kvinde med minoritetsbaggrund, der er blevet gift med en etnisk dansk mand og er gået igennem en masse problematikker i forhold til hendes forældres måde at tænke på, som også er en mere generel problematik."

"Jeg kan relatere til, at mine forældre, der kommer fra Irak, ikke altid forstår min måde at tænke på. Jeg er vokset op her, har gået i folkeskole og i gymnasiet her, og derfor tænker jeg selvfølgelig anderledes end mine forældre. Derfor er jeg også glad for, at min mor kommer."
 

Karen Grøn, 62 år, bor i Horsens, afdelingsdirektør i Vestjysk Bank. Stifter af netværket Fremtidens Kvinder.

Hvad kendetegner dit netværk, og hvilken betydning har det, at I kun er kvinder?

"Historien er, at jeg var til nytårskur på kommunen i 2005, hvor der stort set ikke var andre kvinder. Det fik mig til at tænke, at der måtte være erhvervsaktive kvinder i Horsens, der ville danne netværk med mig. I dag har netværket omkring 40 medlemmer fra forskellige brancher. Vi mødes 10 gange om året til oplæg og virksomhedsbesøg. Missionen er, at vi udvikler os. Jeg er gammel feminist, ikke i den forstand at jeg har rendt rundt med bare bryster, men jeg har altid været i en mandsdomineret verden, hvor der har manglet kvindelige leder. Jeg har altid haft kampstøvler på for kvinder, fordi det ikke er selvskrevet, at en leder skal være en mand."

"Med netværket vil jeg vise kvinder, at de er seje og godt kan. Kvinder har for vane at synes, at de skal gå ind og levere 100 procent alle steder, mens det andet køn mener, at 75 procent er helt fint. Derfor er netværket også en træningsbane, hvor man kan afprøve et oplæg eller en idé. Fordelen ved, at det ikke er et blandet netværk, er, at kvinderne er mere åbne og ikke er bange for at sige ’det har jeg ikke forstand på, kan I hjælpe?’. Vi går også meget op i, at kvinder skal hjælpe kvinder og har lavet en indbyrdes aftale om, at hvis vi skal anbefale nogen til et job, nævner vi fem kvinder."

Hvad ser du af udfordringer for danske kvinder i dag?

"Vi har ikke ligestilling. Den skal der stadig kæmpes for, selvom nogen måske bilder sig noget andet ind. De unge kvinder i dag tror, at ligestilling er noget, vi i de ældre generationer har skabt, men på et tidspunkt kommer de til at mærke, at der stadig ikke er ligestilling. Udfordringen ligger også i, at kvinder er dårligere til at hjælpe hinanden end mænd, og det skal trænes. Kvinder er godt uddannet i dag, men i virksomheder er det stadig kutyme, at mænd udvælger mænd."
 

Lise Willer, 65 år, bor i Vanløse i København, pensioneret lærer. Formand for Danske Baptisters Kvindenetværk.

Hvad kendetegner dit netværk, og hvilken betydning har det, at I kun er kvinder?

"Jeg er medlem af baptistkirken og blev aktiv i kvindenetværket, fordi jeg synes, at netværkets værdier er gode. Specielt det at man arbejder både lokalt, nationalt og internationalt med Baptistkvindernes verdensorganisation. I Danmark er vi 520 medlemmer og har partnerskaber med Letland, Rwanda og Burundi, hvor vi hjælper kvinder. Herhjemme holder vi hvert år sommerhøjskole for ældre, og vi laver kurser, hvor vi tager forskellige emner op for at styrke folk. Sidst handlede det om sorg."

"Kvindenetværket holder også mere lokaler kurser og caféarrangementer i kirkerne. Mange kvinder føler sig trygge ved at blive undervist af kvinder, og jeg tror, folk er mere åbne og i højere grad tør sige, hvordan de har det, når det bare er kvinder. Jeg tror på, at det er godt for selvtilliden, og der kan måske også i forhold til nogle emner være en større forståelse kvinder imellem."

Hvad ser du af udfordringer for kvinder i Danmark i dag?

"Jeg synes, at unge kvinder har en virkelig stor udfordring i dag, fordi de er presset af at skulle klare det hele: børn, hjem, karriere, og det hele skal se perfekt ud på de sociale medier. Det kan selvfølgelig også være aktuelt for ældre kvinder, og vi har også skullet mange af de ting, da vi var yngre, men det er blevet mere synligt i dag, og de sociale medier har været med til at ændre synet på, hvordan kvinder skal agere, og derfor tænker jeg særligt på de unge kvinder."

"Men der kræves også mere af ældre kvinder i dag. De har deres eget liv, og det er ikke nok at sidde derhjemme – man skal være aktiv og med på noderne. Det er ikke kun en dårlig ting – det er også en spændende udvikling. Hos os taler vi så for, at man i den travlhed kan søge hjælp hos Gud, og vi laver retræter, hvor man ikke behøver at gøre noget for nogen andre end en selv."