Hvordan udgør tiggeri en trussel mod den sociale kontrakt mellem befolkningen og velfærdsstaten?
Forestillingen om en social kontrakt er en måde, mange begrebsliggør deres rettigheder og ansvar i samfundet på. Den skandinaviske velfærdsstat har en kontrakt, hvor befolkningen føler, at de opfylder deres del af aftalen gennem lønnet arbejdetil gengæld for statens støtte. I forhold til tiggeri betyder det, at myndigheder ”skylder”, at borgerne ikke skal føle sig ”utrygge” ved tiggeri.
Du nævner, at kontrakten ”frisætter” befolkningen for personligt moralsk ansvar. Hvordan det?
Hvis man ser kontrakten som en måde etisk at organisere bistandshjælp på, så lever man op til sit etiske ansvar over for ”sin næste”, når man betaler skat og udfører sit arbejde, fordi en del af fortjenesten går til staten, som udfører den etiske handling at hjælpe andre i nød.
Hvilken rolle har udenlandske tiggere i denne sociale kontrakt i forhold til svenske tiggere?
De udenlandske tiggere indgår ikke i kontrakten, og så opstår problemet, for så fungerer den organiserede bistandshjælp jo ikke, og så bliver det svært at overhøre det nødhjælp, som tiggeri jo er. Svenske tiggere indgår heller ikke i kontrakten. De er undtagelsen fra reglen om, at kontrakten fungerer.
I Danmark har politikerne strammet lovgivningen, så ”utryghedsskabende” tiggeri bliver muligt at straffe med to ugers ubetinget fængsel. Idéen er, at tiggeri bliver utrygt i en eller anden grad. Hvad er det, der sker, når vi møder tiggere på gaden?
Hårdere straffe mod tiggeri har historisk set altid været politikeres svar på, at fattigdom og ulighed i et samfund stiger. At tiggeri vil skabe ”usikkerhed” i den vestlige verden synes jeg, med ganske få undtagelser, er misvisende. Det handler i højere grad om ubehag end om utryghed, for i praksis er det ofte ubehageligt at blive forstyrret af fremmede i byen: Fordi man ikke er vant til, at fremmede kommer tæt på, fordi ens samvittighed rystes, og fordi mennesket som udgangspunkt er empatisk og genkender andres smerte og lidelse. Man kan håndtere de følelser ved sympati, aggression eller fortrængning.
Du nævner også forskellen mellem forestillingen om ”den falske” og ”den fortjente” tigger. Hvori ligger den forskel, og hvordan opfatter vi den udenlandske tigger?
Behovet for at skelne mellem falske og fortjente tiggere strækker sig langt tilbage i middelalderen i Europa. Det grundlæggende problem med bistandsarbejdet er at trække en grænse, så det sociale system og retfærdigheden ikke smuldrer, og at arbejde for eksempel kan betale sig bedre end almisser. Selvom den skelnen er fundamental umulig, har to kategoriseringer af ”den ufortjente tigger” særligt vundet indpas: ”De raske”, som bare burde arbejde i stedet, og ”de fremmede”, som man ikke kan kontrollere. ”EU-emigranterne” kommer let til at tilhøre de ufortjentes kategori, også selvom de har en minimal chance for at finde arbejde og integrere sig.