Da 62-årige Bendt Fabricius i juni faldt om med hjertestop under en løbetur, blev han genoplivet af tre tilfældige forbipasserende. De endte med at redde hans liv. Da han efterfølgende gerne ville takke dem, måtte han og familien ty til opslag i lokalområdet og på sociale medier, før de fandt frem til de to mænd og den kvinde, der havde givet livreddende hjertemassage. De tre forbipasserende havde forsøgt at give deres telefonnumre til ambulancefolkene og havde også efterfølgende kontaktet Rigshospitalet for at finde ud af, om manden, de havde hjulpet, havde overlevet, men blev afvist med henvisning til personalets tavshedspligt.
Det er nemt at forstå behovet for at mødes efterfølgende, mener formand for Det Etiske Råd og børnelæge Gorm Greisen, der påpeger, at den enkelte fagperson må bruge sin situationsetik:
”Der ville ikke gå nogen skår af ambulancefolkene, hvis de tog imod en papirlap med nogle telefonnumre og lagde den på båren. Den enkelte fagperson må foretage et skøn i hvert enkelt tilfælde og se på, om det ser tilforladeligt ud. I sådan en situation er der brug for færre regler og mere konduite. Jeg tror, det ville være bedre, hvis vi indrettede et samfund, hvor der var bedre plads til det personlige skøn. I den konkrete mellemmenneskelige situation er det tænkeligt, at ambulanceredderne har været så optaget af, hvad reglerne siger, at de ikke har foretaget et jugement. Det er prisen, vi betaler for det regelcirkus, som vores samfund også er,” siger han.
Krisepsykolog og forfatter Rikke Høgsted kunne godt ønske, at det var lettere for førstehjælperne og den nødstedte at komme i kontakt med hinanden. Men hun mener som Gorm Greisen, at det også må bero på et fagligt skøn, om man vil hjælpe kontakten lidt på vej. For det er måske ikke i alle tilfælde, at førstehjælperen eller den nødstedte faktisk ønsker at blive kontaktet.
”Hvis personen med hjertestop ender med at dø, og de efterladte klandrer redningsmanden for ikke at have gjort det godt nok, eller hvis redningsmanden føler skyld over ikke at have taget det førstehjælpskursus, han burde have gjort, er det ikke sikkert, at et sådant møde er en god idé. Der må man vurdere intentionen bag mødet.”
Synes hensigterne reelle, er et møde mellem en førstehjælper og en nødstedt til gengæld noget af det mest meningsfulde mellem mennesker, siger Rikke Høgsted:
”Det er ikke særlig tit, vi skal redde hinanden. Det er sjældent, at vi kan være med til at afgøre, om en anden person lever eller dør, og det er et kæmpe ansvar for lægmand. Derfor er det et utroligt rørende medmenneskeligt møde, fordi man så let kan sætte sig i den andens sted. Og det er helt naturligt at have behov for at blive genforenet under mere fredelige omstændigheder.”
4000 danskere får hvert år hjertestop på gaden i Danmark. For hvert minut der går, fra en person falder om med hjertestop, til hjælpen når frem, falder chancen for overlevelse med 10 procent. Derfor er det tit tilfældige forbipasserende, der er de første på stedet og ender med at give den livreddende hjælp.
Grethe Thomas er projektchef for Akut Hjælp hos TrygFonden. Hun fortæller, at den naturlige reaktion efter at have reddet eller være blevet reddet ofte er, at man har lyst til mødes. Og som regel lykkes det faktisk, påpeger hun:
”Selvfølgelig kan det være svært for den, der for eksempel har ydet førstehjælp på Strøget, at finde den person, man har prøvet at redde. Men på grund af de sociale medier lykkes det som regel for den nødstedte eller de efterladte til den forsøgt reddede at finde frem til redningsmanden. Vi ved, at møderne er meget betydningsfulde, og at det er vigtigt at sige tak. Også selvom personen måske ikke overlevede, kan det både være rart at høre og sige, at: ’du gjorde, hvad du kunne’. Og hver gang sådan et møde når offentligheden, oplever vi en større interesse for at blive førstehjælper. Man vil gerne hjælpe hinanden.”