Vi bekymrer os alt for meget. Det går ufatteligt godt, og verden bliver et stadig bedre sted at leve.
Sådan lød det næsten simultant fra Liberal Alliances politiske leder, udenrigsminister Anders Samuelsen og indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, da Liberal Alliance holdt landsmøde i København i lørdags.
Så hvorfor bekymre sig om klimaet? Som Anders Samuelsen forklarede, nytter det alligevel ikke at piske sig selv med igler og skorpioner og afsværge sig flyrejser og kød, som venstrefløjen angiveligt gør. Alle i verden vil gerne have det moderne og behagelige liv, vi lever.
At lægge afgifter på flyrejser og kød er ifølge Samuelsen en asocial vej frem, for det vil kun kunne mærkes af dem med de mindste indkomster.
”Venstrefløjen vil lade de fattige betale for de hellige,” lød det polemisk fra talerstolen.
Derfor er der kun en vej frem. Det er at satse massivt på nye energiteknologier, så vi kan producere energi uden at skade klimaet. Det kræver forskning, og til det formål vil partiet som led i sin nye 2030-plan afsætte ikke mindre end 3,7 milliarder kroner. Samtidig skal afgifterne på el og elvarme sænkes, og det samlede udspil koster 85 milliarder kroner over de næste 10 år.
Hvem skulle nu have troet det? At Liberal Alliance ville melde sig ind i klimakampen? Af de borgerlige partier på Christiansborg var det jo oprindeligt kun De Konservative, der for alvor havde miljø og klima på dagsordenen. Sidste år meldte Venstre sig så på banen, aflyste den ”grønne realisme” og malede endda i en periode sit logo grønt. Nu mangler der kun, at også Dansk Folkeparti bliver grønt.
Det er ikke svært at se en lige forbindelse mellem vælgernes stigende interesse for klimaet og politikernes signaler tæt på et folketingsvalg. Som Informa- tions journalist David Rehling spydigt skrev i en lederartikel i lørdags, er det gådefuldt, at Liberal Alliance så sent som i 2015 støttede den daværende Venstre-regerings forslag om at skære 385 millioner kroner ud af en bevilling på 400 millioner kroner til klimaforskning. Sidste sommer var man som regeringsparti med til at halvere støtten til energieffektivisering. Og hvorfor vil man oprette et klima-økonomisk råd, når vi allerede har Klimarådet?
Rent ideologisk kunne man så tilføje, at det er pudsigt, at det liberale parti vil bruge så mange skattemidler på forskning og ikke alene overlade det til markedskræfterne at bane vej for den nødvendige omstilling.
Forklaringen på Liberal Alliances nyfundne klimabekymring skal ikke kun findes i det store folkelige fokus på temaet. Det handler nok så meget om, at miljø og klima efterhånden også er blevet en stor forretning i Danmark. Dansk industri og danske virksomheder har store muligheder for at skabe beskæftigelse og eksport på klimateknologi.
En rapport fra regeringen viste for et par måneder siden, at FN’s 17 verdensmål, der dog også handler om meget andet end klima, åbner nye forretningsmuligheder for 400 milliarder kroner for dansk erhvervsliv.
Derfor har begejstringen for regeringens opbremsning i klimapolitikken i første del af regeringsperioden mildt sagt kunnet ligge på et meget lille sted i erhvervskredse. Det har erhvervsfolkene i Liberal Alliance også ladet forstå. Der er penge i klimaet.
Noget andet er så, om partiets sene omvendelse kommer til at gøre nogen forskel ved valget. Samlet set tyder meningsmålingerne i hvert fald på, at de borgerlige partier mødte for sent frem til klimakampen.