Prøv avisen

Mønsterbryder i Grønland: Min dårlige barndom må ikke være en undskyldning

"Jeg oplevede, at vores problemer blev større, efter at vi flyttede til Danmark,” siger den 27-årige Eerli Semsen, der har klaret sig godt, selvom hans familie har haft store problemer med misbrug af alkohol og hash. – Foto: Britta Søndergaard

Nukannguaq Eerli Semsen er et af de mange grønlandske børn, der har været udsat for omsorgssvigt. Men i dag har han besluttet sig til at gøre op med en barndom, der var præget af moderens alkoholisme og hans storebrors hashmisbrug

Den 27-årige Nukannguaq Eerli Semsen glemmer aldrig den dag, da hans mor faldt ud fra altanen i familiens lejlighed i Aalborg og dumpede ned på jorden.

Han var på det tidspunkt 13 år, og året forinden var han flyttet til Danmark sammen med sin lillebror for at bo hos sin mor og hendes danske kæreste. Men efterhånden overskyggede moderens alkoholproblemer de to drenges liv.

En dag blev Nukannguaq Eerli Semsen, der kalder sig selv Eerli, bedt om at hente sin mor på et værtshus af moderens kæreste. Hun fulgte med hjem, men hun var rasende og følte det ydmygende at blive hentet af sin søn. Hendes vrede udløste et skænderi med kæresten, som låste hende ude på altanen. Da Eerli Semsen åbnede altandøren for at få hende ind, så han, at hun var kravlet ud over altanen, og i fuldskab faldt hun ned fra tredje sal. Hun brækkede ryggen og hoften, men overlevede.

Dramaet på altanen er en af de mange voldsomme episoder i Eerli Semsens barndom. Ligesom godt en tredjedel af Grønlands børn har han oplevet omsorgssvigt i barndommen. Men i dag forsøger den 27-årige datateknikerelev at slippe fri af barndommens traumer. Som barn og teenager fik han støtte af Foreningen Grønlandske Børns familiearbejde, og han deltog i foreningens sommerlejre og familieudflugter. I dag prøver han at hjælpe andre grønlandske børn og unge, der har det svært. Han har taget en mentoruddannelse i Foreningen Grønlandske Børn, og som led i foreningens arbejde tager han rundt i 10. klasser og taler med unge om vigtigheden af at tage en uddannelse, og så er han fodboldtræner.

”Jeg har haft oplevelser i min barndom, som intet barn burde have. Men i dag forsøger jeg at komme videre og vil ikke hænge fast i fortiden,” siger Eerli Semsen, der er under uddannelse som datatekniker på Tech College Aalborg og har en praktikplads i firmaet Royal Arctic Line i Nuuk.

Eerli Semsen tilbragte de første fem år af sin barndom i en lille bygd, Aappilattoq, nær byen Nanortalik i Sydgrønland. Da han var fem år, flyttede han med sin mor og sine to brødre til Qaqortoq (tidligere Julianehåb).

”Efter min opfattelse har vi i min familie altid haft sociale problemer på grund af min mors drikkeri, og problemerne blev værre, efter at vi flyttede fra bygden til byen. Jeg kan huske, at der blev holdt fester med meget larm og fulde folk i vores lejlighed,” fortæller Eerli Semsen.

Problemerne forstærkedes, fordi hans otte år ældre storebror begyndte at misbruge hash. Eerli Semsen fortæller, at storebroderen blev voldelig, når han ikke kunne få fat på stoffet.

”Det var en svær tid. Min mor havde et rengøringsjob, men på grund af drikkeriet var vores økonomi helt i bund. Nogle dage måtte vi nøjes med tørt brød, og vi sultede,” fortæller Eerli Semsen.

Eerli Semsen reagerede på det misbrug, der omgav ham, ved at tage afstand fra stoffer og alkohol.

”Jeg besluttede, at jeg ikke nogensinde ville blive afhængig. Samtidig havde jeg en lærerinde, der så, hvordan jeg havde det. Hun inviterede mig hjem til sig selv og sin søn, og på den måde fik jeg nogle andre rollemodeller.”

Da Eerli Semsen var 12 år, fandt hans mor en dansk kæreste, og hun flyttede til Danmark, mens Eerli og hans bror blev passet af nogle familiemedlemmer. En forårsdag blev Eerli Semsen kaldt op på skolens kontor, fordi hans mor var i røret fra Danmark. Hun spurgte ham, om han ville flytte til Aalborg, og han fik at vide, at han skulle svare her og nu.

”Det var en stor og uoverskuelig beslutning at tage for et 12-årigt barn, men jeg svarede ja, fordi jeg havde hørt meget godt om Danmark fra mine klassekammerater.”

To uger senere landede han i København. Det første, han husker fra mødet med Danmark, var det fugtige klima og støjen. Eerli Semsen og hans lillebror flyttede sammen med moderen og hendes danske kæreste, og de to drenge kom i en modtageklasse.

”Selvom vi havde det godt med min mors kæreste, så oplevede jeg, at vores problemer blev værre, efter at jeg flyttede til Danmark. I Grønland var der mange familier med sociale problemer. I Danmark blev det meget mere tydeligt, at vi var anderledes. Men heldigvis kom vi med i en familiegruppe i Foreningen Grønlandske Børn. Vi tog på weekendture, og det var en stor hjælp at møde andre i samme situation.”

Eerli Semsen trivedes på mange måder godt i skolen rent fagligt, men han kom jævnligt op at slås med de andre elever. Han kunne blive aldeles rasende, når de andre drillede ham på grund af hans grønlandske herkomst. Eller når de betegnede alle grønlændere som drankere.

Efter 10. klasse begyndte han en uddannelse som industritekniker, men det var svært for ham at koncentrere sig om studierne, og han havde et højt fravær.

”Det hænger formentlig sammen med de oplevelser, jeg har haft i min barndom, men skyldes nok også en generel dovenskab,” konstaterer Eerli Semsen.

Han fandt en kurdisk kæreste, som efter nogle år gjorde forholdet forbi. Eerli var knust og forsøgte selvmord ved at sluge piller, men fortrød og blev indlagt på en psykiatrisk afdeling.

”Det var nok efter selvmordsforsøget, at jeg tog en beslutning om, at jeg ville tage mig sammen og ikke lade min dårlige barndom være en undskyldning for mine problemer.”

Eerli Semsen gik i gang med at tage HF. Og for to år siden begyndte han uddannelsen som datatekniker. Eerli Semsen fortæller, at han i perioder har meget svært ved at tage sig sammen.

”Jeg er blevet reddet af Foreningen Grønlandske Børn, som hev fat i mig og fortalte mig, at jeg er god nok, og at jeg godt kan tage en uddannelse,” siger Eerli Semsen, der i sommer var frivillig på Foreningen Grønlandske Børns sommerlejr i Qaanaaq.

Men indimellem bliver han stadig deprimeret og sur på samfundet. Han kan nogle gange have svært ved at finde meningen med at gå på arbejde, tjene penge og være afhængig af et ur. Han forklarer, at han nogle gange længes efter et mere frit og ubundet liv.

”Måske er jeg præget af traditionerne fra det gamle fangersamfunds frie liv. Når de negative tanker kommer, forsøger jeg at tænke på al den opbakning, jeg har fået. Jeg vil gerne give noget igen af alt det, jeg har modtaget.”

Dette er den sidste artikel i en serie om Grønland. De tidligere artikler i serien blev bragt den 8. november, 7. november, 31. oktober, 26. oktober, 23. oktober og 20. oktober.