Prøv avisen

Mogens Holgaard: Her var jeg 11. september 2001

Mogens Holgaard, formand for de danske piloter:

Hvor var du 11. september 2001?

- Jeg var til bestyrelsesmøde i Dansk Pilotforening og kørte i min bil på vej hjem, da jeg hørte i radioen, at et fly var fløjet ind i et af World Trade-tårnene.

Hvad tænkte du, da terrorangrebet indtraf?

- Først troede jeg, at det var en ulykke med et mindre privatfly. Da jeg hørte, at det var et stort passagerfly, og kort efter hørte at det andet tårn nu var ramt af endnu et fly, så tænkte jeg, at noget var sket, som var meget større end et flyhavari.

- Jeg husker, at jeg kørte ind til siden, da jeg hørte, at det andet tårn var ramt og forsøgte at få styr på mine tanker. Der var noget "Pearl Harbor" over det. I de første minutter - og timer - gik mine tanker meget på, hvor det sluttede, om der kom mere? Dernæst konsekvenserne. Jeg tænkte med det samme, at det var forsætlige handlinger, og at noget ville blive ændret for altid - men hvorledes og hvor meget virkede helt uoverskueligt i de første timer.

Hvilken betydning har begivenheden haft for dig?

- Den har desværre haft mange af de negative konsekvenser, som vel har været terroristernes formål. Jeg føler, at verden efter 11. september er blevet mere polariseret - i forhold til både trosretninger og folkeslag, hvilket er en trist udvikling.

- Især dagligdagen for kolleger i min profession - luftfart - er ændret for altid. Et væld af mere eller mindre forståelige sikkerhedsdirektiver har gjort hverdagen mere bøvlet og stresset, både for besætninger og passagererne. Og så oplever jeg det som om, de mange tiltag for at sikre flyene og cockpits mod terrorisme hele tiden minder én om begivenhederne 11. september - at det virkeligt skal være nødvendigt.