Prøv avisen

Mohammed vil ikke have Louise

Antallet af ægteskaber mellem danskere og indvandrere eller deres efterkommere er faldet dramatisk de seneste fem år

Danske Jens'er og Louiser er ikke populære giftemål for indvandrere og efterkommere af indvandrere i Danmark. Fra de fire største indvandrergrupper, Tyrkiet, Pakistan, Iran og Bosnien, blev 146 sidste år gift med en dansker, og det er næsten en halvering siden 1999, viser tal fra Danmarks Statistik.

Faldet er udtryk for et stigende behov blandt de etniske minoriteter for at holde sammen på deres kultur, som er under pres som aldrig før, mener Inger Abildgaard, der har skrevet bogen "Grænseløs Kærlighed" om flerkulturelle ægteskaber og har fulgt området tæt de seneste 20 år.

– De unge oplever stadig stor modstand fra deres familier mod, at de gifter sig uden for deres etniske gruppe, fordi det svækker gruppens position i landet. Mange indvandrere føler sig truet af den politiske retorik lige nu, men også af den danske kultur som sådan, og derfor søger de tilbage mod rødderne, siger hun.

Det er dog også i høj grad de unges egen vilje, der skinner igennem, når danskerne bliver fravalgt. Det viser en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet. Instituttet har blandt andet spurgt 628 unge fra de største indvandrergrupper i Danmark, hvad der er afgørende for deres valg af partner. Og mange af de unge nævner de høje, danske skilsmisseprocenter som noget afskrækkende, siger seniorforsker Garbi Schmidt, der står bag undersøgelsen fra sidste år. Hun peger på, at undersøgelsen desuden viser, at religion for nogle er begyndt at spille en større rolle end etniciteten. For selv om 80 procent stadig foretrækker en partner med samme etniske baggrund, ser mange unge en fælles religion som en væsentlig identitetsskaber.

– Det handler i høj grad om at have fælles værdier og ikke så meget om at komme fra det samme land. De argumenterer med, at hvis begge er troende muslimer, har de et godt argument for, at ægteskabet vil holde. Derfor ser man også ofte konverteringer i de tilfælde, hvor en dansker og en indvandrer gifter sig, fordi det er med til at overbevise forældrene om, at ægteskabet er okay, siger Garbi Schmidt.

Det er blandt tyrkerne, at ægteskaber med en dansker er mest udbredt. Og det er også her, faldet i antallet af de blandede ægteskaber er størst. Fra 120 i 1999 til 40 sidste år. Udviklingen undrer Inger Abildgaard.

– Man skulle jo tro, at indvandrere og efterkommere bliver stadig mere integrerede i vores samfund og derfor hyppigere gifter sig med danskere. Og når det alligevel ikke er gået sådan, skyldes det, at den mentale afstand mellem "dem" og "os" er lige så stor, som den altid har været, måske endda større. Derfor er der så stor fokus på at føre den etniske slægt videre fremfor at blande sig med danskerne, siger hun.

Der er endnu ikke lavet undersøgelser af, om det faktisk går de kulturelt blandede ægteskaber dårligere end de etniske. Sidste år valgte cirka 11 procent af danskerne at gifte sig med en person uden dansk statsborgerskab, langt størstedelen europæere. Tallet er svagt stigende år for år.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

Liv &Sjæl Side 11 og 12