Moisés skal afgive et løfte, før han kan blive læge. "Om lidt bliver det alvor," tænker han

Man bliver først læge, når man har afgivet sit lægeløfte. For Moisés Alberto Suárez Zdunek er det betydningsfuldt, at lægeløftet ikke har ændret sig i 200 år

Med et håndtryk til dekanen afgiver Moisès Alberto Suaez Zdunek sit lægeløfte.
Med et håndtryk til dekanen afgiver Moisès Alberto Suaez Zdunek sit lægeløfte. Foto: Leif Tuxen.

Et dannebrogsflag stikker op af en rygsæk. En buket blomster hviler på en arm. En bedstemor vender en klapvogn, så barnebarnet ikke får sol i øjnene. En ung mand stryger sin sideskilning på plads. Der er mange hvide skjorter og mange florlette kjoler på Frue Plads i København denne juniformiddag.

"Det er så skønt at kigge på alle de her flotte, unge mennesker," siger en midaldrende kvinde til sin sidekammerat på en bænk.

Det er nemlig en festdag, og nu, kort før klokken 9, ankommer en af dem, det drejer sig om. 26-årige Moisés Alberto Suárez Zdunek er iført blankpudsede sorte lædersko, et gråt jakkesæt med slips og hvid lommeklud. Han har sin mor og stedfar med, og de lader sig fotografere af en bekendt med Københavns Universitets hovedbygning bag sig.

Siden han var barn og altid valgte emner som pest og antibiotika, når han skulle fremlægge i skolen, har Moisés Alberto Suárez Zdunek vidst, at han ville være læge. Han blev født i Nicaragua, hvorfra hans far kommer. Siden tog hans polske mor ham med til sit hjemland, inden de to landede i Danmark, da Moisés var otte år.

En stor del af hans opvækst har han boet i Vejle, men som 19-årig kom han til København for at læse medicin. En uge før denne junidag færdiggjorde han sit studie. I dag bliver han læge, når han sammen med omtrent 50 andre medicinkandidater skal afgive lægeløftet. De er det første hold ud af flere, der denne dag bliver læger.

I disse uger bringer Kristeligt Dagblad en artikelserie om løfters betydning for mennesker i dag. En del af de løfter, mennesker afgiver, foregår inden for en rituel ramme - en af dem knytter sig til lægeprofessionen. Når man afgiver sit lægeløfte, lover man blandt andet, at man vil bruge sine kundskaber "med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn", og at man vil bære "lige samvittighedsfuld omsorg" for den fattige og den rige.

Det er ikke for sjov, men det er glædeligt, og nu stimler den store mængde af kandidater og deres familier sammen ved universitetets indgang. Langsomt strømmer de op ad trappen og ind gennem hoveddøren under indskriften fra 1836, der lyder "Coelestem adspicit lucem" - "øjner det himmelske lys".

Et nu forankret i historien

Da Københavns Universitet blev indviet i 1479, var det med de fire fakulteter teologi, jura, medicin og filosofi. I 1815 formulerede professor Johan D. Herholdt det lægeløfte, som kandidaterne skal afgive i dag - og som ikke er blevet ændret siden dengang. Først når de har afgivet det, bliver de autoriserede læger. Lægeløftet læner sig op ad den hippokratiske lægeed fra antikkens Grækenland. Det er med andre ord en lang historisk tradition, Moisés Alberto Suárez Zdunek og hans medstuderende skal tage del i om et øjeblik.

Nu sætter de sig samlet i universitetets festsal, mens deres familier finder andre pladser. Kandidaterne sludrer med hinanden, mens de venter på, at ceremonien skal begynde. En af dem læser lægeløftet højt fra en folder med dagens program, mens han med et smil til sin sidekammerat holder højre hånd frem som ved en edsaflæggelse. Han ved godt, at det ikke er sådan, løftet skal afgives. Dekanen, Bente Merete Stallknecht, vil om nogle minutter læse lægeløftet højt, hvorefter kandidaterne en efter en derefter vil give hånd til hende. Når de giver dekanen hånd, har de afgivet deres løfte.

Moisés Alberto Suárez Zdunek sidder på næstbagerste række. Han er stille og fokuseret. Han ved, at ikke alle lægger en stor betydning i det løfte, de om lidt skal afgive. Men for ham gør det en forskel. Det markerer overgangen fra studerende til læge. Det er lige om lidt, det bliver alvor, føler han.

Da dekanen for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet træder op på festsalens talerstol, lyder det umiskendelige pop af en champagneprop, der springer. Kandidaterne fniser - de ved, at der bliver gjort klar til den efterfølgende reception inde ved siden af.

"Nuet bliver fyldt med betydning, når man afgiver et løfte. Forpligter sig og tager et ansvar på sig," siger Bente Merete Stallknecht i sin tale.

"Nuet bliver fyldt med betydning, når man afgiver et løfte. Forpligter sig og tager et ansvar på sig," siger Bente Merete Stallknecht i sin tale til lægekandidaterne. Hun er dekanen for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
"Nuet bliver fyldt med betydning, når man afgiver et løfte. Forpligter sig og tager et ansvar på sig," siger Bente Merete Stallknecht i sin tale til lægekandidaterne. Hun er dekanen for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.



Foto: Leif Tuxen

Hun fortæller om overgangen, som peger tilbage i universitetets og lægefagets historie, og som rækker ind i fremtiden.

"Som det også er sagt til mange af generationer af læger før jer, så er det et stort ansvar. Fra det første øjeblik, hvor I har sagt goddag til en patient, så påtager I jer et ansvar for dette menneskes helbred. Mennesket er ikke længere en fremmed. Det er en patient. Min patient."

Moisés Alberto Suárez Zdunek synes, det er smukt, at han skal afgive det samme løfte, som så mange før ham har afgivet, sagde han nogle dage tidligere i telefonen.

"Der er så meget, der har ændret sig i de 200 år, men lægeløftet har ikke. Det har på en eller anden måde stået sin prøve."

På talerstolen siger dekanen, at løftet er et symbol på det særlige ansvar, læger har.

"Og i lægeløftet ligger også en ydmyghed over for det fag, der kan føres helt tilbage til antikken. Der følger ikke nogen juridiske forpligtelser af afgivelse af lægeløftet. Løfter formulerer alene etiske forpligtelser, som man påtager sig ved indtræden i lægestanden."

Håndslag på et samfundsansvar

Da dekanen har afsluttet sin tale, beder hun kandidaterne rejse sig. Moisés Alberto Suárez Zdunek mærker et sug i maven, da hun læser lægeløftet højt.

Han ved, at han i sit virke som læge vil komme til at lægge vægt på at være samvittighedsfuld i sin behandling af patienterne, uanset hvem de er. Han ved, at han nu træder ind i et stærkt kollegialt fællesskab. Og han ved, at han forpligter sig på i sit fremtidige arbejdsliv hele tiden at lære nyt.

Da dekanen har læst løftet, træder hun ned fra talerstolen, og efterhånden som kandidaternes navne læses op, går de en efter en frem til hende og giver hånd. Da turen er kommet til Moisés Alberto Suárez Zduneks række, tænker han ikke så meget på det håndtryk, han om lidt skal give - han koncentrerer sig om at rykke plads, hver gang en ny kandidat går op for at give håndtrykket. Forældre rejser sig ind i mellem for med telefonens kamera at forevige øjeblikket, hvor deres barn giver hånd. Stol for stol nærmer han sig sit eget håndtryk.

"Lægeløftet er tilstrækkeligt vagt til, at man kan tolke det på mange måder," sagde han forleden.

"Men for mig er det påfaldende, at det i det danske lægeløfte ikke kun er den patient, der sidder foran, du har et ansvar for. Det er hele samfundet, og for mig at se bliver samfundet og den enkelte patient ligestillet i lægeløftet. For du skal virke både til samfundets og dine medmenneskers gavn."

"Moisés Alberto Suárez Zdunek" lyder det, og han går beslutsomt frem til dekanen og giver hende et håndtryk, der ikke er til at tage fejl af. Nu er han læge. Nu gælder det.

Han har det seneste halvandet år været tilknyttet infektionsmedicinsk afdeling på Rigshospitalet som forskningsstuderende. Næste år skal han skrive ph.d. der, og han drømmer om at specialisere sig inden for infektionsmedicin.

Men inden længe flytter Moisés Alberto Suárez Zdunek fra sin kollegielejlighed på Amager til en ejerlejlighed i Humlebæk. Efter sommer skal han begynde på sin kliniske basisuddannelse på Hillerød Hospital. Han ved, at sundhedsvæsenet er presset på økonomi og tid, og at han som læge måske ikke altid kommer til at kunne gøre det, der ville have været allerbedst i en given situation.

"Men man kan kun gøre det så godt, som omstændighederne tillader. Og jeg håber, jeg ind imellem vil stoppe op og tænke: 'Gør jeg egentlig det, jeg lovede?'."

Men lige nu er det tid til et glas champagne.

På vej ind til ceremonien i festsalen i Københavns Universitets hovedbygning lader Moisès Alberto Suaez Zdunek sig fotografere af en bekendt sammen med sin mor og sin stedfar.
På vej ind til ceremonien i festsalen i Københavns Universitets hovedbygning lader Moisès Alberto Suaez Zdunek sig fotografere af en bekendt sammen med sin mor og sin stedfar. Foto: Leif Tuxen