M an kan spørge, om det begyndte med en bøn. Lørdag den 15. januar er det 50 år siden, Hendes Majestæt Dronningen trådte frem på balkonen på Christiansborg Slotsplads. Der blæste en frostkold vind, som fik sørgesløret til at blafre og talepapiret til at knitre, mens hun talte.
”Den gerning, som i næsten 25 år var min fars, er nu lagt på mine skuldre, og jeg beder Gud hjælpe mig og give mig styrke til at løfte den tunge arv.”
Dronning Margrethe har siden sagt, at det var, som om alt, hvad hendes far havde lært hende, kom til sin ret den dag på balkonen med udsigt til menneskehavet, som havde forsamlet sig mindre end et døgn efter, at kong Frederik den IX var død. Talen rundede hun af med valgsproget, som hun havde arbejdet med i de dage, hendes far lå for døden. Valgsproget skulle være en ledetråd:
”Måtte den tillid, der vistes min far, også blive mig til del. Det beder jeg om. Det er den støtte, som vil gøre det muligt at udføre mit hverv som Danmarks dronning. Det skal være mit livs mål, og deri vil jeg lægge al min flid og al min kraft. Så hjælpe mig Gud. Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke.”
Snart et halvt århundrede senere står valg-sproget som en portal over en monark, som har sat Guds hjælp først og ydmygt konstateret, at uden går det næppe.
De fleste af de store fejringer i anledning af regeringsjubilæet er udsat på grund af pandemien, og det gælder også festgudstjenesten, som menighedsrådet ved Københavns Domkirke og Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, havde inviteret til. Gudstjenesten skulle markere Dronningens centrale rolle i folkekirken. Og der er virkelig noget at fejre, når det gælder forholdet mellem monarken og folkekirken, lyder det fra en række historikere, kirkefolk og iagttagere, som Kristeligt Dagblad har talt med. Monarken er blevet kirkens fælles midte og en formidler med talegaver og tråd. Men hvad er det for en plads, hun har udfyldt, og hvad har hun betydet for kirken?
Grundloven er et godt sted at tage fat, hvis man vil forstå Dronningens plads i kirken, og hvad det er, der skal fejres. Af Grundloven fremgår det af paragraf 2, at regeringsformen i Danmark er indskrænket-monarkisk, hvilket vil sige, at Danmark har et konstitutionelt monarki. Dronningen bliver af mange omtalt som folkekirkens overhoved, og andre steder kan man se regenten beskrevet som den øverste biskop blandt biskopper med det latinske udtryk:”Summus episcopus”. Disse betegnelser er der dog ikke belæg for i Grundloven. Kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten, der er professor emeritus ved Københavns Universitet, siger:
”Når majestæten regulerer kirkelige sager, sker det gennem statsmagtens organer. Når der udstedes kongelige anordninger eller beslutninger i kirkelige sager ved kongelig resolution, har de kun gyldighed, hvis de er medunderskrevet af en minister.”
Kirkehistorikeren Hal Koch (1904-963) beskrev folkekirken som et anarki, der har vist sig at fungere, med henvisning til at man aldrig har fået afklaret spørgsmålet om styreform, som der lægges op til i Grundloven. I dette anarki er Dronningen kirkens første medlem, og monarken skal ifølge paragraf 6 i Grundloven høre til den evangelisk-lutherske kirke. Af og til er det blevet drøftet, om det er rimeligt, at monarken ikke har trosfrihed. Og jo; Dronningen kunne godt konvertere til eksempelvis den katolske kirke, men så kunne regenten ikke længere være regent i Danmark.
For nogle år siden spurgte Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager i et interview regenten til paragraf 6 i Grundloven. Hun svarede blandt andet:
”Jeg mener faktisk, at det var en vældig god ting, at der stod i Grundloven, at det skulle være sådan. Når vi har en kirke, der har den position, den har i Danmark, så er det også rimeligt, at statens overhoved er forankret der. Vi er et kristent land med en kristen historie og som helhed et kristent folk. Hvis man som regent kunne vælge, så skal man vælge ... og så er man på den!”
Dronningen er statsoverhoved og øverste myndighed i folkekirken. Regenten underskriver alle love og regler i folkekirken, men med en medsignatur fra kirkeministeren, som har den egentlige magt. Men magt kan også være symbolsk. I det halve århundrede Dronningen har været øverste myndighed i folkekirken, er hun blevet et samlingspunkt med en symbolsk magt, der dog ikke har noget at gøre med bestemmelserne i Grundloven.
G ik man til højmesse i Holmens Kirke i det indre København i 1950’erne og 1960’erne, kunne man jævnligt se regentparret i den såkaldte kongestol. Når prædikenen var holdt og velsignelsen lyst, bukkede præsten over mod kongestolen. De kongelige kom gerne, når kongelig konfessionarius provst Michael Neiiendam (1895-1962) gjorde tjeneste. Efter velsignelsen fulgte Neiiendam de kongelige ud til deres bil. For både kong Frederik IX og dronning Ingrid var kirkegang en integreret del af tilværelsen, og Holmens Kirke, der er kirke for søens folk, var et oplagt sted at knytte an for sømandskongen Frederik IX. Dronning Margrethe, som både er døbt og viet i Holmens Kirke, har fortalt, at hun under barndommens kirkegang blev mester i at tælle antallet af kanoner på det kirkeskib, man har udsigt til, når man sidder i kongestolen.
To år efter at Dronningen var blevet regent, blev kongestolen i Holmens Kirke tom. I 1974 blev Claus Harms Holmens Kirkes provst og orlogsprovst. Kongehuset havde meddelt, at dronning Margrethe, dronning Ingrid og prinsesse Benedikte ville deltage og sidde i kongestolen den søndag, hvor Harms blev indsat. Det var under oliekrisen med de bilfri søndage, og de tre kongelige tog turen fra Amalienborg til kirken til fods, hvilket avislæserne næste dag kunne se gengivet på et fotografi. De følgende år kom dronning Margrethe og ikke mindst dronning Ingrid gerne til gudstjeneste i Holmens Kirke, men logen stod ubrugt hen. Dronning Margrethe blev heller ikke fulgt ud efter velsignelsen, men blev typisk i kirken under hele gudstjenesten. Claus Harms lærte en regent at kende, som var en liturgisk bevidst gudstjenestekristen.
”For Dronningen er gudstjenestelivet en helt selvfølgelig del af tilværelsen. Dronningen er en meget opmærksom kirkegænger, hvilket er inspirerende for en præst. Når dronning Margrethe sad på bænken, vidste man, at der blev hørt efter, og efter gudstjenesten blev der af og til kommenteret på en venlig måde med bemærkninger, som viste, at regenten er vældig godt hjemme i teologien,” siger Claus Harms, der i dag er 90 år.
S om orlogsprovst blev Claus Harms flere gange bedt om at holde gudstjeneste ombord på kongeskibet Dannebrog. Det trak overskrifter, da dronning Margrethe og prins Henrik i 1975 tog på statsbesøg til Leningrad (i dag Sankt Petersborg) i det daværende Sovjetunionen. Claus Harms fik et praj om, at man gerne ville holde gudstjeneste på Dannebrog på turen, så han fulgte med i et af marinens skibe og holdt gudstjeneste på agterdækket af Dannebrog med skibsklokken som kirkeklokke og flaget som kors for Dronningen og den øvrige besætning.
”Jeg er en præst, som ikke kan synge, men det kunne heldigvis menigheden ombord på kongeskibet.”
Dronningens foretrukne salmedigtere er Kingo og Brorson. En god salme er ifølge monarken en salme, hvor sproget ikke er så umiddelbart tilgængeligt, og så synger regenten, med egne ord, med en stemme, som er røgmolestreret.
Regenten har mere end en gang slået fast, at hun ikke bryder sig som såkaldt sjælekrængeri, men samtidig har hun udtrykt glæde over den tiltagende åbenhed om tro i forhold til tidligere. Journalist og forfatter Thomas Larsen har lavet flere interviews med Dronningen og senest skrevet bogen ”Monark og Menneske”. Han siger, at den royale jubilar er gået foran med sine talegaver, når det gælder om at sætte ord på troens betydning i det levede liv.
”Vi skal ikke ret mange år tilbage, før den slags udtalelser var tabubelagte, men her satte Dronningen en ny standard i et stort interview, hun i 2000 gav til Kristeligt Dagblad.”
I interviewet i Kristeligt Dagblad blev Dronningen spurgt, hvad der vakte hendes tro. Hun svarede:
”Det er en meget personlig ting. På visse punkter er jeg analyserende og da også selvanalyserende. Men det kom, og jeg tror, at det kom i løbet af den tid, hvor min far (Frederik IX, der døde i 1972, red.) lå syg, og de første måneder af den tid, hvor jeg var blevet dronning. Jeg syntes, at jeg var blevet hjulpet ind i det på en sådan måde, at det ikke kunne adresseres. Slet ikke til mig selv. Men heller ikke alene til de mange gode mennesker, der stod omkring og hjalp og støttede. Der var meget mere end det. Og efterhånden gik det op for mig, hvad det var for en hjælp, jeg havde fået, og at det her ikke var noget, der kunne lade sig gøre, uden at der kom hjælp andetsteds fra.”
Dronning Margrethe beskrives som et helhjertet nysgerrigt menneske med en akademisk hang til fordybelse. Selv taler Dronningen om at have et graverinstinkt. Dette instinkt anvendte monarken også, da hun som ung regent besluttede sig for at lære mere om kristendommen. I Thomas Larsens bog ”De dybeste rødder” formulerer Dronningen det således:
”Det spændende ved tro og teologi er, at det appellerer til hjertet, men det appellerer sandelig også til intellektet, hvis man vil.”
Lensgreve Hans Schack på Schackenborg (1930-2000) havde studeret teologi i 1950’erne og fik i midten af 1970’erne kirkeministeriets særuddannelse og blev ulønnet hjælpepræst. Schack introducerede Dronningen for en kreds af teologiske kapaciteter i det, som blevet kaldt ”Grevens søndagsskole”. Dronningen har sagt, at det var teologer med vingefang. Kredsen talte blandt andre Bent Noack (1915-2004), Rudolph Arendt (1917-2012) og Christian Thodberg (1929-2020), som senere blev konfessionarius samt professor P.G. Lindhardt (1910-1988). Thodberg havde en præstebolig i Thunøgade i det centrale Aarhus, hvor Dronningen flere gange har udfoldet sit teologiske graverinstinkt i samtale med ikke mindst P.G. Lindhardt.
D a Kristeligt Dagblad for nogle år siden spurgte Dronningen, om der var mennesker hvis påvirkning eller tænkning inden for kirke og kristendom havde betydet noget helt særligt, pegede hun på P.G. Lindhardt, der var professor i kirkehistorie og kendt for sin evne til at formidle og forkynde. Det sidste kunne man bevidne i Vor Frue Kirke i Aarhus, hvor han var hjælpepræst fra 1945 til 1980. Samtidig var han kirkehistorikeren, der kendte de folkelige strømninger og kunne sætte kristendommen ind i historien. Om nogen kunne Lindhardt se på kristendommen som en del af det, Dronningen har beskrevet som ”Danmarks rodsystem”. Teologisk repræsenterede P.G. Lindhardt en karsk teologi, der satte mennesket på plads i forhold til Gud. Om P.G. Lindhardt har Dronningen udtalt:
”Den meget stringente måde, han så på tingene på og kunne sætte det op på, har betydet meget for mig, fordi jeg har en forholdsvis akademisk baggrund. Det, som jeg blev så glad for, da jeg begyndte at interessere mig for kirkegang, kristendom, trosliv og teologi, var, at man godt kunne bruge sit intellekt.”
Nok ligger ”Grevens søndagsskole” årtier tilbage, men Dronningen har siden været en særdeles velorienteret øverste myndighed i folkekirken med teologisk tæft. Det ved man, hvis man som biskop har deltaget i nytårskuren på Christiansborg Slot. Her kommer biskopperne ind som gruppe. Med hvide handsker på hænderne går de ind til kuren efter anciennitet. Længe var det biskop Lise-Lotte Rebel, som gik forrest efterfulgt af Peter Fischer-Møller. Biskopperne danner en halvkreds om regenten og kronprinsparret, og så holder nestor en tale på fire til fem minutter. Var kuren ikke blevet aflyst i år, havde det været Roskilde Stifts Peter Fischer-Møller, som skulle have holdt talen.
Når biskopperne har forladt Christiansborg Slot efter kuren, har de ikke været i tvivl om, at Dronningen følger med i kirkens liv. Efter nestors tale har majestæten med vid reflekteret over årets gang i kirken og gerne sagt biskopperne tak for at være med til at holde folk og kirke sammen.
Dronningen prøver at komme mest muligt i kirke inden for en rimelighed. Sådan har hun selv udtrykt det.
”Fordi jeg gerne vil, og fordi jeg synes, at højtiderne, som er så dejlige, faktisk bliver større, når man også har taget de små søndage med. Så har man virkelig bygget op, og det kan jeg godt lide. Teksterne, man får hørt igen og oplevet og fortolket på en ny måde af forskellige mennesker, og salmer, der passer eller måske ikke passer så vældig godt til, men som man alligevel er glad for at synge.”
Man kan jævnligt møde Dronningen som almindelig kirkegænger i Garnisonskirken i København. Da tidligere biskop Erik Norman Svendsen blev udnævnt som kongelig konfessionarius i 2008, begyndte han at holde gudstjenester her. En søndag i Garnisonskirken oplevede han, hvordan Dronningen er en observant kirkegænger.
Fordi kirken er militærkirke, er det praksis, at man i kirkebønnen beder for soldaterne, som gør tjeneste uden for Danmark og for det indkaldte personel. Det glemte Erik Norman Svendsen, og det opdagede regenten. Med et smil og en hurtig replik blev konfessionarius mindet om sin forglemmelse.
”Dronningen er hurtig i replikken og følger med,” siger Erik Norman Svendsen.
At Dronningen følger med og er godt hjemme i liturgien, viste hun den novemberdag i 2000, hvor dronning Ingrid blev begravet fra Roskilde Domkirke. Efter trosbekendelsen kastede kongelig konfessionarius Christian Thodberg tre skovlfulde jord hentet på Gråsten Slot på kisten, der var prydet med splitflaget med dronning Ingrids alliancevåben. Thodberg var berørt af situationen, og da han skulle lyse den aronitiske velsignelse, gik han i stå. Oppe ved kisten trådte Dronningen elegant til som en slags sufflør, og den erfarne konfessionarius kunne fortsætte.
A t Dronningen er en traditionsbevidst kirkegænger, oplever man også, når der er bispevielse. Har man set en bispevielse, vil man vide, at sidste salme altid er ”Mægtigste Kriste”. Det var også skik ved bispevielserne under Frederik IX. Eller rettere; det blev skik. Under en bispevielse rejste Frederik IX sig under salmens sidste vers. Måske fordi han troede, salmen var afsunget, og man skulle gå, måske for at understrege bønnen, som udtrykkes i verset. Det, som begyndte som et fejltrin eller en impulsiv indskydelse, er blevet tradition. Dronningen sørger for at have øjenkontakt med Københavns biskop, der som primus inter pares (første blandt ligemænd) står for bispevielsen, når man når til sidste vers, hvor regenten rejser sig sammen med de øvrige deltagere i bispevielsen.
At Dronningen er hjemme ikke alene i liturgien, men også i Bibelen, oplevede korshærspræst Morten Aagaard som generalsekretær i Bibelselskabet i slutningen af 1990’erne. Dronningen, som er protektor for Det Danske Bibelselskab, havde sagt ja til at illustrere en Rigs- og Slægtsbibel, og i den forbindelse var Morten Aagaard og grafikeren Bent Rohde til flere arbejdsmøder på Amalienborg. Her præsenterede Dronningen sine illustrationer, og der blev budt på te og kage, mens Dronningen drøftede den nye bibels grafiske tilrettelæggelse med Rohde. Regentparrets gravhunde fulgte med i det hele.
”Gennem det arbejde blev jeg vidne til en regent, der indgående kender Bibelen. Hun holdt sig ikke til alene at illustrere de mest kendte tekster, men valgte nogle af de mere ukendte bøger fra Det Gamle Testamente,” siger Morten Aagaard.
D a Dronningen tegnede vignetter til Bibelen, var hun allerede dronningen over nål og tråd, hvilket ikke mindst ses i en række kirketekstiler. I 1976 broderede hun den første messehagel til Fredensborg Slotskirke som en gave i anledning af kirkens 250-års jubilæum. Siden er det blevet til en række andre kirketekstiler og ikke mindst fem bispekåber.
Viborg Stift, hvor Henrik Stubkjær er biskop, er et af de stifter, som har en bispekåbe lavet af Dronningen. Efter bispevielsen tog Stubkjær til København og deltog i den følgende audiens på Christiansborg Slot, hvor han takkede for udnævnelsen, og ved den lejlighed fortalte Dronningen om inspirationen bag kåben. Da Henrik Stubkjær vendte hjem til Viborg, vidste han, at kåbens blå farve, som er Jomfru Marias farve, er valgt, fordi Viborg Domkirke også har navnet Vor Frue Kirke, og fordi den blå farve spiller så fint sammen med domkirkens svenske granit. Og så skal den blå farve minde om egnens himmel. Regenten havde også forklaret Stubkjær, at bispekåbens stave, som er broderet med petitpoint, er inspireret af de rigt udskårne ornamenter, man kan møde ved indgangen til en norsk stavkirke.
Dronningens arbejde som kunstner er blevet rost fra mange sider, men der har også lydt kritik. Tager den flittige regent ikke brødet fra andre kunstnere med eksempelvis sine kirketekstiler? Kunstneren Maja Lisa Engelhardt, som de seneste 25 år har lavet over 30 kirkeudsmykninger, mener, at Dronningen har åbnet døre for andre kunstnere, som har ønsket at arbejde med kirketekstiler. Maja Lisa Engelhardt kalder kritikken af Dronningen for smålig og siger:
”Dronningen har banet en vej for mange andre kunstnere. Jeg tror aldrig, jeg havde fået mulighed for at arbejde med eksempelvis vævede altertæpper, hvis det ikke var fordi, Dronningen med sit fokus på kirkelige tekstiler havde banet en vej. Når man ser på messehaglerne i landets kirker, så har Dronningen også ændret synet på, hvad en messehagel er. Før så man mange eksempler på messehagler, der var smukt forarbejdede, men uden en kunstnerisk værdi. Her har vores dronning hævet barren.”
I næste måned udkommer bogen ”Dronningens kirketekstiler – mange hænders værk” på forlaget Gyldendal skrevet af Vibeke Lindhardt og Anne Hedeager Krag, hvor man kan se udviklingen og omfanget af Dronningens arbejde.
Ifølge Maja Lisa Engelhardt vidner Dronningens værker om en regent, som i kunsten har fundet en livsform, som hun værner om.
”Dronningen har en beundringsværdig evne til at veksle mellem at være i det indadvendte og skabende rum og den udadvendthed, der kræves af en regent, som passer sine pligter. Det er en svær vekslen. Pligterne kunne nemt opsluge den plads, hun har viet til kunsten. Dronningen er klar over, at man også har en pligt til at følge sit talent, når man har fået det givet.”
I Dronningens regentperiode er forholdet mellem stat og kirke blevet ændret i Norge og Sverige. Seneste skete det i Norge i 2017, hvor skellet mellem stat og kirke blev tydeligere. Nu er det ikke kongen, men Kirkerådet, som udnævner biskopper, og man drøftede om kommende regenter skulle have religionsfrihed. Professor i kirkehistorie Dag Thorkildsen siger:
”Her insisterede den norske konge på, at man bevarede grundlovens bestemmelse om, at monarken skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, og indtil videre er det skik, at bispekollegiet én gang om året kommer til middag på slottet.”
I Danmark har forholdet mellem stat og kirke gennem årene været til debat, men den nuværende folkekirkeordning er velforankret, og her peger flere på Dronningens betydning. Kirkehistorikeren Carsten Bach-Nielsen udtrykker det således:
”Folkekirken sover godt om natten med Dronningen som den højeste myndighedsperson i kirken. Med Dronningens placering i kirken bliver vi aflastet fra en masse andre overvejelser. Dronningen har bidraget til, at forholdet mellem stat og kirke er blevet bevaret, fordi hun ved sin person har markeret værdien af sammenhængen mellem stat og kirke og mindet os om historien bag.”
Vurderingen deles af Peter Skov-Jakobsen, der er biskop over Københavns Stift. Han ser jubilaren som et vigtigt samlings- og sammenhængspunkt.
”Dronningen er statsoverhovedet, og med sin tilstedeværelse viser majestæten, hvad folkekirken betyder i vores land og i vores kultur. Når statsoverhovedet er til stede i kirken, samles historien, og det er opmuntrende ikke alene for folkekirken, men for hele folket. Der er højt til loftet og langt til væggene i Dronningens tilgang til at være menneske og til at være kirke.”
Dronningen har fremhævet netop friheden i folkekirken i interviews som noget værdifuldt. I år 2000 spurgte Kristeligt Dagblads chefredaktør, regenten, om hun tror, man ad åre kan undgå en adskillelse af stat og kirke. Svaret lød:
”Det håber jeg inderligt. Personligt. Virkelig. Det ville jeg virkelig synes ville være et stort tab … Jeg tror, at vi har mere til fælles via den folkekirke, end vi selv er klar over til daglig. Også når vi ikke kommer der. Man er medlem, og man går derhen eller lader være, men det er vældig godt, at den bare er der.”
På årets sidste dag, hvor tiden ifølge religionssociologien bliver rituel, så samles nationen for at høre Dronningens nytårstale. 2,2 millioner så talen i sidste uge. Det var Dronningens nytårstale nummer 50, og traditionen tro blev den afrundet med ordene: ”Gud bevare Danmark.” At afslutte en nytårstale med den forbøn er en tradition, som går tilbage til Frederik VIII (1843-1912). Når Dronningen siger ordene, bliver de brugt til at samle nationen, forklarer Margit Warburg, der er professor i religionssociologi ved Københavns Universitet. Hun siger:
”Man hører aldrig Dronningen tale om Jesus, men ved at tale om Gud, inkluderer Dronningen alle og får sat en bred ramme for fællesskabet, som er større end folkekirken. I vor tid er det kun Dronningen, vi hører tale på den måde, men vi synger gerne den slags ord i fædrelandssange som ’I Danmark er jeg født’ og ’Jeg elsker de grønne lunde’.”
Monarken har ikke holdt sig tilbage for at revse. Den kærlige opsang har Dronningen gjort til sit speciale i nytårstalerne, hvor regenten også har taget følsomme emner om tro og værdier op. I 1980’erne, mindede Dronningen flere gange om, at danskerne skulle vise imødekommenhed over for nye tilflyttere. En passage fra nytårstalen i 1984 er blevet stående:
”Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder. Det kan vi ikke være bekendt.”
I 2015 fandt et terrorattentat sted i København. Efterfølgende gav Dronningen et interview til Berlingske, hvor hun udtrykte forfærdelse over, at nogle flygtninge og indvandrere havde bragt deres had til jøderne med til Danmark. Hun sagde:
”At jøderne i dag pludselig skal være ugleset, føle sig presset og føle sig truet, er chokerende.”
Dronningens udtalelser vakte debat. Nogle frygtede, at Dronningen kunne blive misbrugt af nationalistiske kræfter i Danmark. Men længe før terrorattentatet i København, havde Dronningen talt om udfordringen fra islam. Mest tydeligt er det nok i bogen ”Margrethe” fra 2005 skrevet af journalist Annelise Bistrup. Her efterlyste regenten et modspil til islam:
”I disse år udfordres vi af islam. Både globalt og lokalt. Det er en udfordring, vi er nødt til at tage alvorligt. Vi har ganske givet ladet det flagre i for lang tid. Fordi vi er tolerante og temmelig dovne.”
Når man ser på Dronningens udtalelser om integration i 1980’erne og i 2000’erne, kan man se regenten som en seismograf, mener politisk redaktør og forfatter Thomas Larsen:
”Hun har en udtalt fornemmelse for i hvilken retning, vi bevæger os som nation og tør også tale om det, som er svært og er ikke bleg for at indrømme, hvor hun selv har været for naiv.”
Den sidste vilje
Folkekirkens øverste myndighed har i snart 50 år varetaget sit hverv med kærlighed til pligten. I en tid, hvor formerne generelt er blevet mere flydende, har hun holdt fast ved former og ritualer.
Historiker, lektor ph.d. Sebastian Olden-Jørgensen, som har speciale i kongehuset, siger, at Dronningen generelt har stået for en opritualisering. Som eksempel nævner han brugen af castrum doloris (offentlige fremvisning af kisten) til andre begravelser end majestæten. Da dronning Ingrids kiste i 2000 lå på castrum doloris, var det første gang i 200 år, at en dronnings kiste stod sådan. I februar 2018 lå prins Henrik på castrum doloris i Christiansborg Slotskirke. Et ganske andet eksempel er de røde gallakjoler, som Dronningens hofdamer bærer ved officielle lejligheder. Olden-Jørgensen siger:
”Man ser det også i nogle af de portrætter, som er lavet af Dronningen, hvor hun troner som en gammeldags kongelig, og i det hele taget er hun pompøs i sit sprog.”
Han gør opmærksom på et portræt, som Thomas Kluge malede af Dronningen i 1999, som man kan se på kostskolen Herlufsholm. På portrættet er Dronningen klædt i vinrød gallakjole i brokade. Maleriet er stort og malet, så Dronningen ser ned på beskueren, hvilket understreger det majestætiske og ophøjede. Men ser man nærmere på regenten, vil man bemærke et underfundigt smil, som kigger på betragteren med lidt humor og ironi, så man får en fornemmelse af et menneske bag det hele. Sebastian Olden-Jørgensen siger:
”Dronningen er altid korrekt og ved, at såvel livet som døden kræver sine former. Dronningen ved, at der skal være noget pomp, hvis et kongehus ikke skal blive borgerligt eller ordinært.”
Før sin 70-års fødselsdag begyndte Dronningen at planlægge sit gravmæle sammen med kunstneren Bjørn Nørgaard. Gravmælet, hvor det var planen at også prins Henrik skulle begraves, står nu tildækket i Sankt Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke. Dronningens forældre er begravet lidt nordvest for Roskilde Domkirke under åben himmel.
Men Dronningen ønskede et gravmæle for sig selv inde i domkirken, og på den måde følger monarken en tradition, som måske går tilbage til Harald Blåtand.
Dronning Margrethes gravmæle vil minde eftertiden om en regent, som ikke kom til verden som tronfølger, men blev en af danmarkshistoriens længst regerende monarker. At regenten, som for snart et halvt århundrede siden satte Guds hjælp først og ydmygt konstaterede, at uden den går det ikke, vil stedes til hvile i Roskilde Domkirke undrer næppe. Her vil regenten også i eftertiden kunne vidne om såvel ledetråden som de dybeste rødder.
Hør journalist Else Marie Nygaard læse artiklen op på k.dk/serier/dronningen, hvor Kristeligt Dagblad har samlet alt om regentjubilæet