Sjældent har opbakningen til kongehuset været stærkere. Sjældent har tanken om at gøre Danmark til en republik syntes fjernere. Dronning Margrethe kan fredag runde de første 50 år som regent i bevidstheden om, at hendes måde at forvalte opgaven på i høj grad har været med til at cementere monarkiets position, som mange af kongehusets kommentatorer også allerede har påpeget op til jubilæet.
Styreformen står generelt stærkt i Europas syv konstitutionelle arvekongedømmer, fire fyrstendømmer samt Vatikanstaten, der som valgmonarki adskiller sig fra de øvrige.
Selv om royale privilegier og arveret til tronen ligger langt fra moderne lighedsidealer og tanken om, at man skal gøre sig fortjent til livets goder, trives monarkiet godt i den nordvestlige del af Europa, hvor det fortsat findes.
I Norge viste en undersøgelse i 2017, at otte ud af 10 ville beholde kongehuset. I Sverige har 43 procent af borgerne ifølge en undersøgelse fra Göteborgs Universitet fortsat stor eller meget stor tillid til kongehuset, mens kun 20 procent har lille eller meget lille tillid til det. I Holland har kongefamiliens udlandsrejser under coronapandemien nok sænket offentlighedens tillid til familien fra 75 procent til 58 procent, viste en undersøgelse i 2020, men der er dog fortsat et klart flertal, der har tillid. Selv det jævnligt skandaleramte britiske kongehus fik ifølge en meningsmåling fra marts sidste år støtte fra 62 procent af befolkningen, mens blot 21 procent kunne forestille sig et folkevalgt statsoverhoved. Herhjemme viste en Gallupundersøgelse i 2018, at knap 77 procent bakker op om monarkiet, mens lidt under 15 procent vil gøre Danmark til en republik.
Historiske eksperter har en række forskellige forklaringer på, at det konstitutionelle demokrati står med så fast folkelig grund under fødderne.
Professor Peter Kurrild-Klitgaard fra institut for statskundskab ved Københavns Universitet nævner, at i 1800-tallet var autokratisk styre med en konge, fyrste eller kejser i spidsen den normale europæiske styreform. Men krige og revolutioner gjorde det af med de fleste af dem, og de tilbageværende liberale, konstitutionelle monarkier er historisk set en forholdsvis ny idé.
”Det bemærkelsesværdige ved Norden er, at vi skal relativt langt tilbage, før krige har buldret hen over vore lande,” siger Peter Kurrild-Klitgaard.
”Vi skal tilbage til 1600-tallet for at finde de meget krigeriske konflikter, der smadrede samfundene helt, så man måtte begynde forfra, selv om der selvfølgelig herhjemme lige var krigen i Slesvig i 1864. Men det er fundamentalt anderledes end det, man har set i Sydeuropa, på Balkan og i meget af Centraleuropa gennem 1800-tallet og 1900-tallet.
Vores relativt store stabilitet har medvirket til, at vi ikke grundlæggende har taget monarkiet op til revision,” siger han.
En anden forklaring er, at Norden i mange år har været meget homogene samfund uden store konflikter mellem for eksempel katolikker og protestanter eller mellem folk med forskellige sprog.
Som en tredje grund til succesen nævner Peter Kurrild-Klitgaard, at det er lykkedes at reducere kongens eller dronningens politiske magt, uden at man har været nødt til at ændre selve Grundloven.
Reformationens betydning
Et blik på europakortet viser, at kongedømmet i høj grad har overlevet som styreform i Reformationens hjørne af kontinentet med Spanien og Belgien som de katolske undtagelser. Ifølge samfundsforskeren har monarkiets overlevelse dog næppe noget at gøre med fortolkningen af kristendommen.
”Men det kan godt have noget at gøre med det, samfundsforskere kalder ’stiafhængighed’. Ved Reformationen sammensmeltede stat og kirke i de lande, der blev protestantiske. Man fik opløst det modsætningsforhold, der meget ofte var i forholdet mellem en stærk kirkemagt og staten, og man har måske fundet en højere fællesnævner. Konge, stat og religion er smeltet sammen på en måde i det nordvestlige Europa, som kan have taget nogle af konflikterne ud af spillet,” siger han.
Allerede i 1934 funderede den konservative, britiske politiker og senere premierminister Winston Churchill over, at så mange monarkier var forsvundet og over, om de mon kunne få en renæssance. Det fortæller historikeren Jes Fabricius Møller i sin bog ”Dynastiet Glücksborg”, hvoraf det også fremgår, at Churchill var overbevist om, at monarkiet var den bedste modgift mod tyranni og anarki. Han mente blandt andet, at Adolf Hitler aldrig var kommet til magten, hvis en tysk kejser havde fået lov at blive siddende på tronen efter Første Verdenskrig.
De små landes identitet
Den norske forfatter Tor Bomann-Larsen har skrevet flere bøger om Norges kongehus, og han hæfter sig ved, at især små europæiske lande fortsat regeres af konger og dronninger – med Storbritannien og Spanien som undtagelser.
”Kongehuset er en national institution, og for små lande er den nationale identitet sårbar, men den garanteres nærmest af kongehuset,” siger han.
”Frankrig vil bestå, uanset om det er republik eller et kongedømme. At fastholde monarkiet spillede ikke den store rolle, fordi man havde at gøre med en stor nation. Små nationer har derimod brug for stærke symboler for at kunne opretholde følelsen af at være et folk og en nation.”
Tor Bomann-Larsen fremhæver derudover betydningen af et lands alder. Det 1000-årige danske monarki regnes for eksempel for verdens ældste.
”At en stat er gammel er med til at give den autoritet og styrke i et nationalt billede. Hvis man afvikler monarkiet, afvikler man på en måde den gamle nation, som man klamrer sig til.”
Norge fik status som selvstændigt land i 1905 efter at have været i union først med Danmark og dernæst med Sverige. Det opfattes som svage perioder i norsk historie. Derfor greb man tilbage til tiden før, til den tidlige middelalder, da landet skulle genrejses som selvstændigt. Selvom Karl nok var et norsk kongenavn, gik det ikke at bruge det for den første konge, for det smagte for meget af Sverige. Så den nye konge fik navnet Haakon.
Tilpasning til samfundet
I broderlandet Sverige fremhæver historiker og museumschef Malin Grundberg et mere nutidigt perspektiv på kongehusenes fortsatte gennemslagskraft. Hun leder Livrustkammeret i Stockholm, som beskæftiger sig med de svenske kongeslægters historie.
”Man har formået at tilpasse sig efter det omgivende samfund. Et eksempel på det er, at kronprinsesse Victoria for 10 år siden giftede sig med en almindelig mand og ikke en adelsmand eller lignende, som havde været det almindelige tidligere. Sådan har det jo også været i den danske kongefamilie, hvor kronprinsessen kom fra en almindelig familie i et andet land,” siger Malin Grundberg.
Hun vurderer, at monarkiet i den svenske befolkning opfattes som ”uproblematisk”, og med udsigten til, at Victoria bliver den næste dronning, ændrer det sig næppe inden for den kommende generation.
Historiker Line Bjerre Kristensen er for tiden i gang med at skrive en bog om, hvordan man i et demokrati samtidig kan være så begejstret for en aristokratisk styreform, som monarkiet er.
Som hun ser det, afhænger nutidens succes eller opbakning i høj grad af, hvornår de forskellige lande påbegyndte deres demokratiseringsproces.
”De stærkeste monarkier i Europa i dag finder man i de lande, der indførte demokratiet tilbage i 1800-tallet, og hvor monarkiet allerede dengang blev skrevet ind i landets forfatning, som det skete i Danmark med Grundloven i 1849. I andre lande, hvor man for eksempel først skulle i gang med at skabe demokratiske forfatninger efter Første Verdenskrig, lykkedes det sjældent at skabe levedygtige monarkier,” siger Line Bjerre Kristensen.
Derfor konkluderer hun, ”at vi både er blevet moderne demokratier og moderne monarkier på samme tid. Begge er udviklet sideløbende, og deri ligger styrken for begge styreformer.”
Overordnet peger hun på en bevægelse, ”hvor monarken har blandet sig mindre og mindre, jo mere demokratisk samfundet er blevet. Og derfor kan vi også i dag hylde monarkiet og på samme tid føle os som stærke demokrater.”