Monika Rubin bliver Moderaternes politiske ordfører

Regeringspartiet har udpeget Monika Rubin som politisk ordfører. Mohammad Rona bliver gruppenæstformand.

Moderaterne præsenterer Monika Rubin som partiets politiske ordfører på Christiansborg mandag den 19. december 2022.
Moderaterne præsenterer Monika Rubin som partiets politiske ordfører på Christiansborg mandag den 19. december 2022. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Det bliver Monika Rubin, der skal varetage tjansen som politisk ordfører for regeringspartiet Moderaterne.

Det oplyser partiet mandag efter et gruppemøde på Christiansborg.

Her skulle der både vælges ny politisk ordfører og ny gruppenæstformand, efter at Jakob Engel-Schmidt og Mette Kierkgaard er blevet ministre.

Af gruppeformand Henrik Frandsen beskrives Monika Rubin som en dygtig kommunikator. Blandt andet derfor faldt valget på hende.

- Man skal som politisk ordfører kunne tale om i virkeligheden alt, der har med Moderaternes politik at gøre. Der er Monika rigtigt skarp, siger Henrik Frandsen.

Den lægeuddannede Monika Rubin, som tirsdag fylder 35 år, fik 3376 personlige stemmer i Københavns Omegns Storkreds ved folketingsvalget.

Hun er i lighed med næsten hele Moderaternes folketingsgruppe nyvalgt, efter at partiet ved valget kom ind med 16 mandater.

- Jeg tror, at jeg kan løfte opgaven. Jeg er vant til at stå med traumer og hjertestop, så jeg tænker, at det her skal jeg nok lære, siger Monika Rubin.

Til posten som gruppenæstformand er valget faldet på Mohammad Rona.

Han kom i Folketinget kort efter folketingsvalget 1. november, da Kristian Klarskov valgte at trække sig.

Valget kom, knap fem måneder efter at partiet var blevet stiftet af den tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Moderaterne gik til valg på at få en regering hen over midten og pegede ikke på nogen statsministerkandidat inden valget.

Det lykkedes i sidste uge for partiet at komme i regering med Socialdemokratiet og Venstre i SVM-regeringen.

Moderaterne fik fem ministerposter i forbindelse med regeringsdannelsen. Heraf er tre rekrutteret internt i folketingsgruppen.

Lars Løkke Rasmussen blev udenrigsminister, mens Jakob Engel-Schmidt blev kulturminister og Mette Kierkgaard ældreminister.

Uden for folketingsgruppen rekrutterede Moderaterne erhvervsmanden Lars Aagaard som klima-, energi- og forsyningsminister, mens tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance Christina Egelund kom ind som uddannelses- og forskningsminister.

/ritzau/