Præst om virtual reality-møde: Et dødt barn hører til hos Gud, ikke i en virtuel virkelighed

En sydkoreansk mor har gennem teknologien virtual reality "mødt" sin afdøde datter. Selvom man måske kan få sagt de ord, man ikke fik sagt, da barnet levede, er det farligt for de efterladte at knytte bånd til noget uvirkeligt, mener sognepræst

I en ny dokumentarfilm møder en sydkoreansk mor sin afdøde datter med hjælp teknologien Virtual Reality. Genrebillede.
I en ny dokumentarfilm møder en sydkoreansk mor sin afdøde datter med hjælp teknologien Virtual Reality. Genrebillede. . Foto: Laurent Chamussy/SIPA/Ritzau Scanpix.

"Hvor har du været, mor? Har du tænkt på mig?"

En lille pige ser spørgende op på sin mor.

"Det gør jeg hele tiden," svarer moderen, mens tårerne langsomt triller ned ad hendes kinder.

Nogle minutter efter sidder mor og datter i en park. De tænder lys i en lagkage for at fejre pigens fødselsdag. Noget, de plejede at gøre hvert år.

For den lille pige, som hedder Nayeon, er egentlig død. I 2016 døde hun af en sjælden og uhelbredelig sygdom, og det, man som seer er vidne til, er det virtuelle møde mellem Nayeon og hendes mor, Jang Ji-sung.

Takket være teknologien virtual reality - hvor man med et par særlige briller og høretelefoner kan gå ind i en computerskabt "virkelighed" af billeder og lyd - har sydkoreanske programmører nemlig skabt en digital kopi af Nayeon ved at kombinere et levende barns bevægelser med Nayeons ansigt, krop og stemme i et computerprogram.

"Genforeningen" mellem mor og datter kan man se i dokumentaren "I met you". Her "møder" Jang Ji-sung en virtuel kopi af sin afdøde datter, som hun både leger med og holder om.

Se et klip fra dokumentaren, hvor sydkoreanske Jang Ji-Sung gennem teknologien virtual reality "møder" sin afdøde datter 3813872

Jang Ji-sung har selv beskrevet mødet med sin "datter" som meget lykkeligt:

"Måske er det et ægte paradis. Jeg mødte Nayeon, som løb hen til mig med et smil. Det var et kort øjeblik, men et meget lykkeligt øjeblik. Jeg tror, jeg har opnået den drøm, jeg altid har ønsket."

Men er det etisk forsvarligt at lade en forælder "møde" sit afdøde barn gennem avanceret teknologi? Og kan det være en sund bearbejdelse af den sorg, man gennemlever?

At møde en digital "kopi" af ens barn kan være en måde at bearbejde sorgen over tabet af det uerstattelige. Men kun så længe, man er klar over, at det alene foregår i en virtuel verden. Det mener Birthe Gunhild Friis, der selv har mistet et barn, og som sogne- og sygehuspræst i Nykøbing Falster har ydet sjælesorg til mange forældre i samme situation.

Birthe Gunhild Friis, hvad er din umiddelbare reaktion, når du hører, at forældre, der har mistet et barn, potentielt kan ”møde” deres afdøde børn igen gennem virtual reality?

”Det er både meget smukt og meget uhyggeligt. Enhver forælder, der har mistet et barn, vil jo give hvad som helst for at gense barnet i kød og blod. Det kan virtual reality give en fornemmelse af, at man kan. Men det kan man jo ikke.”

Hvad er farerne ved at bruge denne teknologi?

”Faren er, at man kan komme til at knytte et stærkt bånd til noget uvirkeligt, til en illusion – for det er jo ikke ens barn. Alligevel tror jeg, man kan få svært ved at tage afsked med den illusion.”

Er det en form for flugt fra virkeligheden?

”Ja, for hvis man knytter sig til en virtuel figur, tager man ikke i samme grad sit egentlige døde barn alvorligt og accepterer, at barnet havde sin tid her på Jorden, og at det nu er hos Gud. Vi, der har mistet, tænker jo over, hvordan vores børn ville være og se ud, hvis de stadig var i live. Men de drømme og illusioner lever bedre videre i vores egne tanker gennem hele livet end forplantet i en virtuel figur."

Du nævnte selv Gud. Mange forældre, som har mistet, håber på et gensyn med deres børn i en form for paradis. Er denne slags virtual reality en efterligning af Paradis?

”Ja, det er det jo. Som præst tror jeg på, at vores børn stadig lever hos Gud, og at de på den måde er blandt os, vi kan bare ikke se dem. Problemet med denne teknologi er, at det virtuelle barn bliver en erstatning for det virkelige barn, som jo lever hos Gud og ikke gennem teknologien.”

Er der situationer, hvor virtual reality kan hjælpe forældre, der har mistet et barn?

”Ved at ’gense’ det barn, man har mistet, kan man måske få sagt de ord, man ikke fik sagt, mens barnet levede. Det kan være en form for bearbejdelse af den sorg, man bærer med sig som forælder, når man har mistet.”

Vil du som præst anbefale forældre, der har mistet et barn, at prøve virtual reality?

”Nej. Det vil være at flygte fra en stor sorg, som er vigtig at komme igennem. Derudover skylder vi det afdøde barn at tage dets historie og liv alvorligt. Det kan man komme til at negligere ved at skabe en anden – virtuel – virkelighed.”