Prøv avisen

Mor til fire: Julehjælp er mere end penge

Kristina Ginderskov er mor til fire og har for femte gang søgt om julehjælp hos Røde Kors. Foto: /ritzau/Niels Hougaard

Flere familier end før søger om julehjælp hos landets organisationer. Men hjælpen fra organisationerne rækker længere end blot økonomisk bistand under højtiden.

Der er ingen tvivl om, at det langt om længe er blevet december, når man træder ind i familien Ginderskovs lejlighed i Køge.

I hver en krog gemmer sig nisser med skæve huer, og enhver overflade er dækket med lys og gran.

- Små drillenisser i børnehøjde har også sneget sig ind vores lille hjem, griner Kristina Ginderskov og peger på sine fire børn i alderen fra syv til ti år.

Hun er blandt det rekordstore antal, som i år har søgt om økonomisk støtte til at fejre jul.

Seks af de største udbydere af julehjælp har i år tilsammen fået 46.512 ansøgninger om julehjælp, hvilket er en stigning på 536 ansøgninger i forhold til sidste år.

Men ifølge den 45-årige mor, som på femte år ansøger om julehjælp hos Røde Kors, er der mere på spil end at få råd til julegaver og julesteg.

- Det handler om meget mere end julehjælp. Det er en stor del af vores hverdag. Vi har for eksempel en kontaktperson, som vi altid kan spørge til råds i svære situationer. Det vil jeg aldrig kunne undvære, forklarer hun.

Det er nemlig ikke kun det økonomiske, der trykker familien Ginderskov, der hver måned skal klare sig for, hvad der svarer til kontanthjælp.

Efter flere år med vold i hjemmet forårsaget af faren til børnene er det især muligheden for at få et netværk af børnefamilier med lignende udfordringer, der gør julehjælpen ifølge Kristina Ginderskov ekstraordinær.

Familienetværk er et tilbud som flere organisationer, der yder julehjælp, i de seneste år har taget til sig.

Hos Røde Kors munder det ud i fællesspisning, aktiviteter for børnene samt udflugter for hele familien den sidste torsdag i måneden - også uden for julemåneden.

- Det er for alle familier, der har brug for at få at vide, at de ikke er alene på den en eller anden måde - enten økonomisk, fysisk eller socialt. forklarer hun.

På grund af få familiære relationer har Kristina Ginderskov ikke andre at trække på, når hun og børnene har brug for et pusterum.

Det er især her, at familienetværket har sit værd. Eksempelvis i efterårsferien hvor familien blev indlogeret på Danhostel i Hillerød sammen med tre andre børnefamilier

- Forældrene kom på kursus i at håndtere forskellige problemstillinger. Der var en økonom, som gav gode råd med hensyn til økonomi, mens der var frivillige, der tog sig af børnene. Vi fik boostet vores selvværd, fortæller hun.

At familienetværket også er et hit hos børnene, er der ingen tvivl om. På trods af at det nyeste afsnit fra julekalenderen "Tinkas juleeventyr" bliver vist på familiens tv, holder de sig ikke tilbage for at fortælle om deres oplevelser.

- Det sjoveste var påsken, hvor vi triller med påskeæg. Det var mig, der vandt i år. Vi har også skåret græskar. Nogle gange griller vi også, fortæller datteren Mathilde.

Kristina Ginderskov håber, at hun ved at stå frem kan inspirere andre familier til at søge om hjælp. Hun vil gerne sprede budskabet om, at det ikke kun handler om at få økonomisk hjælp i juleperioden.

/ritzau/