Mordtruslen vil altid hænge over Lars Hedegaard: Jeg er ikke bange, jeg er rasende

”Jeg bliver da nogle gange frygtelig træt af islam, men jeg er nødt til at beskrive, hvad den ideologi går ud på,” siger forfatter og islamkritiker Lars Hedegaard, der i to et halvt år har levet under jorden efter et attentatforsøg. I en ny bog beskriver han sit nye liv på en hemmelig adresse og hudfletter igen islam

Siden attentatet i februar 2013 har forfatteren og islam-kritikeren Lars Hedegaard levet på en hemmelig adresse. Han har vænnet sig til et liv, hvor han overvåges af Politiets Efterretningstjeneste.
Siden attentatet i februar 2013 har forfatteren og islam-kritikeren Lars Hedegaard levet på en hemmelig adresse. Han har vænnet sig til et liv, hvor han overvåges af Politiets Efterretningstjeneste. . Foto: Simon Skipper/Scanpix.

Når han går en tur på gaden eller på stranden, har han vagter fra Politiets Efterretningstjeneste i hælene. Han har måttet forlade sin lejlighed på Frederiksberg og bor i eksil på en hemmelig adresse i det, han betegner som Udkantsdanmark.

Da han den 27. september i år ville spise middag på en mondæn restaurant i København sammen med Morgenavisen Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, og 38 andre medlemmer af Trykkefrihedsselskabet, blev selskabet afvist. Argumentet var, at Hedegaards og Roses Pet-vagter ville sprede utryghed blandt restaurantens gæster.

Lars Hedegaards liv bliver aldrig det samme som før den 5. februar 2013. Den dag forsøgte en person forklædt som postbud at skyde ham. Den 24. april 2014 blev den formodede gerningsmand anholdt i Atatürk-lufthavnen i Istanbul. Et halvt år senere ringede Pet til Lars Hedegaard og fortalte ham, at attentatmanden var blevet sat fri i Tyrkiet. Det formodes, at han blev udleveret til Islamisk Stat.

”Mit liv er kompliceret, og jeg må formentlig leve med politibeskyttelse resten af livet, fordi jeg har lagt mig ud med islam. Jeg er ikke bange. Men jeg er rasende over, at det skal være på den måde. Tidligere mente mange, at jeg så syner, når jeg sagde, at man ikke kan kritisere islam. Det gjorde jeg desværre ikke. Overfaldet på Kurt Westergaard (Muhammed-tegneren, der blev overfaldet med en økse i 2010) og attentatet mod mig har blandt andet til formål at skabe frygt. Hvis morderen bliver pågrebet i sager om mordforsøg, så er sagen som regel ude af verden for offeret. Men politiske mordforsøg truer én hele livet. Hverken jeg selv eller politiet tror på, at gerningsmanden handlede alene. Bortset fra besættelsestiden har der været tre politiske mordforsøg i Danmark de seneste knap 130 år. Mordforsøget mod konseilspræsident Estrup i 1885, attentatet mod Kurt Westergaard i 2010 og attentatet mod mig selv forrige år,” konstaterer Lars Hedegaard, som i denne uge er aktuel med bogen ”Attentatet”.

I bogen forsøger den utrættelige islam-kritiker ligesom i tidligere bøger at gøre op med forestillingen om, at islam er en fredelig religion, der er blevet fejlfortolket af ekstremister. Han argumenterer for, at dødsdomme over anderledes tænkende, tildækning af kvinder og kvindeundertrykkelse er en udløber af selve trosindholdet i Koranen.

Han beskriver også, hvordan attentatet brat ændrede hans liv. Umiddelbart efter blev han kastet ind i sikkerhedssystemet. De første nætter tilbragte han på et hotel uden for København. Han havde kun det tøj, han gik i, og måtte bede Pet-folkene købe noget til ham. I en måned skiftede han opholdssted mellem forskellige sommerhuse, mens politifolkene lavede mad til ham og forsynede ham med whisky og aviser. Han så ingen mennesker ud over agenterne fra Politiets Efterretningstjeneste.

I dag forsøger han at finde sig til rette med det nye og meget anderledes liv.

”Jeg keder mig ikke. Jeg læser meget. Jeg skriver. Jeg kan tale i telefon med venner, og jeg kan også få besøg. Man vænner sig til det. Jeg rejser meget, og jeg kan godt lide at være i udlandet. Der kan jeg gå på gaden, uden at nogen ved, hvem jeg er. Jeg forsøger at holde mig i godt humør. Men jeg kan ikke bare gå i biografen eller på stranden. Det skal planlægges,” siger Lars Hedegaard.

Trods de personlige konsekvenser er Lars Hedegaard besluttet på at fortsætte sin islam-kritik.

”Jeg bliver da frygtelig træt af islam, men jeg bliver nødt til at beskrive, hvad islam går ud på,” siger Lars Hedegaard, der mener, at ledende politikere og meningsdannere aldrig for alvor har erkendt, at islam er en væsentlig del af forklaringen på, at integrationen er slået fejl.

”Det spørgsmål, man aldrig stiller, er: Vil muslimer overhovedet integreres? Og det vil mange muslimer ikke efter min mening. Muslimer adskiller sig fra andre grupper på den måde, at jo længere, de har været her, jo mere uintegrerede synes de at blive. Vietnamesere og kinesere kommer til landet, og vi hører ikke om dem, fordi det går godt. Den såkaldte integrationsindsats beløber sig til mellem 15 og 30 milliarder kroner om året. Det bliver til mindst 500 milliarder kroner over 30 år. Politikerne bortset fra Dansk Folkeparti burde give befolkningen en stor undskyldning, fordi vi har brugt så mange penge på fejlslagen integration. Det er ikke bare mig, der ikke kan gå på gaden. Vi har hele parallelsamfund, hvor det er utrygt at færdes,” siger Lars Hedegaard.

I bogen beskriver han, hvordan størstedelen af kultureliten ”taler henført om integration”.

”Eliten gør den fundamentale fejl, at de betragter alle fænomener i verden som afvigelser fra vores kultur. Vi betragter islam som en uforklarlig afvigelse fra normen, og normen, det er os. Det er en slags uerklæret kulturel imperialisme, vi gør os skyldige i, og det giver os skyklapper for øjnene. I den vestlige verden mener vi, at godt og ondt er noget, det enkelte menneske finder frem til. I islam gælder det, at det, der tjener islams mål, er godt, og det, der ikke tjener målet, er dårligt. Og at det gode findes i Koranen. Men eliten ser ikke problemerne i islam. Det er ligesom i tyverne og trediverne, hvor ingen kunne forestille sig, at Hitler faktisk mente, at jøderne skulle udryddes, eller at han ville prøve at erobre Rusland.”

Lars Hedegaard lægger ligesom i tidligere bøger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af den store verdensreligion. Han skriver, at imamerne fredag eftermiddag står i moskéerne og prædiker vold. Han beskriver, hvordan Islamisk Stat bruger sexslaver og legitimerer deres handlinger med Koranen.

Er din bog ikke præget af meget grove generaliseringer af muslimer som voldelige. Da den nye shia-muslimske moské i København åbnede for nylig, var budskabet jo netop, at muslimer skulle række hånden frem mod det danske samfund?

”Vi må tage udgangspunkt i det, de gør, og ikke bare det, de siger: Jeg er nødt til at tage udgangspunkt i kernen af islam og læse islams hellige skrifter. Hvis vi ser på kendte terrorister, så kan vi se, at de næsten alle har haft deres gang i en moské. En af grundpillerne i islam er, at hele verden tilhører Allah, og at den del af verden, der ikke tilhører Allah, er besat territorium. Ifølge islam er muslimer bedre end andre mennesker, og mænd er kvinder overlegne. Så kan det godt være, at folk snakker dansk i moskéen. Attentantmanden var også topintegreret. Han talte dansk uden accent, havde et konsulent-firma og var aktiv i en løbeklub.”

I bogen skriver du om sexslaver i Islamisk Stat. Er det igen ikke at gøre en ekstremistisk bevægelse, som store dele af den muslimske verden tager afstand fra, til et generelt fænomen for muslimer?

”Truslen om mishandling af kvinder eksisterer overalt i den muslimske verden. I Pakistan bliver over 90 procent af de kvindelige fængselsfanger voldtaget. Flerkoneri eksisterer, selvom det officielt er forbudt. Forskellen er den, at hvis man kigger på de to religioner kristendom og islam, så har der til alle tider været kristne, der opførte sig som nogle svin. Sagen er bare den, at man ikke i kristendommen kan finde begrundelse for undertrykkelse af kvinder.”

Men der er også progressive imamer, der taler om islam som en fredelig religion og vil anerkende homoseksualitet?

”Jeg vil ikke afvise, at der findes mere moderate mennesker inden for islam. Jeg har også venner, der er muslimer. Men hvis der blandt de 300.000 muslimer i Danmark var så voldsom modstand mod de radikaliserede islamister, hvorfor ser vi så ikke muslimer gå på gaden i protest mod, at nogle har misbrugt deres religion til vold og undertrykkelse. I forbindelse med 10-årsdagen for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne viste en meningsmåling i Morgenavisen Jyllands-Posten, at 93 procent af de adspurgte muslimer ikke mener, at tegningerne skal kunne bringes, mens 57 procent af danskerne mente, at det var i orden at bringe tegningerne. Det viser, at der er en afgrundsdyb forskel mellem de to befolkningsgrupper. Hvis der findes moderate mennesker i islam, så tror jeg, de vil forlade religionen.”

Hvad er så løsningen på de problemer, du beskriver?

”Der er ingen løsning andet end at begrænse indvandringen. De nye muslimske flygtninge, der kommer til landet, er ikke anderledes end de muslimer, der hidtil er kommet hertil. Indvandringen betyder, at vi kommer til at se et opdelt samfund, hvor mennesker i stigende grad lever i uforenelige enklaver. Der vil være områder som Søllerød og Rungsted, hvor man ikke kan se noget problem. Og der vil blive flere områder, hvor husene falder i pris, og danskere tager deres børn ud af folkeskolen. Jeg tror ikke, vi kan gøre noget ved det. Det hjælper ikke, uanset hvor mange penge vi poster i integration. I Sverige kommer der på årsbasis flere end 100.000 flygtninge til landet. En svensk økonom vurderer, at der vil være muslimsk flertal i Sverige om 15 år. Jeg hører en gang imellem, at der er bølger af muslimer, der forlader islam i for eksempel Indonesien og konverterer til kristendommen. Det eneste håb, jeg kan have, er, at mange vil forlade islam. Jeg tror ikke på en reformation af den religion.”