Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

Morgensamling: Hver fjerde patient med en henvisning bliver afvist i psykiatrien

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Det skyldes ifølge flere organisationer manglende ressourcer, når hver fjerde patient bliver afvist i psykiatrien.
Det skyldes ifølge flere organisationer manglende ressourcer, når hver fjerde patient bliver afvist i psykiatrien. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Godmorgen og velkommen til en ny uge, der udover et ganske pænt sommervejr stadig byder på en masse spændende nyheder.

Morgensamling er ikke rejst på sommerferie og er derfor ikke strandet i syden som tusindvis af skandinaviske charterturister. Vi flyver alligevel Jorden rundt for at kigge nærmere på Ukraine, Sri Lanka og Japan, inden psykiatrien og forholdet til religion i Danmark får taget temperaturen.

Vi starter dog ud i den endeløse nyhedsstrøm fra Ukraine, hvor den russiske invasion ikke efterlader megen plads til feriestemning. Morgensamling bringer her et overblik over weekendens hændelser i det krigsramte Østeuropa.

  • Mindst 15 er døde og over 20 personer frygtes begravet under murbrokkerne efter et russisk missilangreb på et lejlighedskompleks i den østukrainske by Tjasiv Jar, skriver BBC.
  • Gasrøret Nord Stream 1, som forsyner Tyskland og flere europæiske lande med gas fra Rusland, skal fra i dag renoveres i 10 dage. Til Ritzau siger professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen, at det måske er sidste gang, der siver russisk gas ind i Tyskland.
  • Ifølge britiske efterretningsoplysninger flytter den russiske præsident, Vladimir Putin, nu reservestyrker til Ukraines grænse for at forbedre fremtidige offensiver. Det skriver Ritzau.
  • En rapport fra FN's højkommissær for menneskerettigheder fastslår, at Ukraine havde et medansvar, da omkring 50 civile på et plejehjem mistede livet i marts. Ukraine har ellers lagt skylden uforbeholdent på Rusland, skriver Ritzau.

Sri Lankas præsident vil gå af efter store protester

Det er ikke en ny historie, at krigen i Ukraine har medført adskillige kriser rundt i verden. Blandt andet i Sri Lanka, mener USA's udenrigsminister, Antony Blinken, baseret på den fødevarekrise, som den russiske blokade af ukrainsk korn har medført i landet.

Netop i Sri Lanka har der i månedsvis været store demonstrationer og optøjer, hvor blandt andet høj inflation gør det svært for mange at få råd til de mest basale ting. Det blev lørdag for meget for flere trængte demonstranter, der stormede både præsidentens og premierministerens embedsbygninger i hovedstaden Colombo, skriver BBC. Optøjer, der blandt andet endte i brandstiftelse, som du kan se i denne video.

Demonstranterne kræver en fratrædelse fra både præsident Gotabaya Rajapaksa og premierminister Ranil Wickremesinghe, og vil, indtil det er sket, fortsat besætte deres to boliger. Præsidenten og premierministeren har sagt, at de vil gå ind på kravene fra demonstranterne og gå af, hvilket de forventes at indfri i løbet af ugen.

Skuddræbt eksministers parti vinder valget i Japan

Mens den siddende regering i Sri Lanka mildest talt er upopulær, så er situationen i Japan den stik modsatte. Her har regeringspartiet Det Liberale Demokratiske Parti (LDP) netop sikret sig mindst 63 ud af 125 mandater i søndagens valg. Sammen med regeringspartneren Komeito får de mindst 75 mandater, viser den seneste melding ifølge Ritzau.

Det sker to dage efter, at den tidligere premierminister Shinzo Abe for partiet LDP blev skudt og dræbt under en tale i valgkampen. I weekenden bragte Kristeligt Dagblad Shinzo Abes nekrolog, der kan læses her.

Et væsentligt resultat ved valget er også, at der formentligt nu er et flertal til at reformere den japanske forfatning. Blandt andet er det japanske hjemmeværn ifølge den japanske avis Asahi lige nu i strid med forfatningen.

Strandede feriegæster hentes alligevel ikke af SAS

For resten af Morgensamling bliver vi i Danmark, så vi ikke strander på en af de charterdestinationer, som mange skandinavere lige nu ikke kan komme hjem fra som følge af piloternes strejke i flyselskabet SAS. Piloterne og arbejdsgiverne var ellers nået frem til en dispensation, så de desperate turister kunne bringes hjem, men nu har en uenighed med aftalen medført, at hjemrejserne er ophørt, skriver DR.

Ifølge Dansk Metal er det SAS, som har ændret i aftalen og opskaleret flyvningerne til at omfatte mere, end der var givet hånd på. Det afviser SAS.
Ifølge DR har charterselskabet Apollo stadig omkring 1500 gæster strandet i udlandet. Det er i dag en uge siden, at piloterne i SAS startede den længe omtalte strejke. Siden har flymekanikerne fulgt trop, og nu står 650 kabineansatte ifølge Ritzau til at blive lockoutet fra i morgen.

Tre ud af fire danskere ser religion som kilde til konflikt

Konflikten mellem SAS og flyselskabets piloter virker lige nu temmelig uløselig. Men løn og arbejdsvilkår er langt fra den eneste kilde til konflikt. Og spørger man danskerne om begreberne krig og fred generelt, mener en stor del, at religion har en stor aktie i verdens konflikter.

Til spørgsmålet ”Tror du generelt, at religion er vejen til fred eller konflikt?" svarer hele 73 procent af de adspurgte nemlig "konflikt", mens under 10 procent forbinder religion med fred. Det viser en ny undersøgelse fra YouGov til Kriseligt Dagblad.

"Der hersker en udtalt religionsforskrækkelse herhjemme," siger historiker og forfatter Mogens S. Mogensen til Kristeligt Dagblad. Religionssociolog Brian Arly Jacobsen mener, at den samme holdning nok gælder for resten af Vesteuropa.

Du kan her følge Kristeligt Dagblads serie "Fred i vor tid", der med forskellige vinkler behandler tidens konflikter og krige i verden.

Hver fjerde patient med en henvisning bliver afvist i psykiatrien

Vi bliver herhjemme, men går fra kirken over til lægen. Her har en del danskere med mentale udfordringer fået en henvisning til specialiseret hjælp i psykiatrien. Tusindvis, og i gennemsnit hver fjerde, af de patienter er dog blevet afvist i psykiatrien hos flere af landes regioner, viser en aktindsigt ifølge DR. Det skyldes ifølge flere organisationer manglende ressourcer. Forhandlingerne om den 10-års plan for psykiatrien, som længe har ligget klar, forventes at gå i gang senest til september.

I øvrigt kan Politiken afsløre, at der er sket en markant stigning - næsten en tredobling på tre år - i antallet af forældre, der sender deres børn i psykiatrisk behandling via deres sundhedsforsikringer.

Fokusset på psykiatrien i Danmark er intensiveret efter skudepisoden i indkøbscenteret Field's i København. Her var gerningsmanden nemlig kendt i psykiatrien. Efter at have været lukket siden episoden søndag den 3. juli åbner Field's i dag, blandt andet med et minuts stilhed for ofrene klokken 12.

Interrail-renæssance: Alle aldersgrupper hopper på tog-trenden

Man kan helt miste rejselysten, når man hører om konflikten i SAS, inflation og stigende benzinpriser som følge af krigen i Ukraine. Mens det er blevet dyrt og besværligt at tage bilen og flyet til udlandet, så hopper flere og flere dog på et tog, når de skal opleve Europa.

I Kristeligt Dagblad kan du i dag læse om rejseformen, der for tiden kører på skinner. Antallet af solgte interrailpas er nemlig på sit højeste siden 2015, og det er folk i alle aldersgrupper, der vil på hoppe på tiden tog-trend. Interrail har som koncept eksisteret i omkring 50 år.

Ifølge fremtidsforsker Marianne Levinsen er netop de dyre flybilletter, men også et større fokus på klimaet udslagsgivende. Derudover peger hun på, at samværet i togkupeen - altså transporten i sig selv - ikke bare er et middel, men også feriemålet i sig selv.

Kristeligt Dagblads ønsker alle togpassagerer og øvrige rejsende en god ferie.