Morgensamling: Ny bibel-udgave bytter ordet ”mand” ud med ”person”

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Morgensamling: Ny bibel-udgave bytter ordet ”mand” ud med ”person”
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

En bibel må ikke længere indeholde ordet "mand", og en klassiker har pludselig taget internettet med storm - små 125 år efter sin udgivelse.

Morgensamling kommer vidt omkring i dag. Men først! Lidt obligatorisk storpolitik med uforudsete følger.

Unge må (måske) gerne ryge alligevel

De uforudsete følger kommer vi til. Først skal vi omkring den nye sundhedsreform, som partierne netop nu sidder og forhandler om. Om ikke så længe er der pressemøde, så detaljerne er ikke helt på plads endnu, men ifølge P1 og Altinget er et forbud mod tobak slet ikke med på forhandlingsbordet. Det trak ellers overskrifter og opmærksomhed, da sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i marts præsenterede regeringens forslag om et livstidsforbud mod køb af tobak for alle født efter 2009. Det virker dog ikke til, at lige dét forslag falder i god jord hos De Radikale, ligesom SF angiveligt ikke er med på at hæve aldersgrænsen for, hvornår man må købe alkohol.

Hvad der helt præcist er kommet ud af de seneste forhandlinger om vores sundhedsvæsen, kan du følge med i på k.dk under og efter pressemødet klokken 9.30.

Hjort Frederiksen er fredet, Pape Poulsen er svækket

Og således videre til det uforudsete. I hvert fald havde Søren Pape Poulsen (K), næppe set reaktionerne på sin seneste udmelding komme. I går delte De Konservatives formand sit og partiets ståsted i spørgsmålet om Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet. Skulle den ophæves, så han kunne retsforfølges for uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger, som rigsretsadvokaten havde foreslået? Nej, lød det fra De Konservative, og dermed var flertallet i hus for Claus Hjort Frederiksen, som nu er fredet. Justitsminister Mattias Tesfaye (S) kan og vil altså derfor ikke anlægge sag imod ham.

Søren Pape Poulsen deler De Konservatives standpunkt i sagen som Claus Hjort Frederiksens immunitet med pressen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Søren Pape Poulsen deler De Konservatives standpunkt i sagen som Claus Hjort Frederiksens immunitet med pressen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Selvom punktummet er sat i denne omgang, efterlader sagen flere løse ender vedrørende folketingsmedlemmers grundlovssikrede immunitet, skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen i dagens Kristeligt Dagblad. Men den uheldige opmærksomhed, som sagen har bragt med sig, ser også ud til at sprede sig fra Claus Hjort Frederiksen til andre. Både Jyllands Posten , Berlingske og Politiken skriver, at Søren Pape Poulsen (K) nu står svækket i blå blok, hvor flere - med kulørte vendinger som "amatørisme" og en "ydmygende blamage" - sætter spørgsmålstegn ved hans lederevner. Det sker, efter at formanden tøvede i flere dage for så senere at tage en for nogen overraskende beslutning i sagen, hvor han altså valgte at stå sammen med resten af blå blok og Enhedslisten.

USA sender kæmpe hjælpepakke til Ukraine

Demokrater og republikanere i USA er notorisk kendte for deres evne til ikke at stå sammen. Men én ting ser ud til at kunne samle dem, for et stort flertal på 86-11 i det amerikanske senat har netop stemt for at sende en hjælpepakke på knap 40 milliarder dollar til Ukraine. Det svarer til cirka 280 milliarder kroner.

"Vi står bag Ukraine. Vi vil hjælpe med de midler, de har brug for, så de kan komme igennem det her," siger USA's finansminister, Janet Yellen.
Hjælpepakken mangler nu kun præsident Joe Bidens underskrift for at kunne træde i kraft.

Strengeste abortlov vedtages

Vi bliver lidt i USA, for et emne, der særligt deler de politiske vande i landet, fortsætter med at rumstere. Torsdag vedtog den lovgivende forsamling i delstaten Oklahoma et lovforslag, der vil forbyde stort set alle aborter - kun med undtagelse af graviditeter, der er opstået i forbindelse med voldtægt og incest, og kun hvis disse er anmeldt til politiet.

Flere medier, herunder The New York Times, kalder det den mest ekstreme abortlov, landet har set. Også denne venter på en underskrift - dog ikke fra præsidenten, men fra delstatens republikanske guvernør, Kevin Stitt. Skriver han under, vil loven træde i kraft med det samme.

Spansk bibel bytter ordet "mand" ud med "person"

En spansk udgave af den romersk-katolske bibel vil ikke længere indeholde ordet "mand" i bestemte vendinger, skriver The Christian Post. På spansk kommer det blandt andet til at have særlig betydning for ord og sætninger, som her er svære at gengive, da de i danske oversættelser allerede er "kønsneutrale" på den måde, at vi på dansk for eksempel skriver "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere" (Matt. 4,19). På spansk er ordet "menneske" dog normalvist i disse vendinger byttet ud med ordet "hombre" (mand) - men det er altså slut i den seneste spanske udgave fra forlæggeren Desclée de Brouwer. 

Ændringen har medført reaktioner på blandt andet det sociale medie twitter, hvor spanske præster diskuterer ordvalget.

Forlaget bag udgivelsen nægter, at ændringerne skulle være et forsøg på politisk korrekthed og fortæller Catholic News Agency, at det nye ordvalg blot er mere tro mod den originale tekst.


Internettets penneven fra Transsylvanien

Morgensamling slutter med at vende blikket fra det guddommelige til fordel for det djævelske.

En roman har endelig oplevet at "trende" på sociale medier - det tog den kun 125 år. Bram Stokers "Dracula" blev oprindeligt udgivet i 1897 og handler om den uskyldige advokat i ejendomsret, Jonathan Harker, som tager til Transsylvanien for at hjælpe en mystisk Grev Dracula med hans slot. Mens han bor på slottet, går det (meget) langsomt op for Jonathan Harker, at hans vært måske ikke er helt normalt. Flere end 215.000 brugere følger nu aktivt hans oplevelser, og ja, de følger dem, for romanen udgives bid for bid som et nyhedsbrev over mail. Romanen er skrevet fra Jonathans synspunkt, og på hver dato, hvor Jonathan i romanen skriver et brev eller et indlæg i sin dagbog, bliver det sendt til læserne. Dracula-føljetonen strækker sig derfor fra den 7. maj til den 7. november.

Nyhedsbrevet er blevet så populært, at samtalen om historien har "trendet" på sociale medier, blandt andet på platformen tumblr, hvor Dracula formåede at udkonkurrere den nyeste film fra filmselskabet Marvel som det absolut mest populære samtaleemne.

Mens brugerne venter på nyhedsbrevene, der kan have flere dage imellem sig, deler de deres egne tegninger af bogens karakterer, som twitter-brugeren Higgs har gjort det her:

Samtalen på sociale medier om romanen handler især om det ufrivilligt komiske aspekt, romanen efterhånden har, og mange er enige om, at den søde, lidt naive og meget intetanende hovedperson, Jonathan Harker, er - med et ordvalg som er Dracula værdigt - lige til at sætte tænderne i.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her. 

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.