Morgensamling: Rasende royale rejser kritik af tidligere rektor på Herlufsholm

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Prins Joachim og grevinde Alexandra er meget utilfredse med, at tidligere rektor på Herlufsholm Kostskole Klaus Eusebius Jakobsen valgte at dele med pressen, at prins Nikolai engang blev hjemsendt på grund af brud på alkoholpolitikken.
Prins Joachim og grevinde Alexandra er meget utilfredse med, at tidligere rektor på Herlufsholm Kostskole Klaus Eusebius Jakobsen valgte at dele med pressen, at prins Nikolai engang blev hjemsendt på grund af brud på alkoholpolitikken. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Velkommen til Morgensamling denne torsdag - dagen før store bededag. Vi skal i dag forbi domstole i både Danmark og USA, måske kommende Nato-medlemmer, en royal kritik og høre om bønnens værdi i en moderne verden.

Vi starter i vest, hvor det amerikanske senat i går skulle stemme om et lovforslag, der ville sikre retten til fri abort. Resultatet endte forventeligt med, at forslaget faldt, da det kun fik 49 ud af de 60 nødvendige stemmer. Det skriver Reuters.

Lovforslaget kommer som en reaktion på den ventede højesteretsafgørelse, hvor et flertal af dommerne ifølge et læk vil gøre op med dommen "Roe mod Wade" fra 1973, der i princippet sikrer kvinder ret til abort, indtil fosteret er levedygtigt uden for livmoderen.

Amerikanerne er meget splittede på spørgsmålet om abort, og debatten er blevet kraftigt oplivet efter både afsløringen fra højesterets dommere og WHO's anbefaling om at fjerne alle grænser for abort. Du kan læse mere om abortkomplekset i USA i dagens Kristeligt Dagblad.

Partilederdebat kunne måske hjælpe på vælgernes tvivl

Mens Demokraterne og WHO vil fjerne barrierer for fri abort, så vil et flertal af de danske folketingspartier fjerne EU-forsvarsforbeholdet herhjemme.

Med under tre uger til afstemningen den 1. juni så bød DR i går partilederne op til debat om fremtidens danske involvering i europæisk forsvar. Samtlige partier udover Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige går ind for at afskaffe forbeholdet, og du kan læse fem nedslag fra debatten på Jyllands-Posten her.

For nyligt fik nej-synspunktet dog medvind, da både den franske præsident, Emmanuel Macron, og EU-kommissionsformanden, Ursula von der Leyen, åbnede for en traktatændring, der skulle afskaffe vetoretten på forsvarsområdet. Noget, som den danske regering har afvist. Nu har en talsmand fra kommissionen dog været ude og sige, at formanden er blevet misforstået.

Er du en af de 28 procent, der stadig er i tvivl om, hvor dit kryds skal sættes den 1. juni, så kan du i denne artikel fra Avisen Danmark læse argumenterne for og imod

Danskerne beder om hveder og et godt helbred

Noget, der ikke er til debat, er, at det er store bededag i morgen. Helligdagen er en unik dansk tradition, som i dag både markeres med varme hveder og bøn. I dagens avis er Kristeligt Dagblad gået i dybden med bededag, og du kan i avisen læse om:

Boris Johnson støtter Sverige og Finlands vej ind i Nato

"Du har forårsaget det her, så tag et kig i spejlet." Sådan lød meldingen ifølge Ritzau fra den finske præsident Sauli Niinistö til præsident Putin, hvis den russiske leder skulle reagere på den nylige aftale mellem Storbritannien og Finland.

Aftalen går ud på, at briterne vil beskytte Finland og Sverige, mens en eventuel ansøgning om medlemskab behandles i Nato, hvis Rusland skulle reagere aggressivt på ønsket om at indtræde i Nato-samarbejdet. Det skriver The Guardian

Aftalen sker simultant med, at Ukraine ifølge Reuters har tvunget russerne til en mindre retræte tæt ved byen Kharkiv, hvor de ukrainske soldater har generobret byen Pytomnyk

Ingen retspraksis med kønsudvidelse af racismeparagraffen

Vi går fra militære kamphandlinger i Ukraine til verbale angreb herhjemme. Det er måske gået nogens næse forbi, at den famøse racismeparagraf den 1. januar i år blev udvidet til at også at omfatte køn. Det gælder helt præcist formuleringerne ”kønsidentitet”, ”kønsudtryk” og ”kønskarakteristika”. Den manglende opmærksomhed kan skyldes, at der endnu ikke er rejst nogen tiltaler med den nye udvidelse. Det oplyser Anklagemyndigheden via en aktindsigt, som Kristeligt Dagblad har fået.

Heftig royal kritik af Herlufsholms tidligere rektor

Opmærksomhed mangler sagen om forholdene på Herlufsholm til gengæld ikke. I sidste weekend blev daværende rektor Mikkel Kjellberg fyret, men det er tidligere rektor Klaus Eusebius Jakobsen, der nu står for skud. Det skyldes, at han til TV2 Øst har fortalt, at prins Nikolai engang blev hjemsendt med en advarsel for at bryde med alkoholpolitikken. Det fik forældrene grevinde Alexandra og prins Joachim til at rejse en skarp kritik af den tidligere rektor, hvor de til Ekstra Bladet blandt andet sagde:

"Som forældre til en tidligere elev på Herlufsholm er vi - for at sige det på godt dansk - rasende over at se vores søn blive udleveret offentligt af hans tidligere rektor."

Det har fået Klaus Eusebius Jakobsen til at undskylde til kongehuset, og han kalder det selv "en brøler af rang".

"Duerne" deler ud af sig selv efter 23 års råd til andre

Vi slutter dagens overblik med en podcast, en brevkasse og et portræt. Annette og Jørgen Due Madsen har i mere end to årtier svaret på breve og givet råd til utallige danskere i Kristeligt Dagblads brevkasse "Spørg om livet". Du kan læse om parret i et stort interview fra dagens avis, ligesom du både kan lytte til og læse om "Duernes" råd til to forskellige problemstillinger.

God torsdag og bededag i morgen.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.