Morgensamling: Ukraine-forhandlinger er fastlåst. Nu må vi bede sammen for fred, siger paven

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Paven og Putin mødtes i 2015 i Vatikanet. Nu beder pave Frans om en fælles bøn for fred i Ukraine.
Paven og Putin mødtes i 2015 i Vatikanet. Nu beder pave Frans om en fælles bøn for fred i Ukraine. . Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

Godmorgen, det er mandag og velkommen til ugens første Morgensamling. Det er også første arbejdsdag for Morten Messerschmidt, som i går blev valgt som Dansk Folkepartis nye formand efter Kristian Thulesen Dahl. 41-årige Messerschmidt fik 60 procent af stemmerne, men den nykårede formand blev ikke kun klappet ned fra scenen ved det ekstraordinære årsmøde i Herning, hvor han vandt over de to modkandidater, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.

Udfordringerne står nemlig i kø for Messerschmidt, der har travlt med at få styr på partiet, siger politisk kommentator Hans Engell. ”Det bliver op ad bakke for Morten Messerschmidt. Vi må formode, at der ikke har været flertal for ham som formand i folketingsgruppen og formentlig ikke i hovedbestyrelsen,” siger Engell til Ritzau.

Hvad skal der ske med profilerede folketingsmedlemmer som Marie Krarup og Liselott Blixt, der har været modstandere af Messerschmidt i formandskampen? Krarup sagde efter afgørelsen søndag, at Messerschmidt "ikke har de gode lederevner".

Messerschmidt er på mange måder antitesen af det parti, han nu skal lede, men han er også den knivskarpe taler, der kan begejstre baglandet, skriver politisk redaktør på Kristeligt Dagblad Henrik Hoffmann-Hansen i sin analyse.

3F-formands dobbeltliv er ikke en privatsag

Vi springer videre i dagens nyhedsoverblik, for mens Dansk Folkeparti fejrede ny formand, står en anden leder noget ustabilt på sin taburet. Formanden for 3F, Per Christensen, har nemlig ifølge B.T. gennem flere år levet et dobbeltliv med to partnere, to sæt svigerfamilier og to sæt stedbørn.

Tilliden til ham er væk, og Per Christensen er uværdig til at fortsætte på posten som Danmarks største tillidsmand. Det siger Sinem Demir, der er medlem af bestyrelsen i 3F København, til B.T. 3F’s hovedbestyrelse er indkaldt til krisemøde i denne uge.

Historien har affødt stor debat især på sociale medier, om hvorvidt den slags hører under privatlivets fred og ikke kommer omverdenen ved. Sagen viser, at privatliv og arbejdsliv flyder mere sammen i dag end tidligere, siger sognepræst og ledelsescoach Pia Søltoft, som kender til denne udvikling inden for ledelsesfilosofien, til Kristeligt Dagblad.

”For tyve år siden havde man måske kunne undskylde sig med, at privatlivet ingen rolle spillede for lederevnerne. Men i et moderne, personligt lederskab tager man sig selv med på arbejde, og man fylder lederskabet med den etik og de værdier, man også manøvrerer med i privatlivet. Det er de fleste topledere opmærksomme på.”

Omikron kan blive slutningen på pandemien i Europa

Mens forskellige formænd har medvind og modvind, fortsætter coronapandemien. Søndag blev der registreret 42.018 nye smittetilfælde i løbet af et døgn i Danmark, hvilket er det højeste tal denne vinter. Men med alle disse smittetilfælde ikke bare i Danmark, men i Europa, så udrydder coronavarianten Omikron så småt sig selv. Det mener verdenssundhedsorganisationen WHO, der spår, at seks ud af 10 europæere har fået corona inden marts, hvilket vil give en form for global immunitet.

"Det er sandsynligt, at regionen bevæger sig i retning af et slutspil for pandemien,” siger direktøren for den europæiske afdeling af WHO i et interview med nyhedsbureauet AFP.

Paven opfordrer til fælles bøn for fred i Ukraine

Mens coronakrisen måske er ved at køle af, kører en anden krise for fuldt blus. Ukraine-konflikten er nu så brandvarm, at USA har beordret amerikanske familier til ambassadeansatte til at forlade den ukrainske hovedstad, Kiev. Amerikanske og russiske diplomater formåede ikke at lave et gennembrud i forhandlingerne i fredags. I går anklagede Storbritannien Rusland for at forsøge at installere en pro-russisk leder i Ukraine, ligesom russisk militær er meget aktivt langs grænsen til Ukraine.

For at sætte skub i de politiske forhandlinger skal der måske mere end diplomatiske evner til. Pave Frans opfordrer ifølge Reuters til en global "bøn for fred" på onsdag for at forhindre krisen i at blive forværret. Paven kom søndag med denne appel under sin ugentlige tale og velsignelse til troende på Peterspladsen.

”Jeg følger med bekymring de stigende spændinger, der truer freden i Ukraine og dermed sikkerheden i Europas,” sagde paven.

Højtstående talebaner i Norge er anmeldt for krigsforbrydelser

Og nu til en helt tredje konflikt, hvor parter forsøger at mødes. I disse dage befinder en delegation fra Taleban sig nemlig i Oslo for at tale med vestlige repræsentanter om den humanitære situation i Afghanistan, hvor befolkningen sulter og undertrykkes af Taleban. Dette møde sker dog ikke uden et pres på bevægelsen, garanterer den norske udenrigsminister, Anniken Huitfeldt.

Samtidig er en af talebanerne i Oslo blevet anmeldt for krigsforbrydelser under sit ophold i Norge, skriver Ritzau. Han har været leder af et netværk, der stod bag et angreb på et hotel i Kabul i 2008, hvor en norsk journalist blev dræbt.

Norges statsminister erkender, at mødet for mange kan se underligt ud. Det er første gang, at den militante bevægelse er inviteret til møde i Europa. Mødet blev indledt søndag og skal efter planen vare til i morgen.

Omstridt is med danske rødder fylder 100

Det er blevet lidt lysere udenfor, og dagens længde er tiltaget med 1 time og 12 minutter. Alligevel er der langt til sol, strand og is. Men man kan jo drømme, eller bare snuppe en is alligevel. Det kunne være en Eskimo, der de senere år har fået en del opmærksomhed på grund af sit ifølge nogen politisk ukorrekte navn.

Vaniljeisen overtrukket med chokolade har rund fødselsdag i år - 100 år er det blevet til. Dens historie rummer både fortællingen om en opfindsom dansk immigrant, polar-feber i 1920’erne og et navneskifte med relation til Black Lives Matter-bevægelsen. Læs historien om den omstridte is i Kristeligt Dagblad.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.