Morgensamling: Velfærdsuddannelser ramt af ”katastrofalt” lave ansøgertal

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Sygeplejerskeuddannelsen er sammen med andre velfærdsuddannelser hårdt ramt på ansøgertallene i år. Generelt er antallet af ansøgninger til en videregående uddannelse på det laveste niveau 10 år.
Sygeplejerskeuddannelsen er sammen med andre velfærdsuddannelser hårdt ramt på ansøgertallene i år. Generelt er antallet af ansøgninger til en videregående uddannelse på det laveste niveau 10 år. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.

Velkommen til Morgensamling, der i dag især har institutioner i forfald som tema - det gælder både den britiske regering, den tyrkiske verdenskulturarv, SAS og velfærdsuddannelserne i Danmark.

Vi begynder dog med en fællessang for ofrene for søndagens skudepisode i det københavnske storcenter Field's. Musiker Andreas Odbjergs "I morgen er der også en dag" lagde sammen med flere bevægende taler og talrige blomster stemning og budskab til en rørende mindehøjtidelighed tæt på indkøbscentret i Ørestad i går aftes, hvor Kristeligt Dagblad også deltog.

Nogle timer før kunne Region Hovedstaden heldigvis meddele til TV 2, at de resterende skudofre nu er uden for livsfare. Efter episoden i Field's har især fokusset - eller manglen på samme - på psykiatrien været det helt store samtaleemne. I dagens Kristeligt Dagblad efterspørger eksperter, at den 10-års plan for psykiatrien, som siden januar har ligget klar, rent faktisk aktiveres. I øvrigt skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse, at man vil undersøge gerningsmandens kontakt med psykiatrien for at "sikre optimal læring af hændelsen".

Desuden kan du i avisen læse om, at der er mangel på pladser på de psykiatriske afdelinger landet over, hvorfor det kan blive svært at finde en plads til den 22-årige gerningsmand.

Velfærdsuddannelser ramt af "katastrofalt" lave ansøgertal

Det er ikke mangel på pladser, men derimod ansøgere, som har ramt de videregående uddannelser. Knap 80.000 har søgt ind på en sådan, hvilket er det laveste antal i 10 år. Det er især velfærdsuddannelserne, der står for skud. Sygeplejerskeuddannelsen er faldet med 28 procent for 1.-prioritetsansøgninger, mens også pædagog-, socialrådgiver- og læreruddannelsen oplever et markant fald. Camilla Wang fra Danske Professionshøjskoler beskriver udviklingen som en katastrofe, skriver Berlingske.

Også ingeniøruddannelsen oplever et fald i antallet af ansøgninger i forhold til sidste år, og det bekymrer Dansk Industri, hvor man er bange for, at det vil gå udover den grønne omstilling, skriver Ritzau.

I en pressemeddelelse skriver IT-Universitet, at de har haft en stor søgning på IT-uddannelserne, hvor andelen af kvindelige ansøgere er steget fra sidste år. Også ikkevestlige indvandrere søger i højere grad ind på videregående uddannelser, men går dog uden om de hårdt trængte erhvervsuddannelser, skriver Information.

Du kan her se en liste over de 10 mest populære uddannelser.

SAS søger konkursbeskyttelse - mekanikere sympatistrejker

Drømmer du om at uddanne dig til pilot? Så er SAS nok ikke det første sted, man bør lede efter arbejde. Nu har det skandinaviske flyselskab ansøgt om konkursbeskyttelse ved en domstol i USA, hvilket betyder, at domstolen "sætter sig for bordenden" i forhandlinger med kreditorer i selskabet. Det skriver DR. Det sker, efter det i forvejen hårdt trængte selskab for nyligt blev ramt af en større pilotstrejke.

Og skulle man tro, at det ikke kunne blive meget værre for SAS, så tro om igen. For klokken 24 i nat går flymekanikerne hos SAS i sympatistrejke med piloterne. Flyene skal serviceres hver tredje dag for at få tilladelse til at lette, hvorfor endnu flere flyafgange nu er i fare for at blive aflyst, skriver DR. Ifølge SAS har man dog en løsning klar, hvor flyene bliver gennemgået af andre mekanikere.

To topministre forlader Boris Johnsons regering

Hvis SAS skulle kæmpe med den britiske premierminister Boris Johnson om, hvem der var mest i knæ, så ville det måske blive en ganske lige kamp.
Efter længere tids tumult som følge af den famøse "partygate" accelererer den britiske statsleders problemer nu. Uddannelsesminister Rishi Sunak og sundhedsminister Sajid Javid har nemlig valgt at trække sig fra deres poster i protest mod Boris Johnson, skriver BBC. Offentligt er der ikke givet en direkte årsag, men deres beslutning falder efter premiereministerens håndtering af en række sager, blandt andet at han for nyligt måtte indrømme, at han har løjet om sit kendskab til et tidligere parlamentsmedlems seksuelle krænkelser.

Afløserne på de to ministerposter er Nadhim Zahawi og Steve Barclay.

Norsk strejke afbrudt for at undgå eskalering af energikrisen

Ligesom de skandinaviske kammerater i SAS gik arbejdere på tre norske oliefelter i går i strejke. Modsat piloterne i SAS er strejken dog allerede afblæst igen. Medarbejderne på de norske oliefelter kræver en højere løn som følge af inflationen, men allerede tirsdag aften gik den norske regering ind og stoppede strejken, der vil medføre en nedsættelse af produktionen af olie med 89.000 tønder pr. dag, skriver Ritzau. Det var ellers planen at intensivere strejken med flere medarbejdere, så tabene ville blive endnu større, hvilket regeringen tydeligvis ikke kunne leve med.

Guvernør opfordrer til at evakuere Donetsk, som vil afgøre krigen

De stigende gas- og oliepriser er især et resultat af den flere måneder gamle krig i Ukraine. Nu er et nyt og afgørende kapitel ved at blive skrevet i den tragiske konflikt. Efter at de russiske styrker forleden overtog kontrollen over hele provinsen Luhansk, er den russiske præsident Vladimir Putins blik nu rettet mod naboregionen Donetsk, skriver Ritzau. Det har fået regionens guvernør Pavlo Kyrylenko til at opfordre Donetsks omkring 350.000 indbyggere til at flygte.

"Hele landets skæbne kommer til at blive afgjort af Donetsk-regionen," siger guvernøren ifølge Ritzau.

Hagia Sophia i forfald efter overgang fra museum til moské

Morgensamling forlader krigen i Ukraine, men bliver lidt ved genren ødelæggelser. For 1500 år siden blev Hagia Sophia - en dengang ortodoks kristen katedral - bygget. Næsten tusind år efter blev kirken lavet om til en moské som følge af Osmannerrigets erobring. Fra 1934 har bygningen været et museum for begge religioner, men det blev lavet om i 2020, da den nuværende præsident Recep Tayyip Erdogan igen gjorde Hagia Sophia til en moské.

Netop den overgang har ifølge flere kilder betydet, at myndighederne ikke længere har samme forpligtelse for at passe på den oldgamle bygning. Det skriver nyhedsmediet Artnet, der blandt andet beskriver, hvordan en tung rengøringsmaskine har smadret adskillige marmorklinker, ligesom flere kunsteksperter til mediet kritiserer de seneste års behandling af bygningen.

Aarhus tager førertrøjen på, når det kommer til museumsbesøg

Morgensamling slutter i klassisk "hjemme-ude-hjemme"-stil af i Danmark, og vi bliver ved kulturhistorienyhederne. Hvis man i Jylland går rundt med forestillingen om den kultiverede og intellektuelle klasse i København, så bør man måske orientere sig mod Region Midtjylland i stedet.

Her har besøgstallene på kulturhistoriske museer nemlig overgået dem i Region Hovedstaden, skriver Kristeligt Dagblad. Tre af de seks mest besøgte museer i Danmark ligger i Aarhus, og forklaringen ligger blandt andet i, at mens museerne i København fik halveret deres besøgstal under coronapandemien, så har museerne i Region Midtjylland formået at holde på to tredjedele af kunderne i butikken.

Du kan følge Kristeligt Dagblad-serien "Museer i forandring" her, hvor vi i dagens avis kigger nærmere på Aarhus-succesen Moesgaard Museum.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.