Morgensamling: Venstre om tilfangetagen pirat, der nu skal retsforfølges i Danmark: ”Regeringen har ikke gjort sit hjemmearbejde”

Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens

Krigsskibet Esbern Snare som piraterne har været ombord på. Nu er en af piraterne på vej til Danmark. - Foto: Handout/Reuters/Ritzau Scanpix
Krigsskibet Esbern Snare som piraterne har været ombord på. Nu er en af piraterne på vej til Danmark. - Foto: Handout/Reuters/Ritzau Scanpix.

Godmorgen! I dagens Morgensamling skal vi forbi religiøse særhensyn, forfølgelse af kristne og pirater, og så er der selvfølgelig også en lille coronanyhed. Men vi starter med en frisk udmelding fra De Radikale.

De Radikale udelukker nu at pege på en regering, der kun består af Socialdemokratiet efter næste valg. Det melder partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, ud i et interview med Politiken. Hun ser gerne, at der i fremtiden bliver dannet brede regeringskoalitioner, gerne henover midten, og siger, at De Radikale er klar til at sluge en kamel ved at acceptere, at der nok ikke bliver rykket meget på udlændingepolitikken. Det har ikke været nogen hemmelighed, at De Radikale har været utilfredse med Mette Frederiksens (S) et-parti-regering, og beslutningen om ikke at ville være parlamentarisk grundlag for en udelukkende S-regering blev allerede truffet på partiets sommergruppemøde i august. 

Muslimer opvokset i Danmark ønsker flere religiøse særhensyn

Muslimer, der er opvokset i Danmark, ønsker flere religiøse særhensyn end dem, som er kommet til Danmark i en senere alder. Det skriver Kristeligt Dagblad på baggrund af nye tal fra Medborgerskabsundersøgelsen fra 2021 fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. Særhensyn kan være tid til at bede i arbejdstiden, at arbejdsløse skal have mulighed for at afvise et jobtilbud, hvis det strider imod deres religiøse overbevisning, eller at offentlige institutioner skal servere mad efter religiøse spiseregler.

Religionssociolog Brian Arly Jacobsen ser tallene som udtryk for, at muslimer, der er vokset op i Danmark, er mere bevidste om deres rettigheder, og at særhensynene i deres øjne er en del af deres religionsfrihed. Debattør Tarek Hussein, der er jurist og muslim, kan ikke se noget problem i ønsket om religiøse særhensyn, så længe de ikke skader andre. Læs hele hans syn på sagen i Kristeligt Dagblad.

Tilfangetagen pirat er på vej til Danmark

I går aftes tikkede der en pressemeddelelse ind fra Justitsministeriet. Den ene af de fire pirater, som har været taget til fange på det danske krigsskib Esbern Snare, bliver nu sendt til Danmark for at blive retsforfulgt. De tre andre pirater er blevet sat på fri fod i en gummibåd med påhængsmotor og den fornødne proviant og brændstof til at bringe dem sikkert i land. Det skriver DR. At der nu kommer en pirat til Danmark, som ikke kan udleveres til nærområdet, møder kritik fra Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen. Han mener, at regeringen ikke har gjort sit hjemmearbejde godt nok, skriver Ritzau.

Kristne forsvinder fra Mellemøsten

Den amerikanske forfatter Janine Di Giovanni er aktuel med en ny bog om kristne i Mellemøsten, hvor hun advarer om, at hvis der ikke bliver gjort noget for at beskytte det kristne mindretal i Mellemøsten, så forsvinder det.

”Der er færre end 100.000 kristne tilbage i Irak,” siger hun og sætter det hidtil laveste tal på landets nuværende kristne befolkning, der i 2003 talte omkring 1,5 millioner. Det er især ekstreme grupper som Islamisk Stat, al-Nusra og al-Qaeda, som har presset den kristne befolkning ud af Irak og Syrien. Janine Di Giovanni opfordrer derfor de vestlige landes regeringer til at handle og sørge for at beskytte de kristne mindretal mod overgreb. Hele interviewet med Janine Di Giovanni kan læses i Kristeligt Dagblad

Kristen sygeplejerske blev diskrimineret

I Storbritannien blev den kristne sygeplejerske Mary Onuoha diskrimineret af sine chefer, fordi hun bar en halskæde med et kors. Det har en britisk domstol nu afgjort, skriver onlinemedie The Christian Post. Mary Onuoha arbejdede på et hospital, hvor ledelsen bad hende om at tage hendes halskæde af på arbejde, fordi de mente, at den udgjorde en infektionsrisiko - selvom fingerringe for eksempel var tilladt. Onuoha blev tvangsoverflyttet til en administrativ stilling, da hun nægtede at tage korset af, hvorefter hun sagde op. Efterfølgende lagde hun sag an mod hospitalet for religiøs diskrimination. En sag, hun altså nu har vundet. 

Højeste smittetal, men laveste dødstal

Verdenssundhedsorganisation WHO melder om et rekordhøjt antal smittede med corona. Over de seneste syv dage er der blevet registreret 9,5 millioner smittede med corona på verdensplan - det højeste antal målt på en uge under hele pandemien. Det skriver nyhedsbureauet AP. Men der er også gode nyheder: På trods af smittestigningen er der sket et fald i, hvor mange der er døde med coronavirus. Det skyldes højere vaccinationstal, og at den nye omikronvariant ikke er lige så dødelig som deltavarianten.

Aflivede kalkuner kan stadig gøre nytte

Efter smitteudbrud med fugleinfluenza på to kalkunfarme på Sjælland og Lolland har man været nødt til at aflive 96.000 kalkuner. Men selvom fuglene ikke ender på en tallerken, så går de ikke helt til spilde. Det skriver DR. Firmaet Daka Denmark kan nemlig lave kalkunerne om til fedtstof og kød- og benmel. Fedtstoffet kan bruges til at lave biobrændsel og kan kommes i tanken på en dieselbil. Kød- og benmel kan bruges som energikilde i cementproduktion, og samtidig giver det også noget fyldstof, som kommer direkte ud i den færdige cement. Det betyder, at de aflivede kalkuner kan ende som en del af et bygningsfundament eller en badeværelsesvæg. 

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage.