”Har du også prøvet at ligge en hel dag i sofaen og slet ikke kunne tage dig sammen til noget?”
Sådan lød et af de første spørgsmål, da Morten Michael Lindahl første gang mødte sin recovery-mentor, Mia Rehnholt Christensen, på Psykiatrisk Center Nordsjælland i Helsingør i december 2019. Mia svarede ja. For hun kender udmærket den følelse fra de perioder, hun har været syg.
Godt et år efter Mia Rehnholt Christensen og Morten Michael Lindahls første møde viser Mia rundt på det psykiatriske center i Helsingør. Bygningerne med flade og nogle steder græsklædte tage ligger nærmest gemt væk i terrænet. Hospitalet er tegnet af arkitekten Bjarke Ingels, og indenfor er der glasvægge, gule linoleumsgulve og små gårdhaver. Den spændende arkitektur er dog ikke kun positiv. Som patient kan det være svært at kapere de mange sanseindtryk, som bygningerne lægger op til, siger Morten Michael Lindahl.
Den 40-årige Morten Michael Lindahl har været indlagt på Psykiatrisk Center i Helsingør flere gange. Senest i efteråret hvor han var på hospitalet i halvanden uge. I et af hospitalets mødelokaler fortæller han med et roligt blik i de grønne øjne om det sygdomsforløb, der har vendt op og ned på hans liv.
Han var 30 år og havde som nyuddannet civilingeniør fået job som underviser på den gymnasiale uddannelse HTX, da han efter tre måneders ansættelse gik ned med en stressrelateret psykose. Senere fik han diagnosen paranoid skizofreni. Han har i perioder lidt af hørehallucinationer, vrangforestillinger og tankemylder. I dag modtager han førtidspension på grund af sin sygdom.
”Det har været svært at erkende, at jeg ikke kan arbejde. Jeg vil gerne noget mere end at være på førtidspension og håber, at jeg en dag får det så godt, at jeg kan komme i fleksjob,” siger Morten Michael Lindahl.
Recovery betyder ”at komme sig”, og det er en retning inden for psykiatrien, der handler om, at man som patient kan komme sig helt eller delvist efter psykisk sygdom.
Region Hovedstaden har i øjeblikket ansat 50 såkaldte recovery-mentorer i psykiatrien, og planen er, at der i løbet af det næste halve år skal ansættes yderligere 50 mentorer.
De tidligere psykiatribrugere gennemgår en uddannelse over tre måneder. Mentorerne fungerer som samtalepartnere, afholder gruppeforløb for patienter og er også sparringspartnere for personalet.
Mia Rehnholt Christensen er 33 år og har været recovery-mentor på Psykiatrisk Center i Helsingør siden marts 2019.
”Bare det, at jeg er på afsnittet og åbent fortæller, at jeg er tidligere patient, inspirerer og kan også være med til at afstigmatisere psykisk sygdom. Min jobbeskrivelse er, at jeg skal skabe håb for folk, og det, synes jeg, er ret fantastisk. Hvis vi for eksempel taler om vrangforestillinger, kan jeg sige: ’Det kender jeg godt’. De patienter, der møder psykiatrien for første gang, får håb og drømme tilbage ved at se, at det er muligt at komme sig. I forhold til mere erfarne psykiatribrugere kan vi tale om, at man godt kan have et godt liv, selvom man er indlagt engang imellem,” siger Mia Rehnholt Christensen, der ofte fører samtaler med patienterne, mens de går en tur.
Mia Rehnholt Christensen har haft perioder med psykisk sygdom siden teenageårene. Da hun som 27-årig var i gang med en karriere som marketingkoordinator, måtte hun opgive sit job på grund af musearm. Det var et hårdt slag for hende ikke længere at kunne arbejde, og hun blev ramt af en stressudløst psykose. I de følgende år var hun indlagt flere gange og fik diagnosen skizofreni.
I dag bor hun sammen med sin datter på ni år og arbejder 18 timer om ugen som recovery-mentor på Helsingør Sygehus.
”Jeg er ikke fuldstændig symptomfri, men har et godt liv med masser af indhold. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, men håber på en dag at blive fuldstændig rask, ” siger hun.
Morten Michael Lindahl har været indlagt omkring 15 gange de seneste 10 år. På et tidspunkt var han indlagt i otte måneder, men de senere år er indlæggelserne blevet kortere.
”Jeg synes, at jeg lærer noget nyt i forhold til min sygdom hver gang, jeg er indlagt. Man kan høre en læge sige nok så mange gange: ’Du kan godt komme dig’. Men det kan være svært at tro på, fordi lægen ikke selv har gennemlevet psykisk sygdom. Der er også følgeskader ved min sygdom som kontakten til jobcenteret, og det ved psykiatrien ikke noget om. Men Mia har selv oplevet nogle af de problematikker, jeg står i, og det, at hun er kommet så langt, giver mig håb,” siger Morten Michael Lindahl.
Han fortæller, at noget af det sværeste i forbindelse med sygdommen har været at skulle acceptere, at han ikke længere kan arbejde som ingeniør. Derfor har han talt meget med Mia Rehnholt Christensen om sorgen over de begrænsninger, sygdommen sætter for hans liv.
”Engang var jeg civilingeniør og drømte om en karriere på Risø. Men så fik jeg en psykiatrisk diagnose og kunne ikke fortsætte som ingeniør. Jeg har stået i en kæmpe identitetskrise, for hvad var jeg, og hvad var meningen med livet? Som yngre troede jeg, at livets indhold skulle være et job og en familie. Jeg har talt meget med Mia om at finde en mening og et mål med livet, selvom tingene ikke går, som man havde forestillet sig. Det kan lyde banalt, men jeg er kommet frem til, at det vigtigste for mig er kontakten med andre mennesker. Lige nu hjælper jeg unge med matematik i en lektiecafé, og jeg har talt med Mia om, at det faktisk kan være et helt okay liv,” siger Morten Michael Lindahl.
Omverdenens reaktioner på psykisk sygdom er et andet emne, han har vendt med sin mentor.
”Hvad siger man, når man er til 40-års fødselsdag, og borddamen spørger: ’Hvad laver du så?’ Det kan være svært,” siger Morten Michael Lindahl, der har valgt at være åben om sin sygdom.
Møderne med Mia Rehnholt Christensen har inspireret ham til at sætte mål for sit liv. På et tidspunkt sov han mellem 12 og 18 timer i døgnet. Efter den seneste indlæggelse har han ændret sin døgnrytme, så han står op hver dag klokken otte og forsøger at finde meningsfulde aktiviteter som at hjælpe til i lektiecaféen. Han arbejder også med det, han betegner som sine katastrofetanker.
”Alle mennesker kan frygte, at et eller andet forfærdeligt vil ske. Men mine katastrofetanker har været så hyppige, at jeg på et tidspunkt tænkte på katastrofer hver sjette sekund. Når jeg kørte i bil, forestillede jeg mig, hvordan lastbilen ville køre ind fra højre, og at en airbag ville udløses. I dag forsøger jeg at træde et skridt tilbage, når disse tanker opstår, og sige til mig selv: ’Nu har du katastrofetanker, men de har ikke hold i virkeligheden’. Det svære ved en psykisk sygdom er, at der er så mange forskellige symptomer. Man skal lære at mestre alle symptomer,” siger Morten Michael Lindahl.
Mia Rehnholt Christensen betegner håbet om at kunne få det bedre som afgørende for behandlingen af psykisk sygdom.
”Samtidig øger det sandsynligheden for helbredelse, at man har noget at stå op til hver morgen og ikke overidentificerer sig med sin sygdom. Som person er man også meget andet end sin diagnose,” siger Mia Rehnholt Christensen.
Hun understreger, at hun som mentor aldrig må gå ud fra, at hun har opskriften på, hvordan et andet menneske kan få det bedre.
”Jeg kunne ikke finde på at sige: ’Du skal løbe en tur, for det fungerer for mig’. Men jeg kan spørge: ’Hvad gør dig glad?’. Nogle gange lytter jeg bare. Når patienten nærmer sig udskrivelse, kan vi tale om, hvad der skal ske. For udskrivelsen er for mange patienter forbundet med både forventning og frygt for tilbagefald,” siger Mia Rehnholt Christensen.
Specialsygeplejerske i psykiatrisk sygepleje Pia Thaysen fra det psykiatriske center i Helsingør oplever, at recovery-mentorerne har styrket inddragelsen af patienten i behandlingen.
”Mentorerne kan gøre personalet opmærksom på, hvordan patienterne oplever bestemte situationer og for eksempel også, hvordan virkningen af en bestemt medicin opleves. Det tætte samarbejde mellem mentorer og personale er til gavn for alle parter,” siger Pia Thaysen.
Morten Michael Lindahl håber, at han på et tidspunkt kan blive så rask, at han kan bruge sin uddannelse som ingeniør, og så vil han gerne formidle sine erfaringer om at lide af en psykisk sygdom til andre.
”Nogle gange har jeg tænkt, at jeg ville få et rigtigt dårligt liv på grund af min sygdom, og jeg har været så langt ude, at jeg har overvejet at tage mit eget liv. Men sådan har jeg det ikke i dag, selvom mit liv er blevet et andet end det, jeg oprindeligt havde forestillet mig.”