Jeg har to ledestjerner. Den ene er Brad Pitt, og den anden er Bodil Jørgensen.
På et tidspunkt i mit liv gik det op for mig, at Brad Pitt faktisk var en meget god skuespiller. Og da jeg fik en rolle, hvor jeg bare skulle være megalækker, fik jeg brug for ham. Det var i 1997, hvor vi opførte stykket ”Manden i Slangeskind”, der handler om en ældre kvinde, der bliver forelsket i en ung fløs.
Karen-Lise Mynster skulle kaste sig frådende over mig i stykket, og jeg var under prøverne blevet usikker på, om jeg nu også var lækker. Derfor forestillede jeg mig, at jeg var Brad Pitt, og at det var Brad Pitt, der spillede rollen. Jeg brugte ham som sådan en fysisk ledestjerne, og stykket blev en ret stor succes.
Bodil Jørgensen er mere en ledestjerne på det personlige plan. Vi er uddannet samtidigt, men fra to forskellige skoler og har stødt på hinanden en del gange i livet. Dengang lavede hun små optrædener på teaterskoletræf, og allerede der var hun rigtig sjov, hvilket jeg var enormt imponeret over.
Jeg har altid tænkt, at hun havde adgang til en livsglæde, der godt kunne gøre mig en lille smule religiøs. Hun består af en fantastisk kombination af tro, humor, generøsitet og rummelighed. Jeg kan godt lide, at personer er favnende, og det er hun virkelig. Hun har inspireret mig menneskeligt.
Vi kender kun hinanden en lille smule, men hun kendte min daværende kæreste, som desværre døde, ligesom hendes egen mand gjorde, og jeg har talt med hende om det at miste. Derigennem er det blevet klart for mig, at hun har en helt særlig måde at håndtere tab og sorg på. For Bodil lever de her mennesker, der er døde, stadig kraftigt i hende, og det er meget inspirerende.
Bodils tro er stærk, udtalt og dyrket. Sagen er, at hendes tro minder en om, at man også selv har en tro. Selvom man nogle gange bilder sig selv ind, man ikke har det.
Så hun inspirerer mig til at kunne rumme de ulykkelige ting, der sker, men hun er også inspirerende i sin måde at se verden på. Den avancerede, glade, sjove og til tider platte måde at håndtere ting på. Den kunne man godt have lyst til at øve sig lidt mere på selv. Eller have lyst til, at verden øvede sig på.