Morten Østergaard træder ud af Folketinget

Tidligere leder for De Radikale Morten Østergaard vil trække sig fra politik med omgående virkning.

Morten Østergaard trækker sig definitivt fra politik. (Arkivfoto)
Morten Østergaard trækker sig definitivt fra politik. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Tidligere leder for De Radikale Morten Østergaard vil udtræde af Folketinget med omgående virkning for at tiltræde et andet job om halvanden måned. Det oplyser han onsdag i et opslag på Facebook.

Morten Østergaard trak sig som leder for partiet i oktober sidste år efter sager om krænkelser mod kvinder. Dernæst blev han sygemeldt, og 10. november sidste år fik han orlov fra Folketinget.

I februar i år meddelte den tidligere radikale leder, at han ikke ville genopstille ved næste folketingsvalg.

På Facebook kalder Østergaard det en ære i 15 år at tage del i folkestyret. Han er ked af den måde, han forlod politik på.

- Jeg er selvsagt ked af den måde, mit politiske virke sluttede på, og de fejl, jeg begik undervejs – det kan jeg ikke gøre om, men jeg håber, at I tror mig, når jeg siger, at jeg har lært af det hele, skriver Morten Østergaard i opslaget.

Han oplyser, at han 1. august begynder som klimarådgiver i ingeniørvirksomheden cBrain A/S. Her skal han hjælpe ledelsen med at lave en strategi for klimaløsninger som et nyt forretningsområde.

Netop klimaet var en af Morten Østergaards store mærkesager som politiker.

Han truede som politisk leder med at ville trække støtten til S-regeringen, hvis den ikke leverede tilstrækkeligt på klimaområdet.

Han skriver i sit Facebook-opslag, at han ikke har flere kommentarer til sin beslutning om at stoppe i Folketinget nu.

I dag er Sofie Carsten Nielsen politisk leder for De Radikale.

Begyndelsen til enden på Morten Østergaards tid som leder for De Radikale kom, da partifællen Lotte Rod skrev et Facebook-opslag, hvori hun fortalte om at være blevet taget på af personer i partiet.

Det var sket både i Radikal Ungdom og i moderpartiet, lød det fra Rod.

I lang tid blev der ikke sat navne på, hvem der havde befamlet Lotte Rod. Men efter et langt krisemøde 7. oktober i Den Sorte Diamant kom Morten Østergaard ud til pressen og fortalte, at han havde lagt en hånd på hendes lår.

På Facebook skrev han et par dage efter, at yderligere tre kvinder havde oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra ham.

- Jeg kan ikke forklare for mig selv eller andre, hvordan det kunne komme dertil. Jeg har fejlet på så mange planer. Jeg undskylder til de pågældende, hvilket jeg aldrig har haft lejlighed til, skrev han.

Folketingsmedlem Katrine Robsøe (R) fortalte senere, at hun var en af de tre kvinder.

Hernæst fulgte en åben krig på Facebook, hvor blandt andet Ida Auken beskyldte den nye leder, Sofie Carsten Nielsen for at dække over en krænkelse begået af Morten Østergaard i 2017.

Ida Auken skiftede siden til Socialdemokratiet.

Morten Østergaards stedfortræder i Folketinget er Susan Kronborg, der i dag er partiets fiskeri- og indfødsretsordfører.

/ritzau/