Jeg kunne pege på mange forskellige ledestjerner eller inspirationskilder, lærere, tidligere chefer, ældre familiemedlemmer. Men efter Jan Lindhardts triste dødsfald for nylig er jeg blevet mindet om, hvor stor betydning han også har haft for mig.
Jeg har stødt på ham flere gange, men første gang var, da jeg som ung universitetsstuderende skulle læse Luther. På pensumlisten stod en række tekster om Reformationen, som Jan Lindhardt havde skrevet som universitetsforsker med speciale i retorik. Det var utroligt spændende og fagligt øjenåbnende at se Luther som et barn af sin tid gennem retorikkens briller. Senere skulle jeg skrive speciale om formidlingen af kristendom via internettet, et emne, der dengang næsten ingen litteratur fandtes om. Men igen kunne Jan Lindhardt bruges, og gennem ham fik jeg øje på en stribe internationale medieteoretikere, der fik stor betydning for mit virke i de følgende år også som universitetsforsker.
Da jeg som ph.d.-studerendeskulle redigere en af mine første bøger, havde jeg brug for en masse dygtige skribenter, der kunne bidrage. Det handlede om mødet mellem cyberkulturen på den ene side og kirkens traditioner på den anden side, og jeg tænkte, at Jan Lindhardt ville være oplagt at have med. Jeg troede dog ikke rigtig på, at han ville have tid og lyst til at bidrage, da han på det tidspunkt var blevet biskop og involveret i et hav af debatter.
Men han sagde ja, tog del og betragtede os andre som ligeværdige samarbejdspartnere. Han skabte glæde, begejstring og forskningsinteresse omkring sig. Samtidig viste han, at man sagtens kan arbejde som biskop og samtidigt være optaget af det analytiske og forskningsmæssige arbejde med kristendom og religion. At man kan kombinere hjerte og hjerne i sit arbejde.
Senere deltog vi begge i et debatmøde, hvor Jan Lindhardt fortalte, at vi i Danmark har brug for at tale forskellige sprog: Et juridisk sprog, når vi beskæftiger os med love og regler, et talsprog, når vi beskæftiger os med naturvidenskab og altså også et religiøst sprog, når vi er i kirken søndag formiddag og somme tider også, når vi har brug for at sige noget dybt om tilværelsens yderpunkter. Han sagde, at det moderne samfund har brug for det religiøse sprog, men understregede samtidig, at der netop er flere sprog, og at der på den måde også er en begrænsning for det religiøse sprogs anvendelsesområder. Det har inspireret mig meget, da jeg både har arbejdet som forsker, med medier og nu i en organisation, der på en gang er kirkelig og almennyttig. Her er det bydende nødvendigt at kunne kende forskel på livets forskellige sprog – og at respektere, at andre mennesker skal kunne synge med hver sit næb.
Jan Lindhardt kunne med sin store retoriske snilde og sin dybe viden, der krydsede snævre faggrænser, få spørgsmål om tro og eksistens foldet ud i den offentlige debat, så enhver hr. og fru Jensen kunne forstå det. Det er der mange mennesker, der skylder ham en stor tak for. Jeg er en af dem.