Prøv avisen

Moské plus præstestyre giver ikke terrorrede

- Nu er det ikke sådan, at fordi moskéen får nogle penge fra Iran, så kommer præstestyret nødvendigvis til at afspejle sig i moskéens profil, mener Lene Kühle.Her er det Kazem Sedighi der leder fredagsbønnen i Teheran d. 28. August. - Foto: MORTEZA NIKOUBAZL Denmark

Ifølge Lene Kühle, religionssociolog ved Aarhus Universitet, bør der hældes en spand koldt vand på den ophedede diskussion om den shiamuslimske moské i København

Vil en shiamuslimsk moské i København fremme eller modarbejde integrationen?

Man skal holde op med at diskutere bygning af moskéer i relation til integration. Tiden er moden til, at man indser, at muslimer er borgere i Danmark. Og at de har lov til at bygge en moské, uanset om det vil fremme eller modarbejde integration.

Så lad os prøve på en anden måde. Mange politikere er bange for radikalisering af muslimer i Danmark. Vil en sådan moské øge eller dæmme op for radikalisering?

Sagen er, at vi egentlig ved meget lidt om radikalisering. Ja, undskyld, at jeg dekonstruerer spørgsmålene. Vil moskéen få flere folk til at drage ud på jihad? Det tror jeg ikke. Vil moskéen få flere folk til at føle sig fjendtligt indstillede over for det danske samfund? Tja, den nuværende bestyrelse i moskéen virker meget venligt indstillet over for det danske samfund.

Synes du, diskussionen er hysterisk?

Jeg synes, den er lidt uovervejet i forhold til, at mange moskéer i Danmark har forbindelser til udlandet. Specielt er mange moskéer tæt forbundet med den tyrkiske stat, hvor imamerne får deres løn fra. Der er vel ingen lov om, at man ikke må have forbindelse til det iranske præstestyre.

Nej, den danske kirke støtter mindretal i udlandet. Men i dette tilfælde drejer det sig om det iranske præstestyre, som fører en mildest talt offensiv politik i Mellem-østen. Gør det forbindelsen problematisk?

Nu er det ikke sådan, at fordi moskéen får nogle penge fra Iran, så kommer præstestyret nødvendigvis til at afspejle sig i moskéens profil.

Har vi nogle erfaringer for forbindelser mellem præstestyret i Iran og religiøse grupper i Danmark, som begrunder frygten?

Ikke som jeg kender til. Iranere i Danmark er generelt sekulære – ikke ret mange er religiøse.

Er der erfaringer fra udlandet, der underbygger frygten?

Jeg kender ikke til de udenlandske erfaringer. Men jeg tænker, hele diskussionen om radikalisering handler om terror og al-Qaeda, som er sunni- og ikke shiamuslimer. Og at al-Qaeda netop ikke er begejstret for shiamuslimer.

Hvad med erfaringer for radikalisering af shiamuslimer i vores del af verden?

Hizbollah vil nogle nok kalde en radikaliseret gruppe med forbindelser til præstestyret i Iran. Tænker man al-Qaeda-agtig virksomhed, så er der ikke nogen forbindelse. Jeg tror heller ikke, at kræfter i Danmark med støtte fra præstestyret ville forsøge at ændre noget i Danmark. Men jeg forstår da godt, at de iranere, der er flygtet til Danmark, fordi de er kritiske over for præstestyret i Iran, kan være bekymrede.

Lene Kühle kortlagde i 2006 de muslimske miljøer i Danmark med bogen "Moskeer i Danmark" og forsker blandt andet i radikalisering i religiøse miljøer

beck@kristeligt-dagblad.dk