Prøv avisen

Moske måske på vej til Århus

Danmarks eneste rigtige moské, Nusrat Djahan-moskéen i Hvidovre. Moskéen tilhører den særlige Ahmadiyya-bevægelse, som af andre muslimer betragtes som kættere. – Foto: Arkiv

Nu vil tyrkiske muslimer i Århus opføre et kulturcenter, der blandt andet skal have en rigtig moske med kupler og spir. Overraskende, siger ekspert

Århus skal have en rigtig moske med kupler og et spir på 18-24 meter. Det mener Dansk Tyrkisk-Islamisk Stiftelse, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Vi er også en del af samfundet. Vi vil gerne have et ordentligt sted, hvor vi kan mødes. I Tyrkiet er der også kristne kirker, som ligner kirker, siger Bedir Toy, formand for den tyrkiske stiftelse, med henvisning til at kældre, gamle erhvervsbygninger og nedslidte villaer i dag udgør moskeerne.

Planerne for moskeen indeholder to mindre kupler, én stor kuppel og et spir på 18-24 meter. Ud over moskeen skal kulturcentret have en sportshal, café og undervisningslokaler. Bedir Toy forklarer, at faciliteterne også skal lære tyrkere at begå sig i det danske samfund, og at centret vil være åbent for alle.

Overraskende tyrkisk initiativ
Det er overraskende, at det er de normalt ret anonyme tyrkiske muslimer, der står for planerne om en ny moske i Århus, mener religionssociolog Lene Kühle.

- Jeg troede ikke, at de havde det i sig, siger hun.

Samtidig mener hun, at moskeen vil være et symbol på islams status som Danmarks næststørste religion.

Ikke bare et luftkastel
På rådhuset er stemningen overvejende positiv blandt de adspurgte. Teknisk rådmand Peter Thyssen (R) mener, at en rigtig moske i Århus er på sin plads, da der er mange muslimer i Århus.

De nuværende planer placerer kulturcentret og moskeen i Gellerupparken i Brabrand, vest for Århus' bymidte. Området har flest beboere med anden etnisk baggrund end dansk, og derfor mener Venstre, at det vil skade integrationen, at bygge moskeen der. Bünyamin Simsek (V) vil dog ikke på forhånd afvise planerne og siger, at det er dejligt at se et konkret projekt, der ikke bare er luftkasteller.