Prøv avisen

Moskéer skal skrive under på opbakning til Danmark

Når Grimhøjmoskéen går ind på formuleringer, der støtter integration og ligestilling i det danske samfund, så tror vi også, at vi kan få imamer i andre moskéer til at underskrive en tilsvarende erklæring, mener Bent Melchior. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Nyt initiativ skal få moskéer til at skrive under på, at de vil overholde landets love

Et halvt år efter TV 2’s afsløring af, at imamer i flere moskéer frarådede muslimer at integrere sig i det danske samfund og støttede korporlig afstraffelse af børn og utro kvinder, har forkvinden for foreningen Brobyggerne, Özlem Cekic, og tidligere overrabbiner Bent Melchior indledt et dialoginitiativ med de pågældende moskéer.

Målet er få en række moskéer til at underskrive en erklæring, der bakker op om lovgivningen i det danske samfund for på den måde at nedbryde fordomme og styrke tilliden mellem muslimer og den øvrige befolkning.

Özlem Cekic og Bent Melchior besøgte forleden Grimhøjmoskéen i Aarhus. Moskéens imam udtrykte støtte til straffemetoder som stening og pisk af utro kvinder, da han blev optaget med skjult kamera i TV 2’s udsendelser ”Moskéerne bag sløret”.

”Vi er i gang med at indlede en dialog med moskéerne, og planen er, at de selv skal arbejde videre med en erklæring om, at de går ind for dansk lovgivning, og at de på enhver måde tager afstand fra vold og arbejder på ligestilling samtidig med, at de har religionsfrihed,” fortæller Özlem Cekic, som siden hun i 2015 forlod Folketinget som folketingsmedlem for SF har stiftet foreningen Brobyggerne, som arbejder på at styrke integration og forbedre dialogen mellem forskellige befolkningsgrupper.

Özlem Cekic og Bent Melchior mener, at der er et behov for ”rydde op” efter udsendelserne ”Moskéerne bag sløret”.

”Når Grimhøjmoskéen går ind på formuleringer, der støtter integration og ligestilling i det danske samfund, så tror vi også, at vi kan få imamer i andre moskéer til at underskrive en tilsvarende erklæring. På den måde håber vi, at vi kan få ændret det billede af det muslimske samfund i Danmark, som gør, at mange danskere er bange for muslimer,” siger Bent Melchior.

Lektor i religionshistorie Tim Jensen fra Syddansk Universitet vurderer, at initiativet kan have gode chancer for at gøre en forskel, blandt andet på grund af den respekt, som tidligere overrabbiner Bent Melchior nyder.

”Jeg tror godt, at et sådant papir kan få en vis betydning, fordi moskéerne binder sig til en aftale mand og mand imellem. Aftalerne bliver i høj grad baseret på tillid og er ikke en aftale med de officielle myndigheder,” siger Tim Jensen, der ikke vil udelukke, at initiativet kan støde på modstand.

Han vurderer, at de moskéer, der vælger at skrive under på en erklæring, også vil stå inde for indholdet.

”Men initiativet kan ikke forhindre enkeltpersoner i moskéen i for eksempel at udtrykke deres støtte til en ikke-demokratisk styreform,” lyder det fra Tim Jensen.

Professor i koranstudier Thomas Hoffmann fra Københavns Universitet er mere ambivalent.

”Det er positivt, for der er brug for, at vi gør, hvad vi kan for ikke at lade de muslimske miljøer sejle deres egen sø og blive mere og mere isolerede. På den anden side er det meget optimistisk i forhold til at løse de problemer, der er i de muslimske miljøer – som fjendtlighed over for homoseksuelle og anderledestænkende og idéer om, at Koranen står over Grundloven. Det er ikke holdninger, ledelsen af Grimhøjmoskéen bare kan styre,” siger Thomas Hoffmann, som generelt advarer mod at afæske konservative muslimske miljøer liberale holdninger til for eksempel homoseksualitet:

”I forhold til muslimer opstår der let en opfattelse af, at hvis ikke de støtter progressive værdier, så er de på vej mod terrorisme. Sådan behøver det ikke være. Der er masser af dybt konservative religiøse, som aldrig udgør et problem i forhold til staten”.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Grimhøjmoskéens ledelse, men moskéens talsmand, Oussama El Saadi, fortalte forleden til Kristeligt Dagblad, at han fandt det første møde med Özlem Cekic og Bent Melchior meget positivt.