Lih Chie Lee giver hånd hen over den røde disk. Det er en lummervarm aften. I det omtrent papkasse-store lokale, som huser Isted Grill, føles der dobbelt så varmt som udenfor. Stegepladen syder, toastmaskinerne gløder, og frituregryderne bobler.
Mr. Lee, som stamkunderne og de modesmarte vesterbroere kalder ham, griner forlegent. Om han vil fortælle om at eje en grillbar? Jamen, hvorfor det? Fordi 61-årige mr. Lees ikoniske kinagrillbar midt på Istedgade i København er en uddøende race og udgør et kerneelement i fortællingen om, hvordan arbejdsindvandringen fra Kina til Danmark har ændret voldsomt karakter. Fra grillbarbestyrere til forskere og højtuddannede arbejdere hos industrigiganter som Arla og Novo Nordisk.
LÆS OGSÅ: Kinesere scorer topstillinger i Danmark
Mr. Lee indvilger, men lige nu har han travlt. Med hurtige, rutinerede bevægelser folder han madpakkepapir om en bøfsandwich til en rødmosset kunde. Udenfor gumler et par piger på burgere og pomfritter.
Okay okay, kom på onsdag, så vi snakke, siger Lih Chie Lee, inden han igen vender sig mod stegepladen.
To dage senere slentrer Lee hen ad Istedgade med kraven trukket godt op om halsen som værn mod sommerregnen.
Trods vejrskiftet er hans smil stadig lige naturligt, da han låser den eftermiddagslukkede Isted Grill op. Klokken er 15.30, og grillbaren åbner ikke før ved 17-tiden. Endnu er stegeplade og frituregryder tyste, men duften i lokalet er ikke til at tage fejl af: friturefedt og stegeos, som gennem årtier har søbet sig fast i inventaret trods de klinisk renskurede flader.
Lee trækker to barstole hen til den røde disk og begynder sin fortælling. Som 24-årig rejste han fra Taiwan til Danmark. Året var 1976. Hans søster var sammen med sin mand fra Hongkong ankommet til Danmark mange år tidligere og havde åbnet Isted Grill i 1971. Dengang, hvor Vesterbro stadig primært var små baggårde, ludere og lommetyve og ikke den hippe velhaver-andels-bydel, kvarteret i dag har udviklet sig til. Lee afsluttede sit skoleophold som maskinarbejder i Taiwan, da søsteren kontaktede ham og fortalte, at hun var gravid og derfor manglede hjælp i grillbaren. Lee var i tvivl på grund af det ansvar, han følte for sine forældre, men tog af sted.
Det var et kulturchok. Danskere tænker anderledes, de spiser anderledes, de taler anderledes. Jeg kendte ikke andre her end min søster og svoger, fortæller han.
Ordene falder hurtigt i korte sætninger, og dialekten er dansk-asiatisk.
Det er maden hos Isted Grill også og har været det siden begyndelsen. Over spiseområdet som består af få kvadratmeter gulv og en rød hylde frister reklameskilte med parisertoast, jumboburger og ribbenstegsandwich. Samme retter går igen på lyspladerne over frituregryderne, men får her selskab af hjemmelavede forårsruller, ris med bambusskud og stegte nudler med svinekød. I køleskabet kæmper Cocio, passionssodavand og Cola om pladsen med små bøtter med mayonnaise og sursød-sovs.
Det er også en kamp at være (ejer af en) kinagrill i dagens Danmark. For meget har ændret sig siden kinagrillens velmagtsdage i 1970erne og 1980erne, hvor en vittighed temmelig fordomsfuldt, men også lidt rammende, lød:
Hvorfor kan kinesere ikke spille fodbold? Fordi hver gang de får et hjørne, åbner de en grillbar.
Dengang skulle kinagrilbarer tælles i hundreder på landsplan, men i dag er antallet nede omkring 70, lyder vurderingen fra fotografen Eddie Michel Azoulay. I bogen Spise her, med hjem, som udkommer senere på året, skildrer han kinagrillbarernes fald fra fast food-tinderne med billeder af samtlige tilbageværende grillbarer og deres stamkunder. Og udviklingen kommer ikke til at vende, mener hverken fotografen eller Kina-eksperter. Kinesiske Li Xing, professor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet, sammenfatter udviklingen:
Da jeg kom til Danmark for 25 år siden som en af meget få kinesiske studerende, arbejdede alle dem, jeg kendte, på grillbar eller andre restauranter. De var kommet i 1970erne fra Hongkong, for først i 1980erne begyndte den kinesiske regering at åbne op og sende studerende til vestlige lande. De studerende uddannede sig, og som højtuddannet kineser leder du selvfølgelig ikke efter arbejde på en grillbar, du leder efter et godt firma.
Mr. Lee har overvejet, om han skulle skifte Isted Grill ud med et andet job.
Men det kræver uddannelse, så jeg ved ikke, hvad det skulle være.
Han lyder heller ikke på nogen måde til at være træt af sit arbejde. Tværtimod. Hans øjne kniber sig sammen, da han smilende og med lidt højere stemmeføring slår fast:
Folk har stadig brug for fast food. Så længe du laver god mad, vil der altid komme mennesker uanset hvor du ligger, siger han og slår i disken et par gange med flad hånd.
Men kunderne hos Isted Grill må berede sig på at få tilberedt den populære ribbenstegsandwich og pølsen i kimono (en pølse i pandekagedej) af andre end mr. Lee og hans hustru, Nian Ping Lee, som har været med fra begyndelsen. Om et par år vil han lange sine sidste grillspecialiteter over den røde disk, for weekendvagterne fra klokken 17-05 sætter sig i kroppen puha, det er meget hårdt for benene, haha og til den tid vil han runde sit 35-års jubilæum som ejer, kok, revisor, indkøber og rengøringsmand af Isted Grill. Men hvad med hans børn?
Min søn kigger forbi, men han arbejder i et stort it-firma. Min datter er flyttet til USA, hvor hun arbejder i en bank.
På den måde personificerer Lih Chie Lee og hans børn om nogen udviklingen for de kinesiske migrantarbejdere i Danmark. Forældrene har i årevis arbejdet på grillbar og sikret sig, at deres børn havde råd til og mulighed for at uddanne sig, og de kinesere, som nu migrerer til Danmark, gør det for at besætte stillinger i den dyre ende af erhvervs- og forskningsligaen. Og Danmark er attraktiv for kineserne, forklarer Geir Helgesen, seniorforsker og direktør for det nyetablerede Fudan-Europe Center for Modern and Comparative China Studies på Københavns Universitet.
Selvom Kina aldrig har sympatiseret med USA, har den amerikanske model alligevel været det store forbillede for vækst. Men USAs image har fået et hak med finanskrisen og bankskandalerne. Derfor har Kina fået øje på Nordeuropa, hvor vi både har en stærk stat, som blander sig temmelig meget i vores dagligliv, og et frit marked. Den kombination er fascinerende set med kinesiske øjne.
Samtidig er Danmark helt i front inden for alternativ energi og nano-videnskab, og i takt med at Kina åbner mere op mod verdenen, vil det betyde flere højtuddannede kinesere til Danmark, vurderer Geir Helgesen.
Vi har spidskompetencer inden for videnskab, og vi har en fascinerende velfærdsstat med universel sikring derfor er Danmark attraktivt for kineserne.
Isted Grill er attraktiv blandt de vesterbroske københavnere. Lih Chie Lee har ikke lyst til at tale om økonomi, for han kender andre grillbarejere, hvor det ikke er gået så godt, og dem vil han ikke gøre misundelige. Men de 50-100 daglige kunder på Isted Grill sikrer efterhånden en fin indtjening, siger han, og særligt i weekendnætterne, hvor berusede fedt- og salthungrende unge dingler ind, er der travlt.
Og selvom der er travlt, og arbejdet slider på kroppen, og Lee egentlig har besluttet sig for at lade frituregryderne gå videre om et par år, kan man godt blive i tvivl, om det vil ske. Lee hopper ned fra barstolen og kratter i to store klistermærker på den gulnede flisevæg. Klistermærkerne forestiller en Cola- og en Fanta-flaske.
Dem her har siddet her, siden min søster havde Isted Grill, haha. De kan ikke komme af.
Spørgsmålet er så, om Lih Chie Lee kan komme af med Isted Grill i en tid, hvor hans landsmænd har skiftet stegeplader ud med skriveborde. Kunderne kan han i hvert fald ikke komme af med. De kommer tilbage igen og igen og er faktisk steget i antal de seneste 10 år. Opskriften:
Jeg laver god mad, jeg giver god service, og jeg har personlighed.
Mr. Lee griner og siger farvel. Han skal gøre Isted Grill parat til endnu et rykind af de danskere, som også stadig mener, der er behov for kinagrillmad.
