Prøv avisen

Ti år efter Muhammed-tegningerne: Hvordan mærker Danmark krisen i dag?

12 karikaturtegninger af muslimernes profet Muhammed blev offentliggjort i Jyllands-Posten den 30. september 2005. Fem måneder senere, i februar 2006, var der voldsomme protester i Mellemøsten og Asien. Her holder aktivister fra den pakistanske bevægelse Jamaat Ulema-e-Islam et brændende flag under en demonstration i Lahore, Pakistan den 3. februar 2006. - Foto: Arif Ali/Scanpix

Den 30. september 2005 trykte Morgenavisen Jyllands-Posten 12 tegninger af muslimernes profet Muhammed. Det udviklede sig senere til den værste udenrigspolitiske krise i efterkrigstiden. Hvordan mærker Danmark Muhammed-krisen i dag? Og vil vi også mærke den om 10 år?

Man satte satire over intelligens

Imran Shah, talsmand for Islamisk Trossamfund
”Vi kalder det ikke Muhammed-krisen, men Jyllands-posten-krisen. Vi mærker stadig, at man forsøger at gøre krisen til en diskussion om ytringsfrihed, men det er en diskussion om, hvordan man bruger ytringsfriheden i forhold til sine medmennesker. I islam er der et generelt forbud mod at vise billeder af profeten Muhammed. Trykningen af tegningerne var et forsøg på at undertrykke muslimer, der i forvejen er en marginaliseret gruppe. Det er en form for undertrykkelse, som de jødiske trossamfund også har været udsat for, og som i sidste ende førte til holocaust.

Søren Kierkegaard taler om, at vi fra tid til en anden skal udføre et menneskebad. Det vil sige, at vi skal møde de mennesker, vi er uenige med, for at erkende, at der er andre måder at forstå verden på. Nobelpristageren i litteratur Mario Vargas Llosa taler om, at majoriteten i de vestlige samfund sætter satire og humor over intelligens. Det var tegningekrisen et eksempel på. Man ville hellere lade sig underholde end at føre en intelligent samtale. Krisen blev så voldsom, fordi den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), afviste at mødes med en gruppe ambassadører fra en række muslimske lande. Det var helt nødvendigt, at en gruppe danske imamer rejste rundt i Mellemøsten for at gøre opmærksom på tegningerne. De fik opbakning fra biskopperne i Libanon og Egypten. Vi havde forinden forsøgt at henvende os til en række danske ministerier, men vi fik aldrig noget svar.

Om krisen vil fortsætte i fremtiden afhænger af, hvor meget politikere og medier vil folkefællesskabet. Hvis man kigger på diskussionen på Facebook, så er debatten ofte meget skinger. Politikere og medier bør agere meget ansvarligt i forhold til at begrænse hadske ytringer. Vi kan sagtens have en saglig debat. Problemet er, når man tager en hel minoritet som gidsel i en dagsorden, der hedder umenneskeliggørelse. Et eksempel er debatten om Omar El-Hussein, der begik terrorhandlingen i København. Det bliver ofte en debat om hans religiøse tilhørsforhold. Den tyske kansler, Angela Merkel, har sagt, at islam er en del af Tyskland. Det er stærkt statsmandsskab, og det mangler vi i Danmark.”

Det er ikke noget, der fylder

Rani Hørlyck, skoleleder på Søndervangskolen i Gellerupparken i Aarhus
”94 procent af børnene på Søndervangskolen har en anden etnisk baggrund end dansk. I dagligdagen er tegningekrisen ikke noget, jeg mærker de store reminiscenser af, hverken i forhold til børn eller forældre. Tilbage i 2005 fyldte krisen noget i vores elevers bevidsthed på grund af den massive eksponering i medierne. Men tegningekrisen adskilte sig ikke fra andre aktuelle brændpunktshistorier, som selvfølgelig rykker ind i klasseværelset.

Måske skyldes det, at vi som skole med flere end 90 procent tosprogede elever er meget opmærksomme på at holde en respektfuld dialog med forældre og børn og ikke at såre nogen. Det ved forældrene.

I dag er Muhammed-krisen ikke et aktuelt emne på skolen, men først og fremmest en historisk begivenhed. Og i skolemæssig sammenhæng tror jeg også, at krisen vil blive betragtet sådan i fremtiden. På den måde vil tegningesagen selvfølgelig være et tilbagevendende tema. Spørgsmålet er så, om det skal være obligatorisk at vise tegningerne i undervisningen, og om det ligefrem skal være lovpligtigt. Det sidste giver for mig ingen mening, for så vil der være så mange andre områder, hvor man fra centralt hold skal bestemme undervisningen.

Jeg har i det hele taget ikke nogen principiel holdning til, om tegningerne bør forbydes eller gøres obligatoriske i undervisningen. Det må den enkelte lærer finde ud af i samarbejde med sin skoleleder.

Tegningerne er ikke hemmelige og kan til enhver tid googles på nettet. Grundlæggende er en af skolens vigtigste opgaver at hjælpe vores elever med at kunne håndtere, at de lever i et åbent og tolerant samfund, hvor der skal være plads til også at tale om svære ting og afvigende holdninger.
Det er mit indtryk, at lærerne er gode til at lave undervisningsforløb om tegningerne. Men jeg har faktisk ikke kunnet få støvet op, om der er lærere, der har vist tegningerne for eleverne.”

Denne sag er langtidsholdbar

Ebbe Dal, administrerende direktør i brancheorganisationen Danske Medier
”Krisen skabte et større behov for en klar stillingtagen til blandt andet religions- og ytringsfrihed. Og den har gjort det meget tydeligt, at der findes to skoler i den debat i Danmark: Dem, der er tilhængere af politisk korrekthed, og dem, der er mere tilhængere af den åbne diskussion. Vi mærker stadig effekten af krisen, fordi de to standpunkter stadig står og råber mod hinanden.

Dertil kommer det interessante, at der jo ikke går en måned, uden tegningerne nødvendigvis må nævnes i medierne. Så sent som forleden læste jeg, at skolelederforeningen fraråder, at lærerne viser tegningerne til eleverne i forbindelse med undervisning.

Og jeg vil tro, at vi også mærker effekten af tegningerne om 10 år. Der vil fortsat være to grundopfattelser af, hvordan man skal forholde sig til religionskritik, og de sammenstød, det giver, vil fortsat være synlige. Denne sag er usædvanlig på flere måder, og en af dem er helt klart den lange holdbarhed. Den eneste lignende sag, jeg kan komme i tanke om, er, da den franske forfatter Emile Zola i 1898 skrev et åbent brev i en fransk avis med den berømte titel ’Jeg anklager’. Det udtryk og meningen bag bruges den dag i dag flittigt.

Muhammed-tegningerne har med tilsvarende kraft sat gang i et samfundsengagement og er blevet symbolet på spørgsmålet om religiøse krænkelser. Jeg kan ikke forestille mig, at det er forsvundet om 10 år. Om det så er et problem, afhænger af øjnene, der ser. For medarbejderne på Jyllands-Posten må det være rædselsfuldt. På den anden side viser effekten af tegningerne, hvor vigtig en rolle medierne spiller for samfundsdebatten, og fra min stol er det positivt.”

Truslen mod Danmark er forstærket

Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
”Sagen om tegningerne er ikke slut. Det så vi med angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i januar i år og skyderierne ved Krudttønden i København i februar. Krudttønden var ikke et tilfældigt mål. Attentatet fandt sted i forbindelse med et møde, som var en udløber af tegningerne. Charlie Hebdo spillede også en meget profileret rolle i forbindelse med karikaturkrisen.

Det er straks meget vanskeligere at sige, om tegningesagen er den vigtigste årsag til trusler mod Danmarks sikkerhed. Jeg vil sige, at tegningerne kommer ind som et ekstra argument. I forbindelse med krigen mod Islamisk Stat har vi set en fremvækst af sympatiterrorisme, hvor enkeltpersoner er parate til at gå i aktion. I den forbindelse kan karikaturerne komme ind som en ekstra motivation, selvom årsagen til terroraktioner ikke altid er entydige.

Under terroraktionen mod Charlie Hebdo indgik både Muhammed-krisen og antisemitisme. Overordnet mener jeg ikke, at tegningesagen har gjort Danmark særligt udsat. Men det har gjort danske interesser i udlandet særligt udsatte. Karikaturkrisen har også ændret billedet af Danmark. Fra at være et land med ost og smør er det også blevet et land med tegninger af profeten.

Når begivenhederne i sin tid udviklede sig så voldsomt, skyldtes det i høj grad, at krisen havde et enkelt budskab, der var let at sælge. Nemlig at den vestlige verden gjorde grin med muslimers religion. Samtidig lykkedes det en gruppe danske imamer at rejse sagen over for højtstående personer i Mellemøsten. Deres kontaktnet i Mellemøsten blev blandt andet faciliteret, fordi en række ambassadører i Danmark var utilfredse med, at daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), ikke ville mødes med dem for at drøfte tegningerne. Muhammed-krisen vil også spille en rolle i fremtiden.

Når vi taler militant islamisme, så er det Vestens krig mod Islamisk Stat, der står øverst på dagsordenen. Men derefter kommer tegninge-sagen. Den har haft en appel til manden på gaden i Mellemøsten. Når jeg rejser der, bliver jeg stadig spurgt, hvorfor vi bragte tegningerne."

DI: Vi taber ikke længere penge

Peter Thagesen, underdirektør i Dansk Industri
”Jeg var selv med for 10 år siden, hvor det hele pludselig blev meget dramatisk for dansk erhvervsliv. Vi oplevede meget store fald i eksporten af forbrugerprodukter – altså de ting, der lå på hylderne i mellemøstlige butikker. Men efter fem-seks år var vi næsten tilbage til udgangspunktet, og i dag er det længe siden, vi er forbi det punkt, hvor dansk erhvervsliv taber penge på Muhammed-krisen.

Men det er klart, at der i dag stadig er en helt anden opmærksomhed på sikkerhed i forbindelse med danske virksomheder og forretningsfolk i særligt den arabiske del af verden. De fleste mærker nok ikke noget til det i hverdagen, men det er nok, fordi vi generelt har vænnet os til, at det som dansker er blevet lidt farligere at rejse i særlige dele af verden, end det var før krisen. På Politiets Efterretningstjenestes hjemmeside gør de stadig opmærksom på, at det glansbillede af et eventyrligt Danmark, som eksisterede før krisen, ikke er der længere. Og at religiøse fanatikere ikke har glemt sagen. Men det rammer meget sjældent forretningsfolk. Det er oftere journalister og ngo’er, der bliver bortført.

Det er svært at sige, hvordan effekten vil være om 10 år. Allerede nu er det yderst sjældent, at jeg hører sagen omtalt i forbindelse med dansk erhvervsliv. Det hører måske også sammen med, at danske produkter ikke længere bliver markedsført som danske ude i verden. Det giver sjældent mening, for de er typisk skabt i samarbejde mellem flere lande, og er det så typisk dansk?

På dagens globale marked markedsfører man sig først og fremmest på pris og kvalitet – men den udvikling er sket uafhængigt af tegningerne. Så samlet set kan man fra vores side vel godt sige, at Muhammed-krisen er et overstået kapitel.”

Det kan gå to veje herfra

Forfatter og vicepræsident i dansk PEN, Kristina Stoltz
”Den meget hårde tone over for muslimer er ikke blevet mindre hård de seneste 10 år. Men spørgsmålet er, hvor meget det egentlig skyldes Muhammed-tegningerne. Den skærpede retorik begyndte jo allerede i 1990’erne med Dansk Folkeparti og blev yderligere forstærket efter terrorangrebet den 11. september. Så kom tegningerne, og det er typisk dem, vi tænker på, når vi skal forklare den polariserede debat i dag. For mig at se var de dog blot en bombe under en udvikling, der allerede var i gang.Uanset oprindelsen, så er der selvfølgelig sket noget siden tegningerne. Lige efter deres offentliggørelse kom ambassadeafbrændingerne og noget, der lignede en krigsstemning, og i forhold til det er debatten blevet mere afdæmpet, men til gengæld er den hårde tone blevet mere almindeliggjort. Det er jo i dag nærmest stuerent at svine muslimer og islam til.

I de her uger ser der dog ud til at ske noget. Det virker, som om den tiltagende flygtningestrøm har fået især civilbefolkningens øjne op for, at muslimer er en kompleks størrelse. Og måske fået flere til at tænke mere over, hvordan de ser på dem og omtaler dem. Men det er for tidligt at afgøre, synes jeg.

Det er endnu sværere at sige, hvad effekten af tegningerne vil være om 10 år. Det kan nok gå to veje. Vi har givetvis fået et langt mere multikulturelt samfund om 10 år, og derigennem er vi måske nået videre i integrationsprocessen. Sker det, vil effekten af tegningerne formentlig være aftaget, og den hårde tone vil ikke fylde særlig meget i debatten. Men det forudsætter, at den nuværende retorik ændrer sig. Så længe den er så dæmoniserende, som det er tilfældet nu, vil integrationen ikke blive bedre. Og så vil effekten af tegningerne og det, der kom før dem, være lige så stærk som nu.”

Klik på pilene for at se Muhammed-krisens forløb.

Imran Shah
Rani Hørlyck Foto: Thomas Søndergaard
Ebbe Dal.
Lars Erslev Andersen
Peter Thagesen.
Kristina Stoltz.