Han bliver ikke længere truet på livet af yderligtgående fanatikere, behøver ikke leve i skjul og har igen en normal hverdag med sin familie. Til gengæld har han følt sig trukket rundt i manegen af dem, han forventede opbakning fra, nemlig Morgenavisen Jyllands-Posten.
Sådan ser verden ud i dag for tegneren Lars, godt et halvt år efter at han i Kristeligt Dagblad sidst fortalte om sit liv som en af "de 12 Muhammed-tegnere".
Netop den betegnelse har fra begyndelsen irriteret Lars, der stadig ønsker at være anonym. I modsætning til flere af de andre tegnere, der lavede satire over muslimernes profet Muhammed, valgte Lars at drille Jyllands-Posten, da avisen opfordrede landets bladtegnere til at slå et slag for ytringsfriheden. Han tegnede derfor skoledrengen Muhammed, som på en tavle med arabiske bogstaver havde skrevet sætningen "Jyllands-Postens redaktion er en flok reaktionære provokatører".
Ude i den store verden skelnede man dog ikke mellem de 12 tegninger. Lars oplevede sin verden vende på hovedet, og både han og hans familie måtte gå i skjul efter konkrete dødstrusler.
I dag er stormen stilnet af. Politiet holder ganske vist stadig et vågent øje med Lars, men ellers er hverdagen blevet normal igen. Ser han tilbage på forløbet, står det dog klart for Lars, at ikke alting er, som før lavinen rullede.
– I de seneste tre-fire måneder, hvor vi ikke har mærket noget som helst til sagen, har jeg haft tid til at reflektere over det hele. Og jeg må sige, at mit liv har ændret sig på en måde, jeg ikke havde forestillet mig. Det har især overrasket mig, hvor barmhjertighedsløse og hårde medierne kan være, siger Lars og henviser blandt andet til, hvordan han blev interviewet af Jyllands-Posten i forbindelse med årsdagen for tegningerne, den 30. september.
– Jeg havde en god snak med journalisten og gav udtryk for de samme ting, som jeg allerede havde sagt til blandt andet Kristeligt Dagblad og Politiken, da de talte med mig. Da jeg så interviewet, var mine udtalelser klippet i små bidder, og til sidst var artiklen så krydret med en kommentar fra Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste, som beskrev mig som infam. Det slog hårdt. Det er for groft, at jeg efter diverse dødstrusler bliver kaldt "infam" af den mand, der var satte det hele i gang, men ellers ikke gjorde meget for at hjælpe os, siger Lars.
I den nævnte artikel kritiserer chefredaktør Carsten Juste ganske rigtigt Lars. Forud lå et forløb, hvor Lars udover sin tegning også havde kritiseret Jyllands-Posten for at ville provokere og for at svigte tegnerne, da de blev truet på livet. Det fik Carsten Juste til at skærpe tonen.
– Vi føler os ikke forpligtet over for et menneske, der som Lars (efternavn fjernet, red.) konsekvent og uforsonligt har bagvasket Jyllands-Posten med infame påstande om vores motiver og moral. Det ville jo også være en fornærmelse, hvis vi forsøgte at omklamre ham. Det ligger os fjernt, lød det fra Carsten Juste.
At Jyllands-Postens redaktør reagerer så skarpt, er lidt paradoksalt i lyset af Jyllands-Postens eget ønske med tegningerne, mener tegneren Lars.
– Ifølge Jyllands-Posten var tegningerne et forsvar for ytringsfriheden. Så er det mærkeligt at opleve, at chefredaktøren for landets største avis reagerer så skarpt, fordi jeg brugte min ytringsfrihed til at nuancere det hele. Det betød faktisk, at jeg derefter besluttede helt at afvise pressen, siger Lars, som dog har accepteret dette interview.
– I hele forløbet har Kristeligt Dagblad stået som en positiv undtagelse. Det var den første avis, der fik oversat teksten på tavlen og dermed fik fortalt, at ikke alle tegnerne var ude på at provokere muslimerne. Da tegnerne var allermest pressede, oplevede jeg også, at Kristeligt Dagblad respekterede vores ønske om ikke at deltage i debatten. Så set i lyset af, at jeg i dag er blevet langt mere bevidst om mediernes skræmmende magt, har det været godt at opleve, at der også bliver taget hensyn, siger Lars, der som satiretegner også har lært meget af sagen.
– Jeg er blevet meget bevidst om, at der er grænser for satiren. Jeg kan ikke sige, hvor de ligger, da jeg først ved det, når jeg sidder med opgaven. Men jeg vil ikke på samme måde som tidligere kunne regne med, at modtageren forstår tegningen på samme måde, som jeg har tænkt den, siger Lars.
rasmussen@kristeligt-dagblad.dk
Fakta
Sådan gik det
Tusinder af små og store historier har fyldt Kristeligt Dagblads sider i 2006. Men hvad skete der egentligt for det enkelte menneske eller i den konkrete sag, da de ikke længere prægede spalterne i avisen? Op til nytår vil Kristeligt Dagblad dykke ned i arkiverne og følge op på nogle af de historier, der blev bragt i løbet af året.
Dette er den tredje artikel i serien. Denne og de følgende artikler kan også læses på kristeligt-dagblad.dk