Munks anemone

Den lille, blå blomst er det store i det små, når miraklet sker i marts, og den blå anemone markerer forvandlingen fra vinter til vår

De blå anemoner trives kun, hvor der er kalkbund eller fed, kalkholdig muld, så derfor er der stort set ingen blå anemoner i Vestjylland. –
De blå anemoner trives kun, hvor der er kalkbund eller fed, kalkholdig muld, så derfor er der stort set ingen blå anemoner i Vestjylland. –. Foto: Michael Stoltze.

Den 4. januar 1944 blev Kaj Munk brutalt myrdet af tyskerne og smidt i en vejkant ved Silkeborg. Munks frygtløse og klare tale mod den tyske besættelsesmagt og åbenlyse støtte til den danske modstandskamp kostede ham livet. Og hele Danmark var i chok.

LÆS OGSÅ: Kaj Munk i hel figur

Året før havde Munk skrevet sit uden sammenligning mest folkekære digt Den blå anemone, som Egil Harder satte melodi til i 1945. Jeg kan ikke se en blå anemone i det tidlige forår uden synge med på Kaj Munks fine hyldest til blomsten. Selvom de blå anemoner sjældent springer ud allerede den første dag i marts, er måneden anemonetid. Jeg har altid holdt meget af digterpræstens sanselige sang, der står som en lysende sjæl og lovprisning af naturen efter hans brutale død.

Alle os, som mere eller mindre åbenlyst lytter til Giro 413, har bemærket, hvordan sangen med usvigelig sikkerhed hitter som nr. 1 i programmet hvert eneste forår. Munks tekster er ofte omdiskuterede, fordi de tit balancerer på grænsen mellem det geniale og banale. Men med anemonesangen er jeg i hvert fald ikke i tvivl om dommen: Den er et mesterværk. Den er simpelthen en genistreg, og det er imponerende, hvad digteren har formået at få koncentreret af fortællinger i de 46 korte linjer.

Alligevel kom Den blå anemone først med i 18. udgave af Højskolesangbogen i 2006, og jeg tænker tit på, hvorfor i alverden det skete så sent for en så fin sang. Måske var der gået så megen Giro 413, folkelighed og sentimentalitet i anemonesangen, at det skyggede for versenes store fortælling.

I min barndom på Nordbornholm voksede de blå anemoner i tusindvis i skovbunden på dalskråningen, som rejste sig mod vest fra haven omkring huset i Kampeløkke Ådal. Det var sådan en fin, østvendt skråning, som blev brugt til lidt skovbrug og lidt græsning med tøjrede geder og får og måske en kvie.

Lige så længe jeg kan huske tilbage, var det en lille triumf af de allerstørste, når vi i det tidlige forår opdagede, at den første blå anemoneknop var brudt frem. Når tiden nærmere sig, kunne jeg ikke lade være med at søge efter det lille forårstegn. Jeg tror ikke, jeg tænkte videre over symbolikken i det hele det var bare en naturlig trang. Og lykken var stor over den første, bristede knop.

Den blå anemone er en forunderlig urt med sin helt specielle egenart. De trelappede, buttede blade har givet planten det latinske navn Anemone hepatica. Hepatica er afledt af det græske ord hepar, som betyder lever, og navnet hentyder til bladformen, der kan minde og formen på leverlapper.

Fra gammel tid har den blå anemone derfor været brugt som medicin mod leversygdomme. Lægerne mente nemlig, at Gud i sin visdom havde hjulpet os mennesker ved at indlægge små symboler i planterne som tegn, dengang han skabte verden.

For anemonen knytter der sig en anden vigtig historie til de læderagtige, trelappede blade. De er meget holdbare og stedsegrønne. De kan fungere i over et år, og selvom de kan se lidt hærgede og plettede ud efter vinteren, forfalder de først helt, når de nye, sarte blade er brudt frem efter blomstringen. Hvorfor nu det?

Jo andre anemoner har kraftige, underjordiske rødder, der er fyldt med næring. Det har den blå anemone ikke. Den har kun en buket svage trævlerødder, der lige akkurat holder den fast i jorden. Men den har sine vintergrønne blade, og de er geniale. Når forårssolen skinner på bladene, behøver den blå anemone ingen underjordisk madpakke for at få energi. Det klarer de gamle blade, som bliver til effektive energifabrikker, så snart solen rejser sig i februar og marts og sætter gang i fotosyntesen.

Hen i april taber de blå anemoneblomster deres sidste kronblade, hvorefter et lysegrønt mylder af fine og friske, randhårede blade vokser frem. Mellem bladene strækker blomsterstilkene sig og bøjer sig mod jorden, mens frøene modner for enden mellem små, grønne bladsvøb. De små frø har et lille olielegeme ved siden af kimen.

Man kunne tro, at det var næring til den lille spire, men det er ikke olielegemets primære funktion. For anemonen er det nemlig meget vigtigt at få spredt sine frø, og her er olielegemet genialt: Myrerne er vilde med den næringsrige olie, så de griber frøene med deres kæber og slæber dem vidt omkring i skovbunden, før det æder olien. Den lille kim er de ligeglade med, men nu har den blå anemone opnået det vigtige: at blive spredt.

Hvis man flytter en blå anemone ind i haven og passer den ved at luge omkring den, bliver den som regel kraftig, og den får masser af blomster næsten uanset jordbunden. Derfor gik det også godt for den anemone, som Kaj Munk hentede fra Lollands fede ler til Vedersø Præstegård, hvor jorden var sandet og kalkfattig.

Sådan er det ikke ude i den vilde natur. Her trives de blå anemoner kun, hvor der er kalkbund eller fed, kalkholdig muld, så derfor er der stort set ingen blå anemoner i Vestjylland. På steder med masser af kalk, for eksempel i Klinteskoven på Møn eller i Allindelille Fredskov på Sjælland, vokser de blå anemoner til gengæld i millionvis.

De er også talrige i krat og skov på stabile, kalkrige havskrænter, og så har de nogle steder et sjovt voksested, som er skabt af vore forfædre for mange tusinde år siden: Køkkenmøddinger! Den først beskrevne køkkenmødding i verden en cirka én hektar stor dynge af østersskaller, strandsnegleskaller og andre levn i Mejlgård Skov på Norddjursland, er således et fint voksested for blå anemoner. De trives der alene på grund af den kalk, som stenalderfolket efterlod.

Det kan godt være, at den fine blå blomst og forårsbebuder er lille. Men for mig er den noget af det største, vi har. Den vokser stadig og blomstrer i hobetal, hvor jeg voksede op på Nordbornholm. Jeg har én derfra i min have her på Sydsjælland. Og lige nu står den i det fineste flor på min tvillingebror Jacobs gravsted på Frederiksberg gamle kirkegård.

Så er der håb. Trods alt.

bagsiden