Prøv avisen

Museer frygter fri entre

Både offentlige og selvejende museer ser problemer i kulturministers forslag

Trods udsigten til flere gæster er den danske museumsverden ikke begejstret over kulturminister Brian Mikkelsens (K) forslag om gratis adgang til en række museer. Den Gamle by i Århus er et af de museer, som vil blive omfattet af forslaget, men museets direktør maner til forsigtighed.

– Dels bliver vi helt afhængige af offentlige tilskud. Det gør os sårbare, hvis regeringen senere skærer i tilskuddet. Dels frygter jeg, at museer med entre bliver hårdt ramt, fordi folk vænner sig til, at museumsbesøg er gratis. Det problem har man i England, siger Thomas Bloch Ravn, der gør opmærksom på, at to af landets mest fremgangsrige museer, Louisiana og Den Gamle By, også er to af landets dyreste museer.

Britta Andersen, museumsdirektør ved det selv-ejende herregårdsmuseum Gammel Estrup, frygter også den fremtid, der venter museer, der ikke omfattes af ordningen.

– Hvis folk vænner sig til, at et museumsbesøg intet koster, bliver det svært for os andre at kræve entre. Og da entreen er vores eneste mulighed for at skaffe øgede indtægter, når de offentlige tilskud reduceres, kan vi få det meget hårdt, siger Britta Andersen.

På Nationalmuseet glæder man sig dog over forslaget. Museet forsøgte sig i 2003 med gratis entre i to måneder. Det var en stor succes.

– Vores besøgstal steg med 108 procent i de to måneder. Samtidig oplevede vi at få helt nye grupper af gæster. Eksempelvis kom der flere med indvandrerbaggrund, så forslaget kan også medføre en bedre formidling af kulturarven, siger museumsdirektør Carsten U. Larsen.

Kulturminister Brian Mikkelsen tror ikke på, at gratis entre på nogle museer vil skade museer med entre.

– Tværtimod kan ordningen medføre en større historisk interesse, som gavner alle museer, siger Brian Mikkelsen.

Den fri entre vil koste 100 millioner kroner og kan træde i kraft fra 2006.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk