Kan museer integrere flygtninge og andre nytilkomne? Det spørgsmål har et treårigt projekt, støttet af Innovationsfonden på finansloven, undersøgt, og svaret er både ja og nej. En pakistansk kvinde går ikke nødvendigvis ud og får et fuldtidsjob eller bliver god til dansk, bare fordi hun har været en tur på museum.
Til gengæld kan museumsbesøg give hende en dyb og grundlæggende forståelse for, hvordan det danske velfærdssamfund er skabt, og hvilke kampe det hviler på.
Det fortæller Gitte Engholm, der er museumsinspektør på Nationalmuseet, ph.d. og leder af museumsprojektet, der har titlen CULINN, hvilket står for Cultural Citizenship and Innovation eller ”kulturelt medborgerskab og innovation”, og som netop er afsluttet.
”Flygtninge skal skrive under på, at de vil være aktive medborgere, når de kommer her til landet. Men ’medborgerskab’ er også et ord, som jeg er ret sikker på, at der ikke er ret mange, der forstår. Der er faktisk en del sprog, man slet ikke kan oversætte det til. Og der rummer de kulturhistoriske museer hele baggrunden for, hvad vi mener med det ord, og hvordan vi bruger det i dag,” siger hun.
Projektet tog sin begyndelse i 2016. Idéen var dengang affødt af debatten om de mange flygtninge fra Syrien, der dengang kom til Danmark, men det kom hurtigt til at omfatte andre grupper af nytilkomne danskere: for eksempel udenlandske studerende eller udlændinge, der har giftet sig med en dansker eller fået job her i landet.
I alt syv danske kulturhistoriske museer har deltaget i projektet og i flere tilfælde samarbejdet med lokale organisationer og frivilligcentre. Mens nogle af de deltagende grupper har fået særligt tilpassede rundvisninger, har andre arbejdet i historiske værksteder, samtalegrupper eller undersøgt baggrunden for særligt danske fænomener, for eksempel traditionen for lejlighedssange ved fester.
”’Lejlighedssange, det er dog et sjovt fænomen’, er der en, der på et tidspunkt har sagt. Det, der så sker, er, at vi går tilbage i tiden og finder ud af, at det er en tysk kapelmester, der har været med til at skabe en særlig folkelig meloditradition, der også præger mange af Højskolesangbogens melodier.” fortæller Gitte Engholm.
I formidlingen til de nye grupper har museerne bevidst ikke fokuseret på dansk kultur.
”Det har mere handlet om udviklingen af det danske velfærdssamfund. Den fortælling, de nytilkomne ofte får om Danmark, er fortællingen om et velhavende, velordnet samfund med en høj grad af ligestilling. Og det kan godt virke afskrækkende, for hvordan kan man finde sin plads i noget, der allerede fungerer perfekt? Men når de hører om alle de konflikter og kampe, det har krævet at nå dertil, kommer der en forståelse for, at vi stadig er i udvikling. Og det giver også en forståelse for, at man som medborger kan sætte sit præg,” siger Gitte Engholm.
På konferencen, der sluttede i mandags, præsenterede de deltagende museer, fra Vardemuseerne til Bornholms Museum, hver deres oplevelse med projektet.
I rapporten ”Mellem innovation & integration. Når museer møder nytilkomne borgere” kan man læse om museernes oplevelse, og selvom det overvejende er gået godt, har flere også fundet deres begrænsning:
”Vi har aldrig følt os så meget på glatis, som da vi for første gang testede vores undervisningsforløb udviklet til sprogkursister,” skriver to museumsinspektører fra Arbejdermuseet eksempelvis.
Gitte Engholm har selv arbejdet med guldbroderi fra vikingetiden i et tekstilværksted for kvinder i københavnerbydelen Tingbjerg. Det er endt over al forventning.
”Det har de været enormt interesserede i, blandt andet fordi det minder om det guldbroderi, man laver i Pakistan. De møder danske kvinder, der har samme interesse for håndarbejde. Og der er flere af dem, der efterfølgende har taget bus 2A ind på Nationalmuseet for at tage deres børn med på Børnenes Museum.”