Muslimer, der er født i Danmark eller kommet hertil som børn, ønsker i højere grad religiøse særhensyn end muslimer, der er kommet til Danmark, efter de fyldte 12 år. Det viser nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, der er en del af “Medborgerskabsundersøgelsen 2021“.
Det gælder i forhold til, om offentligt ansatte skal have lov at bede i arbejdstiden, om arbejdsløse må afvise et jobtilbud ud fra deres religiøse overbevisning og om offentlige institutioner skal acceptere religiøse spiseregler. Sidstnævnte mener eksempelvis 79 procent af de muslimske kvinder og 69 procent af mændene, der er opvokset i Danmark. For muslimer, der er kommet til landet senere, er tallene henholdsvis 57 og 59 procent.
Christian Marcussen, der er medlem af Rådet for etniske minoriteter og debattør på integrationsområdet, kalder det naturligt, at jo længere tid man har været i Danmark, jo større krav stiller man.
“Det ærgerlige er, at det udmønter sig i religiøse ønsker, som vi ikke har tradition for i et meget sekulariseret land som Danmark. Man kunne håbe, at muslimernes ønsker i højere grad var i overensstemmelse med, hvad den øvrige danske befolkning ønsker, og at der var sket en højere grad af assimilering,” siger han.
Selvom undersøgelsen kun har spurgt til bøn i arbejdstiden, religiøse spiseregler og muligheden for at afvise et job med religion som begrundelse, fortæller tallene en større historie om gruppen af muslimer, der har en tæt tilknytning til Danmark. De tre nedslagspunkter i undersøgelsen er nemlig en del af en større kulturel pakke, mener Christian Marcussen.
“De fortæller noget om den islamiske identitet, og den er jo bredere end de tre spørgsmål. Det er en fin stikprøve, der viser, hvad der rører sig i forhold til deres ideologiske og kulturelle holdninger,” siger Christian Marcussen, der også hæfter sig ved gruppens lave svarprocent i undersøgelsen:
“Man kan frygte, at tallene faktisk er værre, end det vi ser. Der er en tendens til, at hvis du skal svare på ting, der er kontroversielle, så er der et større frafald.”
Brian Arly Jacobsen, religionssociolog og lektor på Københavns Universitet, ser tallene som udtryk for, at muslimer, der er vokset op i Danmark, er blevet bevidste om mulighederne for at praktisere deres religion. Mens mange danskere vil betragte det som et religiøst særhensyn, kan det fra et muslimsk perspektiv blive set som en del af deres religionsfrihed.
“Hvis man skal prøve at fortolke det i en mere positiv retning, kan man se dem som en gruppe, der er blevet så integreret, at de faktisk kender til de forskellige muligheder, der er som borger for at få gjort sin indflydelse gældende – også når det gælder religion,” siger Brian Arly Jacobsen.
Gruppen af muslimer, der er vokset op i Danmark, praktiserer faktisk i mindre grad deres religion i hverdagen end øvrige muslimer, selvom de i højere grad ønsker religiøse særhensyn. Det kan virke paradoksalt, men vidner om, at ønsket om særhensyn handler om mere end religion, mener Brian Arly Jacobsen.
“De oplever et pres udefra, der identificerer dem som muslimer, og en socialisering indefra, for eksempel via familien, der bekender sig til islam. Det er med til at skabe en muslimsk identitet, som er væsentlig at forfægte for den her gruppe.”
At muslimer, der er kommet til Danmark som teenagere eller voksne, i mindre grad ønsker religiøse særhensyn kan ifølge Brian Arly Jacobsen skyldes flere ting. Én ting er, at man som nyindvandret er optaget af andre spørgsmål end at praktisere sin religion i fuld offentlighed. En anden ting er, at flere af dem er flygtet fra religiøs forfølgelse eller undertrykkelse, hvilket eksempelvis gør sig gældende for en del, der er indvandret fra Iran.
“Så vil man være ret bevidst om, at religion kan udgøre en eller anden form for noget konfliktfyldt i det offentlige samfund, og derfor skal man helst holde det privat eller helt afholde sig fra det,” siger Brian Arly Jacobsen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye, men Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund er “ikke voldsomt overrasket” over undersøgelsens resultater.
“Der er desværre nogle gange en tendens til, at når man kommer langt væk fra de lande, som familien har sine rødder i, får man et mere romantisk og nostalgisk syn på skik og brug,” siger Rasmus Stoklund, der synes, at tallene er triste:
“Jeg ville jo håbe, at unge mennesker, der er født og opvokset i Danmark og nyder godt af demokrati, frihed og muligheder, omfavnede det og havde et lidt mere progressivt syn: At religion er en privatsag, som man skal få til at fungere i samspil med demokratiet og det øvrige samfund, uden at det øvrige samfund skal slå knuder på sig selv.”