Muslimers sidste hvilested er renset for heltedyrkelse

Generelt er der ikke tradition for dyrkelse af grave i islam og slet ikke blandt radikaliserede muslimer med forbindelse til salafismen

Den muslimske gravplads i Brøndby, hvor gerningsmanden bag attentaterne i København begraves i dag.
Den muslimske gravplads i Brøndby, hvor gerningsmanden bag attentaterne i København begraves i dag. Foto: Bax Lindhardt.

Den kendte imam Abu Laban er begravet i grav nummer 39 på Danmarks eneste muslimske begravelsesplads i Brøndby. Det nærmest anonyme gravsted består en af enkel gravsten omkranset af grå perlesten og ligner gravpladsens øvrige 600 grave. Ifølge retningslinjerne må man ikke udstyre gravene med blomster og andre personlige udsmykninger, for i døden er alle lige for Gud. Omvendt er en stor del af de mere dansk-inspirerede muslimske gravsteder på Vestre Kirkegård i København udsmykket med engle, lanterner og personlige billeder. En ung muslimsk mand fra bandemiljøet er, som traditionen foreskriver i rockerkredse, begravet under en prangende sten med en tilhørende granitplade udsmykket med blomster og lys.

Den 22-årige formodede gerningsmand fra weekendens terrorangreb i København, Omar el-Hussein, skal begraves på den muslimske begravelsesplads i Brøndby. Begravelsespladsens bestyrelse holder streng justits med, at gravene har et ensartet nærmest anonymt udtryk. Samtidig rummer islam ikke nogen stærk tradition for heltedyrkelse af gravsteder. Derfor er det usandsynligt, at Omar el-Husseins grav bliver et valfartssted for radikaliserede muslimer.

Sådan lyder vurderingen fra Helle Lykke Nielsen, der er docent ved Gøteborg Universitet og har undersøgt muslimske grave i Danmark og Sverige.

”Generelt dyrker sunnimuslimer ikke gravene, mens shia-muslimer har større tradition for at besøge gravsteder. Gravpladsen i Brøndby er kendetegnet ved, at der er stramme retningslinjer for, hvordan gravstederne skal se ud. Abu Labans grav er så anonym, som man næsten kan forestille sig. Og den grav har dannet skole. Omvendt er der også et eksempel på en muslim fra bandemiljøet med et stort gravsted på Vestre Kirkegård i København, som lægger op til, at andre kan dyrke det. Det er dog ikke rigtigt lykkedes,” fortæller Helle Lykke Nielsen.

Hun vurderer, at Omar el-Hussein har haft forbindelse til salafister. Salafismen er en bogstavtro udlægning af Koranen, der er næsten renset for ritualer. Derfor er det naturligt, at hans gravsted bliver meget enkelt.

”Jeg kender ikke eksempler på, at islamisters grave er blevet genstand for heltedyrkelse. Jeg tror snarere, risikoen er, at Omar el-Husseins grav kan invitere til vandalisme fra personer, der tager afstand fra hans handling,” siger Helle Lykke Nielsen.

Helle Lykke Nielsen understreger samtidig, at der på landets kirkegårde findes muslimske afdelinger, hvor tendensen er, at gravene i disse år får større betydning for de efterladte. Herboende pakistanere, tyrkere og også marokkanere har tradition for at blive begravet i hjemlandet, blandt andet fordi de har gunstige forsikringer, der betaler transportomkostningerne.

”Men andelen af muslimer, der begraves i Danmark, vokser og menes efterhånden at udgøre 40 procent. Flere og flere muslimer bliver begravet på fremmed jord, og min vurdering er, at gravens betydning i nogle tilfælde optones, fordi de på den måde ønsker at vise deres identitet,” siger Helle Lykke Nielsen.

Helle Lykke Nielsen peger til gengæld på, at selve begravelsen af Omar el-Hussein kan blive et tilløbsstykke og en manifestation for de muslimer, der sympatiserer med hans handlinger. Omvendt vil de af hans bekendte, der tager afstand fra hans handlinger, formentlig holde sig væk.

”I islam er der en forståelse af, at menneskers gode handlinger går ind på bankbogen og giver bonus ved dommedag. En af de gode handlinger er at deltage i begravelser for mænd og helst også røre ved kisten. På den måde hjælper man desuden den afdøde ved at stå mere ren foran Allah ved dommedag. Jeg har selv været forbavset over at se, at ret anonyme muslimers begravelse kan tiltrække flere hundrede,” siger Helle Lykke Nielsen.