Hvad er din holdning til religiøse særhensyn?
Min grundlæggende tilgang til debatten er, at så længe du ikke beder om noget, der går udover andre, så kan jeg ikke se et problem. Derfor kan jeg ikke se noget problem med hverken ønsket om religiøse spiseregler eller ønsket om at bede i arbejdstiden. Til gengæld er det min overbevisning, at man som udgangspunkt ikke skal kunne afvise et job med henvisning til ens religion, da det er samfundet, som betaler for konsekvenserne af den beslutning.
Hvad nu hvis en muslimsk kvinde afviser et job, fordi hun ikke må have tørklæde på?
Der er selvfølgelig grænsetilfælde, hvor jeg synes, at man skal kunne afvise et jobtilbud, uanset hvilken religion man har. Der kan være tilfælde, hvor man tilbydes et job, som ville betyde, at man skulle gøre noget, der er i direkte modstrid med ens moralske kompas eller kernen af ens religion. Vestre Landsret har for eksempel tidligere slået fast, at det ikke er tilladt for et uddannelsescenter at kræve, at en muslimsk ernæringselev skal spise svinekød som en del af uddannelsen. Men det skal for eksempel ikke være tilladt at afvise at arbejde et sted, fordi der arbejder personer af det modsatte køn – hvilket i øvrigt også ville være dybt diskriminerende.
Hvordan er dine egne erfaringer med at ønske religiøse hensyn?
Jeg har været på arbejdsmarkedet, siden jeg startede i den lokale Rema 1000 som 15-årig og har siden arbejdet i både det offentlige og det private, og jeg har aldrig oplevet et problem. Jeg har altid kunnet bede i arbejdstiden, for jeg har aldrig krævet, at jeg skulle have et særligt lokale eller lignende. Jeg har bare bedt om, at jeg tager fem minutter ud af min pause og går hen i hjørnet og beder – ligesom rygere, der går ned på gaden. Det har jeg aldrig fået et nej til.
Heller ikke hvad angår mad, har der været problemer. Jeg har altid kunnet vælge og fravælge, hvad jeg kunne spise. Mange af de ting, der er centrale i vores religion, er helt uproblematiske at praktisere i det daglige, selvom vi både har en højrefløj og radikale islamister, som begge prædiker, at det er umuligt. Nogle gange har jeg også bedt om at gå, når jeg skulle til fredagsbøn. Så har jeg bare lagt mine timer anderledes, så jeg har arbejdet mere en anden dag. Det samme gælder Eid (muslimsk højtid, red.), hvor jeg har taget en fridag eller en omsorgsdag.
Et flertal af danskerne mener ikke, at religiøse særhensyn skal accepteres i det offentlige. Bør religiøse særhensyn accepteres, selvom det er en mindretalsholdning?
Det bør man overlade til den enkelte arbejdsplads. Det private arbejdsmarked er et fremragende eksempel på, at de ting, man forsøger at problematisere, aldrig er et problem i virkeligheden. Jeg har venner, der arbejder i store virksomheder som Danfoss, Vestas, Novo Nordisk og Lego, og det har aldrig været et problem for dem at bede deres bønner eller spise det, de ønsker, eller tage fri, når de vil tage fri. I det private har man en fleksibilitet, frihed og forståelse for, at hvis man vil have tilfredse medarbejdere, må man give sig i begge ender. Sagt lidt lige ud: Så er jeg sådan set ligeglad med, hvad flertallet af danskerne mener i denne sammenhæng, hvis arbejdstager og arbejdsgiver kan finde ud af det med hinanden.