Asmar virker selvbevidst og meget lidt undertrykt, når hun bevæger sig gennem bazaren i Odense iført sorte joggingsko, en lilla muslimsk kjole, et sort stykke stof foran ansigtet og en mobiltelefon i hånden.
En app på telefonen fortæller hende, når det er tid til at bede en af de fem daglige bønner. Gennem en sprække ses de grå øjne. Hendes niqab får et par af gæsterne i bazarens caféer til at kigge en ekstra gang. Andre ænser hende ikke. Det tildækkede ansigt vækker opsigt på samme måde, som det vækker opmærksomhed at have voldsomme piercinger eller tatoveringer.
Asmar, der er i midten af 30’erne og konverteret til den muslimske tro, har indvilget i at fortælle, hvorfor hun har valgt at iføre sig den muslimske klædedragt.
De få niqabklædte kvinder i Danmark får i disse uger stor medieopmærksomhed. Asmar har de seneste uger fået flere henvendelser fra journalister. Som andre niqabklædte kvinder, der har stillet sig op i medierne, har hun betinget sig anonymitet. Hun vil ikke fortælle om sin opvækst, baggrund og præcise alder. Begrundelsen er, at hun og hendes familie ikke skal kunne genkendes, fordi hun jævnligt modtager trusler.
Asmar ler meget, mens hun taler. Tildækningen af ansigtet er ifølge hende først og fremmest en handling, der bringer hende tættere på Gud, som hun udtrykker det. Et politisk flertal på Christiansborg vil forbyde maskering og dermed også burka og niqab blandt andet med den begrundelse, at de to muslimske klædedragter er symboler på undertrykkelse.
”Jeg er overhovedet ikke undertrykt. Det er et valg, jeg har truffet af religiøse årsager. Min mand respekterer mit valg, men er også bekymret for konsekvenserne og min sikkerhed. Jeg og flere af de niqabklædte kvinder, jeg kender, ved da godt, at vi ikke bare kan gå ned i en børnehave og få et job. Det er en konsekvens, jeg er helt bevidst om og lever efter. Politikerne taler om, at niqab fastholder kvinder på overførselsindkomst, men hvor har de den påstand fra? De niqabklædte kvinder, jeg kender, er for størstedelens vedkommende konvertitter. De fleste studerer eller arbejder som selvstændige,” siger Asmar, der er indehaver af en web-shop.
En rapport bestilt af den daværende regering i 2009 anslog, at 200 kvinder på det tidspunkt bar niqab, mens under fem bar burka. Asmar mener på baggrund af sine kontakter med niqab-klædte kvinder, at det tal er overdrevet. Hun forklarer, at mange af de niqab-klædte kvinder kender hinanden og skønner på den baggrund, at omkring 50 kvinder i Danmark bærer niqab. Hun har aldrig hørt om burkaklædte kvinder i Danmark.
Asmar er vokset op i en almindelig dansk kernefamilie. Mere vil hun ikke fortælle om sin baggrund. Religion har altid spillet en rolle i hendes liv, og i teenageårene stiftede hun bekendtskab med islam, men hun konverterede først mange år efter. Hun betegner konverteringen som en længere proces, og først for et par år siden besluttede hun sig til at bære niqab. I begyndelsen dækkede hun kun sit ansigt engang imellem, men de seneste år har hun konsekvent båret den muslimske klædedragt, når hun forlader sit hjem. Hun har modtaget mange trusler på Facebook, som er blevet overdraget til politiet, og hun har oplevet at blive spyttet efter i et butikscenter. Til gengæld er hendes klædedragt accepteret af hendes familie og naboer, fortæller hun.
”Jeg har undersøgt forskellige religioner, og for mig var islam den religion, der gav mening. Det er mit valg, men jeg respekterer, hvis andre vælger en anden religion,” siger Asmar.
Hun fortæller, at hun følger Shaafi-skolen i islam, der er udbredt i blandt andet Østafrika. Hun følger ikke en bestemt imam i Danmark, går sjældent i moské, men har truffet beslutningen om at dække ansigtet til efter egne studier af Koranen og samtaler med andre muslimer.
”I min tolkning af islam er det ikke obligatorisk at bære niqab. Det er en frivillig handling. I islam får man belønninger for sin tilbedelse af Allah. Der er nogle leveregler, som er obligatoriske som for eksempel de fem daglige bønner. For mig er det jordiske liv en gennemgangsstation. Det er ikke det jordiske liv, vi higer efter, men derimod paradiset. For at nå paradiset bliver vi nødt til at yde ofre her på jorden, og jeg yder noget for Allah ved at dække mit ansigt til. Tildækningen af ansigtet giver mig en konstant påmindelse om, hvad jeg stiler efter. Der er også muslimer, der vælger frivillig faste for at få en belønning. Jeg har valgt en anden vej, nemlig at sætte et stykke stof foran mit ansigt. Det er et valg, der bringer mig tættere på Gud,” siger Asmar, der understreger, at hun rider og dyrker anden sport iført sin niqab.
Hun forklarer, at hun ikke lægger noget politisk budskab i det tildækkede ansigt, og at hun i det hele taget tager afstand fra yderligtgående islamistiske grupper. Hun fortæller også, at hun i sin hverdag lever et aktivt liv med mange ikke-muslimske venner og en vennekreds, der også tæller homoseksuelle.
På spørgsmålet, om ikke det er helt afgørende at kunne se, hvem man taler med, svarer Asmar:
”Det mener jeg ikke. Hvis folk finder det afgørende, kan de bare lade være med at tale med mig.”
Flere uddannelsessteder har forbudt niqab blandt de studerende med den begrundelse, at det hæmmer kommunikationen i klasserne, når man ikke kan se de studerendes ansigt. Er det ikke et rimeligt krav?
”Nej, det mener jeg ikke. Skolerne ekskluderer en gruppe kvinder og afskærer dem fra at tage en uddannelse. Der er kvinder, der vælger at indgå et kompromis og tage niqab af i skoletiden. Men jeg ville ikke selv vælge den løsning,” siger Asmar.
Hun mener, at det er grundlæggende forkert at lovgive om, hvordan kvinder skal gå klædt.
”Så skulle man også forbyde lårkorte kjoler, fordi der er kvinder i Thailand, som bærer lårkort og sælger sex. Jeg kan ikke forstå, at kvinder i Danmark skal have forbud mod at dække ansigtet til, fordi undertrykte kvinder i Afghanistan tvinges til at bære burka. Man kan ikke fjerne tvang med tvang,” siger Asmar.
Hun savner også dokumentation for, at en lovgivning rettet mod burka og niqab vil styrke integrationen.
”Tværtimod tror jeg, at jo mere, de lovgiver, jo flere kvinder vil vælge at gå med niqab. Det er da helt fair, at man fratager niqabklædte kvinder offentlig forsørgelse, hvis ikke de står til rådighed for arbejdsmarkedet. Men det må være vores frie valg, hvordan vi går klædt. Jeg har flere veninder blandt etnisk danske kvinder. De har lovet mig at tage niqab på den dag, loven om et forbud mod maskering træder i kraft,” fortæller Asmar.
Selv agter Asmar at fortsætte med at dække ansigtet til, også selvom hun på et tidspunkt kan risikere at få en bøde:
”Jeg vil absolut intet gøre andet end at fortsætte med at bruge niqab i det offentlige rum. Staten skal ikke undertrykke mig. Politiet har ikke tid til at gå rundt og hive tøjet af os. De burde have travlt med andre mere alvorlige ting som at løse bandekonflikter og skyderier. Hvis politiet hiver min niqab af mig, så tager jeg en ny på. Det er en religiøs klædedragt, og den generer ikke nogen.”
Men hvordan har du det med, at niqab symboliserer grov kvindeundertrykkelse i Saudi-Arabien?
”Jeg er ikke bekendt med forholdene i Saudi-Arabien. Niqab skal ikke påtvinges kvinder. Det skal være frivilligt at bære den. De niqabklædte, jeg kender i Danmark, lever aktive liv, og de bliver ikke tvunget til at dække ansigtet til af deres mænd. Flertallet af de niqabklædte kvinder, jeg kender, er i øvrigt slet ikke gift, men bor alene.”
Asmar er et opdigtet navn. Kvindens virkelige navn er redaktionen bekendt.