Sikkerheden i Egypten er væk. Det samme gælder store dele af det sociale netværk, som islamiske velgørenhedsorganisationer har brugt til at støtte den fattige del af befolkningen. Tre år efter revolutionen styrer Egypten mod en stadig mere anspændt situation. Sikkerhedsmæssigt og økonomisk.
Spændingerne mellem den militært anførte ledelse og Det Muslimske Broderskab, der har præget Egypten siden militærets afsættelse af broderskabets præsident Mohamed Mursi i juli 2013, blev i weekenden endnu tydeligere i form af en række bombeangreb i hovedstaden Kairo. Militæret beskylder Det Muslimske Broderskab for at stå bag. Det beskylder til gengæld militæret for at stå bag for at kunne retfærdiggøre den igangsatte offensiv mod broderskabet. Men resultatet er det samme: Tre år efter revolutionen står det klart, at landet befinder sig i en dyb og meget polariseret krise, der ikke kun rammer tilfældige civile, men også store dele af Egyptens 35 millioner fattige.
Beslutningen fra slutningen af december 2013 om at betegne broderskabet som en terrororganisation, efterfulgt af indefrysningen af midlerne fra mere end 1000 muslimske velgørenhedsorganisationer, mærkes ikke kun i form af massearrestationer. Det netværk af hospitaler, skoler, børnehaver, lægeklinikker og suppekøkkener, der i årevis har været sikkerhedsnettet under landets fattige, befinder sig også i akut krise.
Ayman Mustafa, som er læge på et af de hospitaler, Det Muslimske Broderskab driver for donorpenge, bekræfter, at situationen er kritisk.
Administrationen har indefrosset vores midler. Vi kan ikke operere eller hjælpe befolkningen uden kontanter eller pengeoverførsler, siger han.
Grundet mangelfuld administration har Egyptens fattige i årtier været afhængige af det brede netværk af velgørenhedsorganisationer. Mange husker, hvordan det var de muslimske velgørenhedsorganisationer, der var de mest effektive efter jordskælvet i 1990erne. Disse organisationer er vant til at træde ind, hvor myndighederne svigter.
Sara Lei Sparre, Roskilde Universitet, forsker i religion og medborgerskab i Mellemøsten, har blandt andet skrevet ph.d.-afhandling om velgørenhedsorganisationer i Egypten. I den nævner hun blandt andet, at i 2010 gav egypterne næsten fem milliarder kroner til forskellige velgørenhedsorganisationer. Hertil kommer, hvad de forskellige organisationer måtte modtage udefra.
Ifølge Sara Lei Sparre er det største problem med den seneste indefrysning af midler til velgørenhedsorganisationerne, at op mod 25 millioner af Egyptens anslået 35 millioner fattige er afhængige af den hjælp, organisationerne yder.
Indefrysningen af organisationernes midler kan ende med at få store konsekvenser, siger hun til Kristeligt Dagblad.
Især fordi det endnu ikke står klart, hvor langt myndighederne har tænkt sig at gå i kampen mod de muslimske velgørenhedsorganisationer.
I øjeblikket er der ingen tegn på, at myndighederne har en såkaldt plan B. Der har ikke været udtalelser om alternativer. Og alle ved, at staten i forvejen har meget få penge at gøre godt med, siger Sara Lei Sparre.