Prøv avisen

Muslimske kvinder trætte af medlidenhed

-

Medlidenhed er lige så uvelkommen som kritik, viser norsk undersøgelse om muslimske kvinders brug af tørklæder

Det kan være irriterende at blive kritiseret for sin brug af det muslimske tørklæde. Men det kan være lige så belastende at blive mødt med medlidenhed og vi forstår dig-kommentarer.

Det er en af pointerne i en norsk undersøgelse om unge muslimske pigers brug af hijab, det muslimske tørklæde.

Gennem dybdegående interview med 10 unge muslimske piger oplevede antropolog Kristin Engh Førde nemlig, at de unge kvinder følte sig stemplet på grund af tørklædet, både fra kritikere og sympatisører.

Kvinderne oplever, at de på grund af tørklædet betragtes som underkuede, uanset hvad de selv siger og gør. Og den holdning møder de også hos folk, der giver udtryk for en jeg er på din side-holdning. Indirekte oplever pigerne den slags støtte som en opfattelse af, at de ikke har valgt selv, siger Kristin Engh Førde.

Netop fordi de så ofte mødes med en opfattelse af at være undertrykt, gjorde alle pigerne i undersøgelsen flere gange opmærksom på, at de frivilligt havde valgt at gå med tørklæde. Flere understregede dog samtidig, at forældrene og omgivelserne havde bestemte forventninger til dem, men det kan ikke betragtes som direkte tvang, mener Kristin Engh Førde.

Hvad er frivilligt i vores eget liv? Vi er alle præget af vores kultur, miljø og omgivelsernes syn på os. Og det er den forståelse, pigerne efterlyser. For os kan det virke, som om at de er underlagt forældrenes holdninger, men for dem er det vigtigt at vise respekt for forældrene. Og så længe folk ikke sætter sig ind i nuancerne, er pigerne trætte af at blive mødt med medlidenhed, siger Kristin Engh Førde.

Samme vurdering møder man hos antropolog Marianne Nøhr Larsen, som er leder af Center for Integration og blandt andet har arbejdet med arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber blandt etniske minoriteter.

For en meget stor del af de muslimske piger er brugen af tørklædet ikke så sort-hvid, som omverdenen ofte fremstiller det. Faktisk oplever jeg en tendens til, at man i stigende grad skifter mellem at bruge tørklæde og lægge det fra sig, siger Marianne Nøhr Larsen.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk