Mussolinis statistiker leverer krudtet til dansk debat om ulighed

Den danske debat om ulighed trækker tråde tilbage til et af de sorteste kapitler i Italiens historie. Manden bag den økonomiske ulighedsberegner Gini-koefficienten var nemlig ikke bare en usædvanlig statistisk begavelse i 1900-tallets Italien, men også højt på strå i Mussolinis fascistiske stat

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul

Simon Emil Ammitzbøll (LA) lød først træt og hæs. Så hævede han stemmen, byggede sit argument op og gestikulerede med sine arme, som var han en forælder, der satte børnene på plads.

”Så stop jer selv!” lød det fra økonomi- og indenrigsministeren til forsamlingen af politiske journalister, der i sidste måned var mødt op til præsentationen af regeringens skatteudspil. Simon Emil Ammitzbøll var netop blevet spurgt af en journalist, hvorvidt udspillet var den mest ulighedsskabende reform, der var lavet de sidste mange år.

”Stop jer selv!” gentog ministeren og kaldte reformens betydning for uligheden for ”nogle fuldstændig marginale betragtninger”.

Ikke desto mindre har skatteudspillet medført, hvad politisk kommentator Erik Meier Carlsen i tirsdagens Kristeligt Dagblad kaldte ”et voldsomt fokus på ulighed”, tydeligst illustreret med oppositionens hånlige omtale af udspillet som en ”Lamborghini-reform”. Og marginalerne, som Simon Emil Ammitzbøll henviste til, var givet de 0,46 procentpoint, som skatteudspillet ifølge regeringens egne beregninger ville øge Gini-koefficienten med.

Artiklen fortsætter under annoncen

Smag på det: Gini-koefficient.

Et knastørt udtryk, som primært vækker genklang blandt økonomer, statistikere og – skal man tro Simon Emil Ammitzbøll - lettere pernitne journalister. Ikke desto mindre er koefficienten den mest anvendte tommestok til at måle indkomstfordelingen i et samfund med. Og manden bag opfindelsen, statistikeren Corrado Gini (1884-1965), er i sig selv en farverig historie fra begyndelsen af det forrige århundrede og datidens fascistiske Italien.

Så lad os hoppe på en flyvemaskine i tid og sted og rulle landingsstellet ud på den italienske middelhavsø Sardinien i begyndelsen af det 20. århundrede.

I 1910 ansatte universitetet i hovedbyen Cagliari en ung statistiker, der endnu kun var i sine midt-20’ere, men allerede havde studeret jura, matematik, økonomi og biologi på verdens i dag ældste, fungerende universitet i Bologna. Med eksponentiel hast blev han Cagliari-universitetets statistikchef, og inden for få år skulle Corrado Gini rejse videre til universitetet i Padova, før han ville krone karrieren i Rom og på mange måder blive en stor mand i det fascistiske Italien.

Et karriereforløb, der ifølge italiensforsker Gert Sørensen, ”ligner mange andre akademikeres fra den periode, hvor man jo var villig til at give køb på mange ting for at sikre sig de bedste vilkår for den videnskabelige interesse, man nu havde”.

”De begynder ude i provinsen, og hvis de er særligt dygtige eller tilpasningsdygtige i forhold til politiske interesser og den slags ting, havner de på et eller andet tidspunkt i Rom,” siger Gert Sørensen, der er ekstern lektor på institut for engelsk, germansk og romansk ved Københavns Universitet.

Det var dog allerede inden Mussolinis magtovertagelse i 1922, at Corrado Gini præsenterede sin verdensberømte målestok for graden af ulighed i en indkomstfordeling: Gini-koefficienten, der af nogle dateres til året 1912, af andre til 1921.

Corrado Gini udviste allerede tidligt i sin karriere stor interesse for demografiske spørgsmål. Som studerende undersøgte han kønsfordelingen blandt nyfødte, og som forsker diskuterede han de nødvendige betingelser for befolkningsvækst. Det var emner, der også interesserede fascistlederen Benito Mussolini, der i oktober 1922 marcherede sig til magten over støvlelandet. For en politisk leder, der ifølge Gert Sørensen ønskede at øge fødselsraten og Italiens styrke i konkurrencen med andre nationer, kunne Corrado Gini levere ”nogle demografiske perspektiver”.

Og det var Mussolini personligt, der ifølge flere biografier udpegede Corrado Gini til direktør for Italiens svar på Danmarks Statistik i 1926.

”Og det er han så fra 1926 og et stykke ind i 1930’erne, hvor der er noget, der tyder på, at han kommer lidt i karambolage med regimet og synes, at regimet blander sig lidt for meget i hans aktiviteter,” fortæller Gert Sørensen.

”Men det rører ikke ved, at han faktisk bliver en ret afgørende og central teknokrat i og under regimet. Og det har noget at gøre med hans interesse for statistik, herunder hans interesse for demografiske spørgsmål om befolkningsudvikling og den slags. Det er former for viden, som regimet finder afgørende at få andel i. Og det er han jo så leveringsdygtig i,” tilføjer Gert Sørensen.

Men Corrado Gini var mere end en støvet teknokrat. Allerede året efter sin udnævnelse til statistikdirektør leverede han i 1927 et forsvar for fascismen i et amerikansk tidsskrift. Ja, Corrado Gini kaldte endda sin artikel for ”Det videnskabelige grundlag for fascismen”.

”Den giver en ideologisk baggrund, som også forklarer, hvorfor han er med på at stille sin viden som teknokrat til rådighed for regimet,” siger Gert Sørensen:

”Han udvikler det, vi i Danmark kender som en organismetænkning. Han opfatter samfundet som et legeme, hvor det afgørende er, hvad der skal til for, at det samfundslegeme opretholdes og bevares. Han skriver, at der kan være situationer, hvor man må give afkald på det liberale demokrati og udvikle et nationalistisk diktatur, hvor et mindretal sidder på magten og strammer op. Staten får en prioritet frem for individets rettigheder og den slags ting, som vi forbinder med demokrati. Han går ind og bakker på den måde op om regimet og det mindretal omkring Mussolini, der overtager og styrer samfundslegemet for at sikre sammenhængskraften,” tilføjer Gert Sørensen.

Corrado Gini kalder ifølge Gert Sørensen Mussolinis vej til magten for helt legitim, eftersom Il duce blev udpeget af den italienske kong Viktor Emmanuel den Tredje. Corrado Gini fortier dermed den forudgående vold fra de fascistiske ”sortskjorter”.

”Det er baggrunden for, at han ikke har nogen problemer med at stille sin viden til rådighed og virkelig gøre karriere under regimet,” siger Gert Sørensen.

Selvom regimet måske blander sig i Ginis forskning, fortsætter han i toppen af italiensk samfundsliv og bliver i 1934 præsident for det italienske selskab for genetik og eugenik (racehygiejne, red.). Snart udbryder verdenskrigen, og det ender som bekendt med et nederlag til Mussolini. Mens den fascistiske fører ender sine dage i 1945, slipper Corrado Gini relativt nådigt fra nederlaget og skal efterfølgende have stået i spidsen for den såkaldte ”Movimento Unionista Italiano”, der ønskede Italien optaget som en amerikansk delstat.

”Det er jo en ganske kortvarig affære,” siger Gert Sørensen: ”Man har en folkeafstemning i 1946, hvor man skal sammensætte en grundlovsgivende forsamling, og der bliver partiet ikke valgt ind.”

Til gengæld bliver Corrado Ginis statistiske evner hædret flere gange i efterkrigstiden. Fascismen var yt, men ikke Corrado Ginis begavelse. I bogen ”Total Science: Statistics in Liberal and Fascist Italy” fra 2009 advarer den canadiske professor Jean-Guy Prévost da også imod at sætte lighedstegn mellem begrebet ”italiensk statistik” fra mellemkrigstiden og den såkaldte ”ariske forskning” i samtidens Nazityskland.

I kraft af sin komplekse historie sammenligner Gert Sørensen Corrado Gini med den tyske filosof Martin Heidegger, hvis forhold til nazismen stadig debatteres, og med tyskeren Carl Schmitt, ”som jo ganske vist blev lagt på is, men stadig anerkendes som en stor juridisk tænker og retsfilosof”, som han siger.

Mussolini blev dræbt og hængt til åbent skue, Italien blev aldrig annekteret af USA, og italienske kvinder har i dag en af verdens laveste fødselsrater. På mange måder var Corrado Gini på den forkerte side af historien, men den målestok, han lagde navn til, lever i bedste velgående, også herhjemme.

Det kan Simon Emil Ammitzbøll skrive under på.

Øvrige kilder til denne artikel: Altinget.dk, Den Store Danske, The New Yorker, International Journal of Statistics, levnedsbeskrivelser på University of St Andrews og University of Massachusetts Amhersts hjemmesider samt Wikipedia.