På Det Kongelige Biblioteks læsesal sad en læser tilbage i 1993 med den grønlandske polarforsker Jørgen Brønlunds dagbog fra den kendte Danmarksekspedition til Nordøstgrønland.
Her havde Brønlund og de to danske polarforskere L. Mylius Erichsen og N.P. Høeg Hagen sat kursen nordover imod Peary Land i foråret 1907.
De tre skulle afdække noget af det sidste ukendte land i Grønland, og jagten på dette terra incognita – ukendt land – drev i netop disse år polarforskningen til nye højder, blandt andet med norske Roald Amundsen og engelske Robert Falcon Scotts kapløb til Sydpolen i 1910-1911.
Dansk-grønlandske Knud Rasmussen deltog og ledede også ekspeditioner i disse år. Brønlund var barndomsven med Knud Rasmussen og kom sammen med ham på Mylius-Erichsens Litterære Grønlandsekspedition i 1902-1904 og i 1906 med på Danmarksekspeditionen, hvorfra hans dagbog er bevaret. De fleste optegnelser skrev han på grønlandsk, men den allersidste optegnelse er på dansk og lyder:
”Omkom 79 Fjorden efter Forsøg på Hjemrejse over Indlandsisen i November Måned jeg kommer hertil i aftagende Måneskin og kunne ikke videre af Forfrosninger i Fødderne og af Mørket. Andres Lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omkring 2 ½ Mil). Hagen døde 15.11 og Mylius omtrent 10 Dage efter.”
På siden under optegnelsen var der en plet af noget sort substans. Den unavngivne læser på Det Kongelige Bibliotek lod sin nysgerrighed løbe af med sig og lirkede pletten ud af dagbogen med en lommekniv; aldeles ureglementeret og ulovligt, men i videnskabens navn. For han førte pletten sporenstregs til Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling.
Her modtog en flok forbløffede forskere den famøse plet, deriblandt nuværende professor ved Institut for Fysik, Farmaci og Kemi på SDU, Kaare Lund Rasmussen.
Museets arkæobotanikere, makrofossileksperter, vedspecialister og pollenanalytikere undersøgte pletten, men uden resultat. Kulstof 14- og isotopanalyser blev også overvejet, og sågar politiet blev involveret for at afgøre, om der var tale om blod. Ingen svar, og pletten røg i arkiv og kom siden med Kaare Lund Rasmussen til Syddansk Universitet.
For to år siden besluttede han at tage et nyt livtag med plettens mørke substans med nutidens avancerede analysemetoder. Det gav helt ny viden, og resultaterne deraf er netop publiceret i tidsskriftet ”Archaeometry”:
”Pletten sad jo på siden med Brønlunds sidste notat og må stamme fra hans allersidste tid i live. Så der lå på en eller anden måde noget vigtig viden gemt der, som det ville være spændende at afdække. Danmarksekspedition rummer stadig mange uløste spørgsmål, og måske kunne vi finde bare et klart svar her”, forklarer Kaare Lund Rasmussen.
Så Kaare Lund og hans team kørte det tunge artilleri i stilling og underkastede mikrosmå prøver af den 3 x 3 millimeter store plet en lang række analysemetoder – i fagsprog kaldet induktivt koblet plasma masse-spektrometri, mikro-røntgenanalyse, pyrolyse-gas-kromatografi og Raman spektrografi for at nævne nogle.
”Resultaterne af analyserne påviste flere uorganiske grundstoffer, men de gav bare ingen mening overhovedet. Når vi laver analyser af arkæologisk eller historisk materiale, plejer vi jo nogenlunde at have en idé om, hvad vi leder efter og kan forvente at finde. Men den her plet blev bare mere og mere mystisk, og specielt det organiske indhold var vanskeligt at bestemme”, fortsætter Kaare Lund Rasmussen.
I et sidste desperat forsøg sendte Kaare Lund en lille prøve ned til en god kollega i Pisa, og snart efter kom det forløsende svar fra Italien: ”brændt gummi”.
Så faldt brikkerne på plads, for Kaare Lund og hans team havde påvist forskellige stoffer, der i starten af 1900-tallet blev tilsat ved fremstilling af gummi til for eksempel gummipakninger og dæk.
Pletten består altså primært af brændt gummi med spor af petroleum, vegetabilsk olie, dyrefedt og olie fra fisk eller hval. Nu skulle alle disse elementer passes ind i en arktisk ekspeditionskontekst.
Professor i arktisk arkæologi Bjarne Grønnow fra Nationalmuseet har samarbejdet med Kaare Lund Rasmussen om pletten i Brønlunds dagbog og er medforfatter på den netop publicerede artikel i tidsskriftet Archaeometry. Ved at gennemgå de bevarede lister over udstyr til Danmarksekspeditionen i kombination med egen felterfaring og de genstande, der blev fundet omkring Brønlunds lig, fik Bjarne Grønnow plettens sammensætning til at give yderligere mening:
”I mine tidlige års feltarbejde i Grønland var primussen en afgørende del af udstyret, og ved Brønlund lå der også sådan en lux-brænder. Men af kilderne fremgår det, at der manglede optændingssprit i det depot ved grotten på Lamberts Land, hvor Brønlund søgte hen. I forsøget på at tænde og forvarme sin primus har han haft fat i alt brændbart materiale omkring sig; petroleum, imprægneret tøj og stearinlys. Han brugte også 10-12 æsker tændstikker og har i sin udmattelse rystet så meget på hænderne, at en gummipakning er smeltet. Desperationen og håbløsheden hos den stærkt forkomne Brønlund står lyslevende for én”, konstaterer Bjarne Grønnow.
Analyserne giver et bevægende indblik i en polarfarers sidste strabadserende timer, og Brønlunds lig blev fundet fire måneder senere; liggende med ryggen til grottens udgang og med et gevær ved brystet og slædetasken foran sig.
Som et lyspunkt døde Brønlund ikke forgæves, for han havde møjsommeligt puttet Høgh Hagens kortskitser og sin egen dagbog i slædetasken, som blev ført med til Danmark.
Heraf fremgik det, at Peary Land ikke var en ø, som amerikanerne mente og ville annektere. Peary Land hang sammen med fastlandet og tilhørte derved Grønland og Danmark. Så trods sin død formåede Brønlund at sikre et vigtigt stykke viden i datidens geopolitiske magtspil om Grønland.