Er det rigtigt, at alle fiskerne tog penge for at sejle flygtende jøder til Sverige?
Der var fiskere og andre skippere, som ikke modtog betaling, men de var undtagelserne fra reglen. I de første dage af oktober 1943 kostede det cirka 2000 kroner pr. person at blive fragtet over Øresund. Da flugten gik ind i den anden uge, var prisen typisk 1000 kroner, hvilket svarer til omkring 20.000 kroner i dag.
I midten af oktober var 500 kroner et almindeligt beløb og i november ”kun” 100 kroner. En del jødiske flygtninge betalte hele og halve årslønninger for hver person, der blev sejlet over.
Historikere har siden dokumenteret, at fiskerne generelt tjente langt mere på sejladserne, end deres båd var værd. Der er også et eksempel på en enkelt større kutter, der kunne have mange om bord, hvis ejer modtog omkring 100.000 i 1943-kroner.
Argumentet for betalingen var, at fiskerne løb en stor risiko ved at fragte personer illegalt til Sverige. De frygtede at miste deres fiskekutter, blive sendt i kz-lejr eller måske endda at miste livet, hvis de blev opdaget. Senere har historikere dokumenteret, at risikoen reelt ikke var så stor.
Blev nogen jøder efterladt på stranden i Danmark?
Ingen blev efterladt. Indsatsen for at redde de danske jøder gjaldt alle danske jøder. Men det gik hurtigere, hvis man havde penge.
I de første dage af oktober 1943 kom hovedsageligt velhavende jøder til Sverige. Hovedparten af jøderne kunne betale for fragten over Øresund. Der blev indgået en aftale mellem hjælpere, modstandsfolk og skippere, der gik ud på, at der var betalt for alle, enten ved at de rigeste betalte for sig selv og på andres vegne eller med hjælp fra modstandsbevægelsen.
Der findes ikke noget samlet overblik over betalinger for overfarten til Sverige. Der er flere eksempler på, at jøder blev snydt. Nogle familier betalte en formue for en transport, men blev aldrig hentet af deres kontaktperson som aftalt. Det endte katastrofalt for en familie på flugt, der blev snydt i Julebæk ved Hellebæk. Manden skar halsen over på sin hustru og deres to børn, da han troede, at det var slut for dem.
Disse enkelthistorier viser, at ikke alle jøder var klar over, at der var tale om en kollektiv redning. Enkelte følte sig overladt til sig selv, til tilfældighederne og til tilliden til fremmede mennesker.
Tippede højtstående tyskere danske politikere om, at jødeaktionen var på vej?
Den 28. september 1943 lækkede marineattaché Georg Ferdinand Duckwitz oplysningen om den forestående jødeaktion til højtstående socialdemokratiske politikere, som videregav beskeden til Det Mosaiske Troessamfund. Herfra bredte advarslen sig hurtigt, og langt de fleste jøder nåede at forlade deres hjem og gemme sig inden aktionen natten til den 2. oktober.
Meget tyder på, at den rigsbefuldmægtigede Werner Best havde en finger med i tippet om aktionen. Han havde et stort ønske om at bevare sin magt i den tyske forvaltning af Danmark, efter at samarbejdspolitikken var brudt sammen. For at vise handlekraft fik Werner Best igangsat jødeaktionen, men ønskede samtidig at bevare et godt samarbejde med danskerne. Derfor havde han en interesse i, at aktionen blev en fiasko, selvom han var en overbevist nationalsocialist og havde udpræget antisemitiske synspunkter.
Bests motiver var i hvert fald ikke at passe bedre på de danske jøder end andre europæiske jøder. Det handlede om et større strategisk spil, som også kunne være drevet af, at den tyske krigslykke i den grad var vendt på dette tidspunkt. Best ville derfor med tippet om aktionen sikre sig den bedst mulige position i et kommende retsopgør efter krigen.
Er det rigtigt, at besættelsesmagten ved flere lejligheder bevidst undlod at gribe ind i situationer, hvor de kunne have opdaget jøder på flugt?
Der var ikke en eneste transport med jøder på Øresund, ud af de cirka 600-700, der blev opdaget og standset af tyskerne.
Fra tysk side var man klar over, at tusindvis af danske jøder ville forsøge at flygte i tiden omkring aktionen. Alligevel blev tyske politisoldater på deres kasernerog blev ikke senere indsat for at hindre flugten til Sverige. Værnemagten, herunder den tyske marine, forsøgte heller ikke at forhindre flugten og prioriterede i stedet militære opgaver.
Man kender fra øjenvidneberetninger flere eksempler på, at tyske værnemagtsoldater decideret vendte det blinde øje til de flugtaktiviteter, der fandt sted. Soldaterne var ikke nødvendigvis nazister, og flere var imod jødeforfølgelserne.
Alle arrestationer af danske jøder foregik på land og i havne. 281 jøder blev fanget og deporteret til Theresienstadt under aktionen den 1. oktober. Yderligere 191 flygtninge blev arresteret under flugten i de efterfølgende uger. Dette tal ville have været meget større, såfremt tyskerne havde prioriteret at fange de flygtende jøder.
Er det rigtigt, at der stort set ikke blev løsnet et skud på Øresund i forbindelse med oversejlingen?
Der blev kun løsnet meget få skud i forbindelse med jødeforfølgelserne, og ingen på selve Øresund. En person blev dræbt af skud i oktober 1943, nemlig den unge flygtningehjælper Claus Christian Heilesen, der i øvrigt selv var halvjøde. Han blev skudt af Gestapo under et flugtforsøg i Taarbæk Havn den 9. oktober.
Flere skyderier fandt sted, eksempelvis blev en jødisk kvinde ramt af et dræbende skud på syrefabrikken i Kastrup, og på havnen i Gilleleje den 5. oktober skød tyske politifolk efter en fiskekutter med jøder ombord. Ingen blev ramt, men fiskerne flygtede, mens størstedelen af jøderne blev arresteret.
Er det sandt, at kong Christian X bar en jødestjerne for at vise sin sympati med de danske jøder?
Nej, det er en myte, som man imidlertid stadig kan møde, særligt i udlandet. Christian X havde sympati for jøderne, hvilket blandt andet gav sig til udtryk, da han selv støttede flygtningehjælperne økonomisk i oktober 1943.
I dag ved vi mere om denne vandrehistorie. Den stammer fra et svensk dagblad, der refererer til et møde, som kongen havde med den daværende statsminister Vilhelm Buhl (S) om risikoen for, at tyskerne ville gennemføre en aktion mod jøderne i Danmark. Ved den lejlighed udtalte kongen, at man måtte modsætte sig dette overgreb, og at alle i sympati skulle bære den gule davidsstjerne. Den sympatierklæring er tilsyneladende blevet til, at kongen faktisk red gennem byen med jødestjernen.
Er det rigtigt, at mange jødiske børn ikke kom med deres forældre til Sverige?
Mere end 150 jødiske børn kom ikke med over under flugten til Sverige, heraf var en stor del småbørn mellem nul og fem år. Det understreger, hvor farligt deres forældre har ment, det var at flygte. Man anså det som for risikabelt at medbringe børnene, som kunne komme til at afsløre de flygtende familier undervejs på flugten. Der cirkulerede også rygter om, at små børn blev kvalt under transporter, hvis de larmede. Dette har formentlig også været en faktor i beslutningen om at efterlade børn i Danmark i stedet for at tage dem med på en usikker rejse.
Er det rigtigt, at mange jødiske familier havde mistet deres hjem og ejendele, da de kom hjem fra Sverige i 1945?
Der er ikke et fuldt overblik over, hvad de danske jøder vendte hjem til. Et konservativt gæt er, at cirka halvdelen, der vendte hjem, mistede enten bolig, job eller formue. For nogle var deres hjem fuldstændig tømt for værdier og møbler, for andre var en lejebolig givet videre eller midlertidigt fremlejet. Der er eksempler på naboer eller andre lokale, der så muligheden for at erhverve sig ejendom eller værdier.
Nogle fik deres boliger tilbage eller fik en anden lejlighed i samme boligkompleks. Omkring 1500 af de hjemvendte mistede stort set alt og havde ikke tag over hovedet længere. De blev placeret i flygtningelejre, som for eksempel på gymnasier uden for hovedstaden. Der var også familier, der kom hjem til et stort set uberørt hjem.
Passer det, at de danske jøder fik erstatning for udgifterne til flugten og for de tab, de havde lidt som flygtninge i Sverige eller som fanger i Theresienstadt?
Det var muligt for de hjemvendte danske jøder at søge erstatning for udgifter til flugt og for ophold i kz-lejr. Vi ved forholdsvis meget om deres tab, da jøder, der var flygtet, skulle vise en eller anden form for dokumentation for betalingen for flugten. Der var efter krigen en forståelse for, at der var et akut behov for at hjælpe de tilbagevendte og kompensere for udgifter og skader forvoldt mod dem. Der blev vedtaget en lov om erstatning til besættelsestidens ofre.
Da det hurtigt viste sig, at der havde været tale om meget store betalinger, men at det var vanskeligt at dokumentere beløbene, fastsatte man en gennemsnitserstatning på 1000 kroner pr. person. Der var tale om den mest generøse erstatningslov efter krigen i Europa, som ikke kun gjaldt ofre fra kz-lejre, men også ofre, som var blevet påvirket på anden vis. Senere kom der også kompensationer fra Tysklandtil Europas jøder .
Er det rigtigt, at flugten kun var fiskeres og hjælperes fortjeneste, eller spillede ofrene en langt mere aktiv rolle, end man tidligere har troet?
Der har været en forestilling om den svage, passive jøde, der skulle reddes af den aktive og modige hjælper. Et godt eksempel er Claus Christian Heilesen, som blev skudt, mens han hjalp jøder på flugt. Der er sat en mindeplade i hans navn i Taarbæk og andre steder. Han hyldes som redningsmand, men var også selv på flugt, fordi hans mor var jøde.
Med til historien hører også, at jøder selv fik organiseret deres flugt, fik taget hånd om deres hjem og ejendele, tog kontakt til illegale miljøer, og i mange tilfælde selv fandt vej til strande og havne. Det var en forholdsvis ressourcestærk gruppe, der ikke var blevet udsat for samme forfølgelser som deres ligemænd i andre europæiske lande. De var i langt bedre stand til at flygte. De danske jøder reddede på mange måder også sig selv.