Prøv avisen

Påsken 1920: Myten om statskuppet ved påsketide

Påskekrisen udløste flere demonstrationer – her ses den socialdemokratiske leder, Thorvald Stauning (nummer to fra højre), i spidsen for Københavns Borgerrepræsentation på Amalienborg Slotsplads. – Foto: .

I påsken 1920 kom det til et stærkt modsætningsforhold mellem kong Christian X og statsminister Carl Theodor Zahle (R)

Kresjan skal væk. Vi vil ha republæk! En eneste gang har der stået en skare på Amalienborg Slotsplads og krævet kongedømmet afskaffet i Danmark. Det var i påsken 1920. Begrundelsen var, at kong Kresjan, det vil sige Christian X, havde begået statskup.

Kongen havde netop fyret regeringen efter et ophedet skænderi med statsminister C.Th. Zahle (R). Kongen ville have et folketingsvalg, det ville statsministeren ikke. Bag ved lå en uenighed om grænsedragningen i Sønderjylland. Kongen håbede sammen med andre nationale kræfter at få Flensborg indlemmet i Danmark, på trods af at der netop var konstateret et tysk flertal i byen. Man påpegede, at der endnu i 1867 havde været et dansk flertal i byen.

Den radikale regering var helt uenig. Kongen ønskede så et valg, der gerne måtte blive en folkeafstemning imod regeringens linje.

Fyringen rejste to forfatningsretlige spørgsmål: Måtte kongen fyre en regering, uden at der var konstateret et flertal imod den i Folketinget? Og skulle kongen overhovedet bestemme valgdatoer?

Det mente socialdemokraten Frederik Hedegaard Jeppesen Borgbjerg afgjort ikke. Han udnævnte straks fyringen til et statskup på forsiden af avisen Social-Demokraten. Sindene blev voldsomt ophidsede, og der fulgte livlig politisk aktivitet og trusler om generalstrejke.

Det komplicerede forløb er fremragende beskrevet i historikeren Tage Kaarsteds disputats om Påskekrisen, men krisen blev overvundet, efter at et par regeringsskift og et valg havde renset luften.

Den socialdemokratiske leder, Thorvald Stauning, var ikke til stede, da krisen begyndte, men han trådte til og kontrollerede med mesterlig politisk snilde krisen, så den ikke helt løb løbsk, men nok gav kongen en forskrækkelse. Stauning brugte aldrig udtrykket statskup, han talte om en episode. Men lige siden har mange husket det som et statskup. Holder myten?

Det korte svar er, at det gør myten ikke. Nok havde Danmark siden 1901 i det store og hele fulgt den parlamentariske praksis om, at en regering kun kan væltes af et flertal i Folketinget, ligesom det er statsministeren, der reelt afgør valgdatoer. Men i 1910 havde der også været uenighed mellem konge og Zahle om valgdatoen, uden at nogen råbte om statskup. Og i 1908 var regeringen blevet afskediget uden at have modtaget et mistillidsvotum, og uden at Borgbjerg skreg statskup. Tværtimod var han begejstret over at komme af med ministre fra Venstre. Også i flere andre tilfælde foregik der regeringsskift og handlinger fra kongens side, som vi i dag ikke kan forestille os fra en regent.

Parlamentarismen var endnu kun en skik, der ikke udtrykkeligt var indskrevet i Grundloven af 1915. Den blev heller ikke indskrevet i et forslag til grundlov i 1939, som blandt andre Stauning stod bag. Forslaget blev i øvrigt forkastet. Først ved grundlovsrevisionen i 1953 blev parlamentarismen indskrevet i Grundloven. Derefter kunne man med sikkerhed kalde det et statskup at forbryde sig imod den.

Påskekrisen ændrede ikke på Christian Xs opfattelse af sin rolle som i sidste ende ansvarlig for rigets vé og vel. Han blev så afgjort ikke demokrat af den. Han stillede også efter krisen politiske krav til regeringerne og bestemte også i nogle tilfælde, hvem der skulle være ministre. Men han blev så forskrækket, at han ikke mere ville bestemme, hvornår der skulle være valg. Og da den tyske besættelse kom i 1940, valgte han at stille sig bag de valgte politikere frem for at risikere regeringer uden vælgermæssig dækning. Om ikke af andre grunde, så fordi de sidstnævnte ville være mere sårbare over for tysk pres. For national var kongen om nogen.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator