Prøv avisen

Når der ikke er nogen vej ud af tvangstankerne

Mellem 100.000 og 150.000 danskere lider af tvangshandlinger og tanker, som invaliderer deres hverdag. Nogen gange i en sådan grad, at tilværelsen bryder sammen. De hører til i gruppen af såkaldt ikke-psykotiske syge, der også tæller mennesker med angst og depression. - Foto: colourbox.

Frank Jensen har lidt af kroniske tvangstanker, siden han var barn og har som mange andre fået alt for lidt hjælp

Frank sprang over stregerne på fortovet ligesom så mange andre børn, da han var dreng. I hans magiske univers var det giftige streger, der ikke måtte betrædes. Da han fyldte otte år, var det ikke kun fortovsstregerne, der skulle behandle

I dag er Frank Jensen 42 år. Han er diagnosticeret med OCD - en psykiatrisk lidelse med kroniske tvangstanker og handlinger. Selvom han er veluddannet, har han aldrig haft fast job, og i dag står han foran en førtidspension. Samlivet gennem 10 år er slidt op af håndafvaskninger i døgndrift, og kontakten til de to børn på ni og syv år er nede på et minimum. Han ser dem to timer hver torsdag. Mere kan det ikke blive til.

Mellem 100.000 og 150.000 danskere lider af tvangshandlinger og tanker, som invaliderer deres hverdag. Nogen gange i en sådan grad, at tilværelsen bryder sammen. De hører til i gruppen af såkaldt ikke-psykotiske syge, der også tæller mennesker med angst og depression. Gruppen udgør den største patientgruppe i psykiatrien. Alligevel er det de ikke-psykotiske patienter, der findes færrest tilbud til.

- Hvis man har OCD, skal man være heldig at bo det rigtige sted i landet for overhovedet at have adgang til kvalificeret behandling. Bornholmere må tage til København, hvis de vil have hjælp, mens man må tage turen hele vejen til Kolding, hvis man bor i Sønderjylland. Derudover kan man risikere en ventetid på langt over et år, ligesom mange må indstille sig på selv at betale for behandlingen. Situationen er absurd, og både de syge og deres pårørende er desperate. Vi kan ikke være bekendt at sætte syge mennesker i sådan en situation, siger OCD Foreningens formand, Christian Nyholm.

Han får opbakning af blandt andet de praktiserende læger, der ofte står med den første kontakt til de syge, men kun har få muligheder for at hjælpe.

- Det er forpinte patienter, men kun et fåtal af dem er så syge, at de behøver indlæggelse. Da der er meget lange ventetider hos de praktiserende psykiatere, ender patienterne i en form for ingenmandsland, hvor de hverken hører til hos de praktiserende læger eller i hospitalssektoren. Nogle opgiver helt og glider ud af systemet, fortæller læge og direktør i Dansk Selskab for Almen Medicin, Peter Torsten Sørensen.

De praktiserende læger har i flere år kunne deltage i kurser i samtaleterapi, og der er nu også indført en egentlige uddannelse i terapiformen i lægernes specialuddannelse. Men det er langsigtede løsninger.

- Alle undersøgelser tyder på, at behandlingen af disse patienter ligger bedst i samarbejdet mellem psykiatrien og de praktiserende læger. Det er godt, at lægerne bliver bedre rustede, men vi skal have samarbejdet mellem de to sektorer til at fungere, før det for alvor vil rykke ved problematikken. Det har der bare ikke været den fornødne politiske opbakning til, siger Peter Torsten Sørensen.

Det systematiserede samarbejde mellem psykiatri og læge går under betegnelsen Shared Care (delt pleje). Behandlingsmetoden går ud på, at både læge og patient uddannes i sygdommen, og derefter indleder et behandlingsforløb i tæt samarbejde med en specialuddannet fagperson i psykiatrien. Metoden er blevet brugt med stor succes i udlandet blandt andet i Canada, USA, England og Australien. Og forsøgsprojekter i Danmark har også vist gode takter. En stor dansk kortlægning viser, at behandlingsformen kan give helbredelsesprocenter på helt op mod 50 procent.

Frank Jensen er ikke sikker på, at han havde fået det bedre, hvis han havde fået en anden behandling. Men han tror det. Han hører godt nok til i den tunge ende af patientgruppen og vasker hænder flere hundrede gange i døgnet. På gode dage svarer det til tre til fire timer foran håndvasken. På dårlige dage vasker han hænder i helt op til 9-10 timer.

- Jeg har haft det så dårligt, at jeg rent faktisk er blevet tilbudt psykiatrisk behandling. Men 35 minutter hos en psykiater en gang om måneden er ikke meget, når man er så plaget. Jeg kunne godt ønske mig nogle mere intensive forløb eller deciderede behandlingshjem, hvor man kunne arbejde målrettet med sygdommen, siger han.

Og det er netop fastholdelsen og målrettetheden, der gør hele forskellen i behandlingen af OCD-patienter og andre ikke-psykotiske patienter, lyder det fra Speciallæge i Almen Medicin Merete Lundsten, der har arbejdet indgående med patientgruppen i de seneste fem år og er en af folkene bag den store kortlægning af resultaterne fra behandlingsmetoden med delt pleje.

- De her mennesker er for syge til at være opsøgende. De skal fastholdes i nogle målrettede forløb, hvor de modtager intens og kompetent terapi, siger hun.

Frank Jensen må nøjes med den halve time hos en psykiater en gang om måneden. Han har selv opsøgt en psykolog for at få samtale terapi. De timer kan han ikke få tilskud til. Indtil videre har det kostet ham 60.000 kroner. Penge, der er vanskelige at finde, når man ikke har et job og ser frem til et liv på førtidspension.

- Jeg synes, det er utroligt, at det er vilkårene for os. Enhver mellemstor dansk by har et behandlingstilbud til mennesker med et alkoholmisbrug. Vi risikerer at vente i årevis på overhovedet at komme i behandling og ender med selv at betale regningen, siger han.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk