Egentlig var det bare for at komme i gang med at dyrke motion igen efter et år, hvor 1.g-lektierne havde fyldt det meste af hendes tid. Men det blev i stedet starten på et sygdomsforløb, hvor mad skulle gå hen og blive hendes værste fjende.
Rosa er 17 år og burde være godt i gang med 2.g på gymnasiet. I stedet sidder hun nu med en diagnose som anorektiker og sølle 38 kilo på den 1,73 meter høje krop. Og hun ved godt, at den er gal.
LÆS OGSÅ: Spiseforstyrrede patienter tvangsbehandles
– Det var ikke fordi, jeg havde et mål om at tabe mig, jeg ville bare gerne i gang med at dyrke motion igen. Men langsomt blev det til, at jeg spiste mindre og mindre og motionerede mere og mere, siger den tidligere eliteidrætsudøver Rosa om de tre måneder, hvor hun tabte sig 15 kilo.
– I starten syntes jeg også selv, at jeg så frygtelig ud, fordi jeg var så tynd, men jeg vænnede mig til det, fortæller hun.
Det gjorde Rosas mor, Karin, til gengæld ikke.
– Det var rædselsfuldt at se Rosa sådan. Hun lignede en fange fra en koncentrationslejr, og knoglerne stak ud alle steder, fortæller hun om perioden op til den dag, hvor hun fik slæbt datteren med til lægen, fordi hendes menstruation begyndte at udeblive.
Halvanden uge efter lægebesøget blev hun indlagt. Hun var så afkræftet, at hun ikke mere havde overskud til noget. Ikke engang de lektier, der ellers altid blev udført til største perfektion.
Næstved Børnepsykiatriske Afdeling blev herefter hendes hjem i flere måneder.
– I starten var det en lettelse at komme væk fra alle kravene og skolen. Men det blev hurtigt trist. Dagene føltes lange, og jeg savnede dem derhjemme, fortæller Rosa.
Efter to-tre ugers indlæggelse var der røget yderligere et par kilo af Rosas i forvejen magre krop, og hun fik besked om, at hun skulle have sondemad. Det tog hun imod til en begyndelse, men efter en lille uges tid begyndte hun at modsætte sig.
– Jeg følte det som et overgreb, hver gang jeg skulle have sondemad, og jeg fortalte personalet, at jeg hellere vil prøve at spise selv. Men de hørte ikke på mig, siger Rosa, der ofte gjorde fysisk modstand, når sonden skulle lægges og også oplevede at blive bæltefikseret.
Tvangsernæringen fortsatte i to måneder. I starten op til seks gange om dagen. Og på trods af at hun vedvarende bad om lov til at prøve at spise selv, gik der en måned, inden hun fik lov at få mad på en tallerken.
Den samtale og motivation, Rosa havde brug for i kampen for at genopbygge et normalt forhold til det at spise, var der ikke meget af på Næstved Børnepsykiatriske Afdeling. Mellem to og tre timers psykologisk bistand fik Rosa de måneder, hun var indlagt. Og de samtaler, hun som patient havde krav på at få efter hvert tvangsindgreb, fik hun sjældent.
I stedet måtte den anorektiske pige høre på et personale, der gjorde hende utryg.
– De kommenterede hele tiden min opførsel og sagde ting som " Du skaber dig" og "Du tager tiden fra de andre patienter", fortæller hun med en spinkel røst.
Til sidst fik Rosa dog nok. Af ikke at blive hørt, af tvangsernæringen og af vagterne, der konstant mandsopdækkede hende, men sad og tjekkede Facebook på deres computere i stedet for at tale med hende. Så da hun en søndag skulle tilbage på afdelingen efter at have været hjemme på weekend, nægtede hun at køre med sin mor tilbage.
– Jeg kunne ikke selv slæbe hende ud i bilen og tvinge hende tilbage. Tidligere har hun været stukket af, og jeg har overtalt hende til at tage tilbage, men denne gang var Rosa fast besluttet, siger Karin, der grundet forholdene på sygehuset havde forståelse for datterens vedholdenhed.
– Den støtte og hjælp, der skal til for at få en anorektiker til at få et normalt forhold til mad, fik Rosa ikke. Den person, der skulle sidde ved siden af hende i spisesituationer, var oftest en uuddannet vikar, og tit oplevede vi i weekenden, at de var så underbemandede, at ingen havde tid til at tale med Rosa, siger Karin, om grunden til, at hun accepterede at lade datteren blive i hjemmet.
Efterfølgende blev Rosa lovet en plads på Bispebjerg Hospital sidst i januar, hvor de er specialister i spiseforstyrrelser. Men her flere måneder senere, er hun stadig uden behandling. Hun er ikke syg nok til behandling på et højspecialiseret behandlingssted, lyder begrundelsen. Sine 38 kilo til trods.
– Jeg frygter, det handler om penge. Hvis Rosa skal indlægges på Bispebjerg, som ligger i en anden region, vil det koste Region Sjælland mange penge, siger Karin frustreret.
For kort tid siden fik Rosa en lille sejr. Efter at have klaget over forholdene på Næstved Børnepsykiatriske Afdeling, fik hun medhold i Patientklagenævnet. Blandt andet i, at der i perioder er brugt uhensigtmæssig tvangsernæring, og at hun ikke har fået den fornødne psykologiske bistand.
Men lige nu hjælper det hende ikke. Hun vejer stadig lige så lidt, som da hun blev beordret sondemad, og hun har ingen anelse om, hvordan hun skal blive rask.
– Jeg vil egentlig rigtig gerne være rask, men nogle gange har jeg alligevel ikke lyst til det, fordi det hele virker så uoverskueligt, siger hun stille.
Rosas mor har ikke opgivet håbet om, at hendes datter får den rigtige hjælp. Hun har fået sin praktiserende læge til at skrive en henvisning til Center for Spiseforstyrrelser i Århus, hvor de er specialister.
– Jeg kunne ikke lade hende blive på Næstved med al den tvang. Mit håb er, at hun kommer til Århus, hvor der vil blive lyttet til hende, talt til hende og ikke mindst set på hende som den næsten voksne pige, hun jo også er, slutter hun.
Personerne i artiklen har ønsket at optræde anonymt. Derfor er Rosa og Karin opdigtede navne. Kristeligt Dagblad kender personernes rigtige identitet.