Prøv avisen

Når sandheden er halv

Ved at offentlige og private institutioner sender små bidder af samme undersøgelse ud til forskellige medier, kan læsere, lyttere og seere støde på den samme undersøgelse i forskellige afskygninger. Foto: .

Én undersøgelse kan fylde medierne, hvis afsenderen opdeler den rigtigt. Ledere af journalistuddannelser er skeptiske over for metoden

Der er altid to sider af en sag. Men når et ministerium, en interesseorganisation eller en forskergruppe skal ud med et budskab, er der ofte endnu flere.

Derfor benytter aktørerne sig af såkaldt slicing, hvor de udvælger små bidder fra en undersøgelse eller et nyt tiltag og sender hver enkelt bid til en række medier.

På den måde når de bredt ud med deres budskab, og medierne får solohistorier, som ingen andre har, og som giver genklang i resten af medielandskabet. På den baggrund kan avislæsere, tv-seere og radiolyttere i løbet af en eller to dage støde på den samme undersøgelse utallige gange blot i forskellige afskygninger alt efter mediets fokus.

LÆS OGSÅ: Den skiveskårne virkelighed

Spørgsmålet er, om slicing-metoden vildleder mediebrugeren frem for at oplyse? Svaret afhænger i høj grad af, hvem man spørger. Selv når man spørger lederne fra to af landets journalistuddannelser.

Mark Blach-Ørsten, medieforsker og leder af journalistuddannelsen på Roskilde Universitet, er skeptisk over for metoden.

Når medierne tager imod en bid, kan man spørge, om det er en fordel for mediet eller modtageren. Medierne får en såkaldt solohistorie, men som modtager får man ikke det samlede overblik. Samtidig sender aktøren en bid med håb om positiv omtale, så det er en dobbeltsidet betydning: Modtageren får ikke helheden, samtidig med at det er en positiv historie for afsenderen, siger han.

Anderledes accepterende toner lyder fra Jens Otto Kjær Hansen, rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

Som udgangspunkt kan man ikke indvende noget imod slicing. Der ligger ikke nogle etiske problemer i det, når det slet og ret handler om at skaffe sig mest mulig omtale for pengene. Så må medierne jo bestemme, hvor meget de vil stå model til.

Der er dog et men, anfører rektoren fra Aarhus:

Medierne skal altid være særdeles kritiske over for slicing, og det kan være en svær opgave, fordi slicingen kan være meget snedigt udført. Der kan opstå en manipulation af virkeligheden, og det har jeg ingen sympati for. Men det er vigtigt at huske, at alle slicede henvendelser kun bliver til noget ud fra, hvordan medierne forholder sig til det.

Men når medierne forholder sig til stoffet, kommer det let til at foregå med skyklapper på, mener Mark Blach-Ørsten. For hvert enkelt medie ønsker at sætte dagsordenen, så når mediet får en godbid fra eksempelvis et ministerium, begynder den interne mediekonkurrence.

I den konkurrence ser mediet sig blind på det fælles bedste: at folk gerne vil følge med og have overblik. Helheden kommer typisk dagen efter og typisk længere inde i avisen.

Når medierne på den måde skærer virkeligheden meget skarpt ud og kun giver et lille glimt af helheden fordi afsenderen af budskabet ikke vil offentliggøre mere end det lille glimt er det at sidestille med politisk spin, mener Mark Blach-Ørsten.

Slicing er jo en klassik spinmetode, og flere spindoktorer har pralet med, at de kunne sælge finansloven til medierne, sådan at hvert medie fik sin passende bid, og at man derfor havde finansloven på forsiden af alle medier. På den måde kan man sætte sig på hele dagsordenen og også vinde den, fordi man får positiv omtale alle steder. Dermed underløber medierne det pluralistiske medielandskab og giver en meget ensartet dækning.

Redaktører fra DR Nyheder, Morgenavisen Jyllands-Posten og Politiken tager da også alle afstand fra slicing-metoden.

Men virkeligheden er, at samtlige medier inden for de seneste tre uger har modtaget og skrevet skiveskårne historier.

Fra Politiken forklarer indlandsredaktør Bo Sønder-gaard:

Det taler imod slicede historier, at vi kan komme til at give historien forkert vægt, fordi vi ikke kender det samlede billede og ikke ved, hvor stor en del af pakken vores historie udgør. Ligesom det er ret oplagt, at et ministerium vil uddele vindersagerne, ikke de ting, der kan give negativ omtale af ministeren. Det taler til gengæld for, at vi kan få noget nyt, væsentligt og unikt, hvis vi er sikre på, at afsenderen er et nogenlunde tjekket foretagende. Vi har sagt nej til en slicet historie, fordi den var for uinteressant, men vi får også direkte at vide af ministre og spindoktorer, at de giver os færre ting, fordi vi laver kritiske vinkler på deres udspil.