NA kan give homoseksuelle ligestilling

Ny Alliance vil give fædreorlov til lesbiske og arbejde for homoseksuelles ret til adoption. Dermed tegner der sig et flertal for fuld ligestilling til homoseksuelle. Af hensyn til barnets tarv er Kristendemokraterne villige til at acceptere dele af forslaget

Homoseksuelle i Danmark er kommet stort skridt nærmere fuld juridisk ligestilling, hvis de aktuelle politiske meningsmålinger holder stik. Ny Alliance kom i weekenden med et forslag, der skal sikre ”med-mødre” i et lesbisk forhold ret til både ”fædre-orlov” samt en hurtigere juridisk anerkendelse som forælder. På længere sigt vil partiet desuden arbejde for homoseksuelles ret til adoption. -
Homoseksuelle i Danmark er kommet stort skridt nærmere fuld juridisk ligestilling, hvis de aktuelle politiske meningsmålinger holder stik. Ny Alliance kom i weekenden med et forslag, der skal sikre ”med-mødre” i et lesbisk forhold ret til både ”fædre-orlov” samt en hurtigere juridisk anerkendelse som forælder. På længere sigt vil partiet desuden arbejde for homoseksuelles ret til adoption. - . Foto: stock.xchng.

Homoseksuelle i Danmark er kommet stort skridt nærmere fuld juridisk ligestilling, hvis de aktuelle politiske meningsmålinger holder stik.

I weekenden meldte Ny Alliance sig nemlig på banen med et forslag, der skal sikre med-mødre i et lesbisk forhold ret til både fædre-orlov samt en hurtigere juridisk anerkendelse som forælder. Og på længere sigt vil partiet desuden arbejde for homoseksuelles ret til adoption, forklarer partiets ligestillingsordfører Inge-Lene Ebdrup.

Jeg vil faktisk mene, at alt andet vil være hyklerisk, når vi nu har givet lesbiske ret til kunstig befrugtning. Den logiske konsekvens må være, at de så også er sikret de samme rettigheder som andre forældre, siger Inge-Lene Ebdrup, der især ser et problem i den gældende lovgivning for kvinder i et lesbisk forhold.

I dag er det jo sådan, at den ikke-biologiske mor først tre måneder efter fødslen kan søge om juridisk godkendelse som forælder, hvorefter der kan gå yderligere nogle måneder med papirarbejdet. Sker der i mellemtiden noget med den kvinde, der har født barnet, kan den anden forælder stå i en meget svær og ubehagelig situation, hvor hun ikke har sikkerhed for, hvad der skal ske med barnet. Det duer ikke, siger Inge-Lene Ebdrup.

Ny Alliance mener samtidig, at med-mødre i lesbiske forhold skal have den samme ret til 14 dages barsel umiddelbart efter fødslen, som fædre i heteroseksuelle forhold.Desuden vil partiet gerne sikre homoseksuelle den samme ret til adoption som heteroseksuelle par.

Men det er et lidt vanskeligere spørgsmål, fordi der er lande, der ikke vil bortadoptere til homoseksuelle. Derfor kan vi risikere, at de helt afviser adoption til Danmark. Og det gavner ingen, heller ikke de homoseksuelle par, siger Inge-Lene Ebdrup.

Hos Kristendemokraterne er man, trods en principiel modstand mod enliges og lesbiskes ret til kunstig befrugtning, villig til at se på muligheden for orlov til begge forældre i et lesbisk forhold.

Grundlæggende mener vi, at et barn skal have en far og en mor. Men nu er loven om kunstig befrugtning jo vedtaget, og derfor handler det for os om at varetage barnets tarv bedst muligt. Og i den sammenhæng kan det da være en fordel, at begge mødre har ret til orlov sammen med barnet, ligesom man kan se på spørgsmålet om, hvornår man er sikret anerkendelse som forælder, siger Bodil Kornbek, som dog mener, at orlov til fædre er et vigtigere spørgsmål.

I dag kan forældrene ganske rigtigt dele orloven. Men vi så gerne, at der udover den nuværende barselsorlov også var garanteret tre måneders orlov til fædrene, siger Bodil Kornbek.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk