Daginstitution i Hillerød lader børn lege farligt: ”Vi må ikke blive så bange, at børnene ingenting må”

På daginstitutionen Gadevang Asyl i Hillerød er legepladsen indrettet til at udfordre børnene. Her mener pædagogerne ikke, at børn skal pakkes ind i vat, men i stedet lære egne grænser at kende, når de cykler, hugger brænde eller passer bistadet

Legepladsen hos Gadevang Asyl i Hillerød er indrettet, så børnene hele tiden skal tage sig i agt. –
Legepladsen hos Gadevang Asyl i Hillerød er indrettet, så børnene hele tiden skal tage sig i agt. – . Foto: Leif Tuxen.

Børnene på legepladsen samler sig om en slags svævebane med en stor rød bold som sæde. Her kaster de sig ud fra et trætårn, ned på bolden, svinger afsted og hopper derfra ned i sandkassen. Selvom legen går vildt for sig, er der et bemærkelsesværdigt fravær af barnegråd.

”Jeg tror faktisk, at der kommer færre børn til skade her end andre steder. Vores børn er utroligt motorisk stærke og behændige,” fortæller Gitte Nielsen, der er daglig leder i institutionen.

Dét på trods af, at børn i femårsalderen her må klatre i høje træer, cykle ned ad stejle bakker uden hjelm på, hugge brænde og tænde bål. Oplevelser, som pædagogerne på Gadevang Asyl i Hillerød i Nordsjælland er meget opsatte på, at børnene får.

”Børn i dag er enormt pakket ind i vat og bomuld. Når børn skal lære at stå på rulleskøjter, får de knæbeskytter, håndledsbeskytter, albue- beskytter og hjelm på, så de næsten ikke kan røre sig. Vi må ikke blive så bange, at børnene slet ikke må noget. Derfor indretter vi vores legeplads, så man hele tiden skal tage sig i agt,” siger Gitte Nielsen.

Det handler om at tillade børn at lege risikofyldt, mener hun. Hos Gadevang Asyl er man af den opfattelse, at det hjælper børnenes selvforståelse, når de hele tiden bliver tvunget til at mærke efter og vurdere, hvad de kan rent fysisk og hvor stor en risiko, de tør tage.

”Vi skal nære børnene tillid og kende vores lus på deres gang. Vi er nødt til at have tillid til, at børnene forstår sig selv godt nok, og at de kender deres grænser,” fortæller daglig leder Gitte Nielsen og slår fast:

”Dybest set handler det om ikke at sige ’pas på’ men ’hold godt fast’ og så stole på, at de holder fast.”

Et godt eksempel på den tillid, børnene får, er, at der ikke er hegn rundt om legepladsen. Det eneste, der forhindrer børnene her i at løbe ud i skoven og blive væk, er en rød pæl, der viser, hvor langt man må gå.

Mens en flok børn er kravlet op i et træ, hvorfra de firer sig ned ad et tyndslidt reb, så hele træet gynger, vender pædagog Mette Schjønnemann roligt ryggen til. I samme moment fortæller hun om deres bistade, hvor børnene gerne må holde bierne. Godt nok iført en vis form for beskyttelse:

”Med et bistade i baghaven er der uundgåeligt mange bier i området. Børnene er vildt fascinerede af bierne, og de nyder at se dem tæt på,” siger hun og bemærker:

”Og så er der for øvrigt utrolig mange flåter i området.”

Når der kommer nye børn i institutionen, bliver nogle forældre en anelse bekymrede over institutionens tilgang til den risikofyldte leg. Men når pædagogerne går i dialog og lader forældrene se, hvordan børnene agerer på legepladsen, møder de generelt stor opbakning, fortæller pædagog Mette Schjønnemann:

”Forældrene ser det jo i fuld flor, fordi de oplever resultatet af det. De får nogle utroligt behændige børn, der allerede som helt små kan cykle og gøre ting, som andre jævnaldrende måske ikke kan.”

Ude i skoven ligger ”krokodillekløften” med en træstamme henover. Den kan man balancere på, og det gør August på fem år.

”Det er virkelig skræmmende, men jeg kan godt. Jeg kan gøre det med ét øje lukket,” fortæller han.

Bastian, der også er fem år, nikker ivrigt og tager ordet:

”Det er slet ikke nemt, men vi kan godt, selvom træstammen er våd. Hvis jeg falder ned, lander jeg jo bare på blade og jord,” siger han.

Pædagogernes forventning om, at børnene kender sig selv og deres egne grænser, ser ud til at holde stik. Da snakken falder på de legehuse, hvor man kan klatre fra tag til tag, fortæller Bastian, at han ikke er med til at springe på tagene. Det har han ikke helt lært endnu. Men det har Sigrid. Hun har samme alder som Bastian, og hun synes, det er sjovt at hoppe frem og tilbage – selvom hun engang faldt ned fra taget og slog sig.

”Jeg slog hagen rigtig meget, men jeg behøvede ikke at få et plaster på,” fortæller hun stolt.

Selv når børnene på legepladsen denne formiddag falder ned fra svævebanen eller styrter fra cyklen ned på den hårde asfalt, rejser de sig hurtigt og drøner videre. Frygten for at slå sig ser ikke ud til at stoppe de farlige lege, og da snakken falder på, hvad den mest skræmmende leg er, bliver drengene hurtigt enige:

”Det er ’pigerne efter drengene’,” råber de.