Når danskerne synger fællessang, er det ikke bare for sjov

Hver anden dansker ser det som en særlig dansk værdi at synge fællessang. Selvom andre nationer også har fædrelandssange, er der ifølge forskere en særlig historisk kobling mellem sang og folk, som stadig spiller en rolle i Danmark

I de danske sangbøger er det nationen under ét og identiteten som dansker, der fylder mest i sangene.
I de danske sangbøger er det nationen under ét og identiteten som dansker, der fylder mest i sangene. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix.

Det er ret unikt for Danmark, at man kan have et tv-program i den bedste sendetid med den dagsorden, at seerne derhjemme skal synge med. Et program, hvor alle mulige genrer samtidig er blandet sammen, så et kor, der fremfører en salme af Grundtvig, afløses af et band, der spiller en popsang fra 1980’erne.

Sådan sammenfatter Emma Berggreen Andersen, cand.mag. i litteraturvidenskab fra Aarhus Universitet, det særligt danske ved den danske sang, sådan som det blandt andet er kommet til udtryk i Danmarks Radios fællessangprogrammer i tv.

”Det mest specielle ved sangtraditionen i Danmark er måden, vi blander det hele sammen på. Jeg tror, det skyldes, at vi har en sangbogstradition, som går ud på at prøve at rumme det hele i én bog,” siger hun.

I en undersøgelse af sangbogstradition i de skandinaviske lande har hun sammenlignet Højskolesangbogen med de nærmeste paralleller hertil, hun har kunnet finde i Norge og Sverige, nemlig Norsk sangbok og Den svenska sångboken. Det viste sig dog hurtigt, at der er betydelige forskelle. Den norske sangbog rummer flest engelsksprogede sange, og de to tekstforfattere, der er repræsenteret med flest tekster i bogen, er danske N.F.S Grundtvig og engelske John Lennon. Den svenske bog har som princip, at alle tekster er på svensk, og her er det visetraditionen fra Carl Michael Bellman og Evert Taube, der fylder mest.

”Det er påfaldende, at fædrelandet og tanker om, hvordan det føles at være dansk, fylder meget mere i den danske sangtradition. I Norge har man distanceret sig mere fra traditionen, og i Sverige er sangene mere lette og muntre og handler oftere om at være glad for Värmland eller Dalarna end om hele nationen,” forklarer Emma Berggreen Andersen.

I Danmark er det derimod nationen under ét og identiteten som dansker, der fylder mest i sangene. Og at sangen ses som et nationalt fællesskabsskabende element, tyder en undersøgelse, analyseinstituttet YouGov har udarbejdet for Kristeligt Dagblad, også på. I undersøgelsen giver 50 procent udtryk for, at fællessang er en særlig dansk værdi. 17 procent er uenige heri, og 25 procent svarer ”ved ikke”,

I samme undersøgelse giver 52 procent udtryk for, at det at skrive lejlighedssange på kendte fællessangs-melodier er en dansk tradition, de holder af.

”Det er tydeligt, at de fleste danskere oplever, at det at synge forener. Så kan man altid diskutere, hvem man forenes med og om hvad. Om det er teksterne, tonesproget eller selve aktiviteten,” siger Charlotte Rørdam Larsen, lektor emeritus i musikvidenskab ved Aarhus Universitet og forsker i dansk sang og sangkultur.

Hun slår fast, at det ikke er specielt dansk at synge sammen, men ligesom Emma Berggreen Andersen peger hun på, at Danmark især som sangbogsland er noget specielt.

”Der er altid blevet udgivet mange sangbøger i Danmark. Helt op i 1950’erne og 1960’erne var det almindeligt, at hver sparekasse skulle udgive sin egen sangbog, og Dansk Arbejdsgiverforening havde også sin egen sangbog,” siger hun og tilføjer:

”Nu er der generelt blevet enighed om at se Højskolesangbogen som det, der er vores fælles nationale repertoire. Dette repertoire er forholdsvis bredt, men det er stadig præget af, at bønderne så at sige vandt klassekampen om sangen. Det er sangene om nationen og landskabet, der fylder, mens den gamle vise- og trubadur-tradition fylder meget mindre. Der er ikke et afsnit i Højskolesangbogen, der hedder ’For sjov’. Når vi danskere synger fællessang, så er det for alvor.”