Prøv avisen

Når danskerne vil skille sig ud, dyrker vi vikinger

Kønt var det ikke altid, men det danske fodboldlandsholds EM-sejr i 1992 fik stor betydning for den nationale selvforståelse, påpeger historikere. Her er det en jubelscene efter finalesejren over Tyskland i Göteborg. – Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

Ifølge historiker lever vi i en ny vikingetid, der blev indledt med det danske europamesterskab i fodbold i 1992 og forstærkes af opløsningstendenser i forholdet til EU. For 1000 år siden havde danerne en etnisk bevidsthed, men ingen national identitet i nutidig forstand, konkluderer ph.d.-afhandling

”De var nogle hårde negle. Nogle vikinger. De kæmpede hårdt. De kæmpede, ligesom man gjorde i gamle dage. Det var derfor, de vandt pokalen og mesterskabet.”

Citatet stammer fra den hollandske tidligere landsholdsspiller Bryan Roy, som i DR-dokumentarudsendelsen ”Tabernes fortælling” i 2017 blev interviewet om den turnering 25 år tidligere, hvor Danmark blev europamester i fodbold ved at slå Holland i semifinalen og Tyskland i finalen.

Adskillige historikere har siden peget på denne sportsbegivenheds store betydning for den danske nationale selvforståelse. En af dem er Asser Amdisen, som i sin bog ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie” betegner 1992 som begyndelsen på en ny vikingetid.

”Min pointe er, at vi ser nogle bølgebevægelser i dansk nationalisme, som veksler mellem, at vi ser os som en nation på linje med alle andre, og at vi føler et behov for at skille os ud. Hver gang vi vil skille os ud, vender vi tilbage til vores krigeriske fortid som vikinger,” forklarer han.

800-, 900- og 1000-tallets danske historie kan fremstilles som en tid, hvor skandinaver gradvis tilpassede sig den teknologi, de magtstrukturer og den religion, kristendommen, som kom sydfra. Men historien kan også fortælles med fokus på, at skandinaverne skilte sig ud. Ifølge Asser Amdisen er der en tilbøjelighed til, at valget af vinkel er præget af det nutidige behov.

”Frem til 1992 var der opbakning til en fortælling om et moderne Danmark, der var kendetegnet ved sin tolerance og humanisme og var på vej til at blive tættere integreret i EU. I den fortælling passede de krigeriske vikingeforestillinger ikke særlig godt ind. Siden 1992 er europabegejstringen forsvundet og nationalismen blomstret op igen. Og det er meget tidstypisk, at når Danmarks Radio i ’Historien om Danmark’ skal fortælle om Harald Blåtand, er fokus ikke på, at han bandt Danmark trosmæssigt sammen med Europa. Trosskiftet ses som led i en fredsslutning, der skulle sikre hans egen kongemagt i det danske rige,” siger Asser Amdisen.

Ligesom en anden historiker, Anders Lundt Hansen, gør han opmærksom på, at den hollandske fodboldspillers fortælling, som sætter lighedstegn mellem fortidens danskere, betegnelsen vikinger og evnen til at være en særligt hård negl, er en myte.

Hele forestillingen om et Danmark bundet sammen af en fælles national identitet, et særligt værdisæt og en række nationalt samlende symboler i stil med et flag og en nationalsang er også yngre end vikingetiden, fastslår historikeren Kasper H. Andersen, postdoc ved dansk center for byhistorie, Aarhus Universitet. I 2017 offentliggjorde han ph.d.-afhandlin- gen ”Da danerne blev danske. Dansk etnicitet og identitet til ca. år 1000”, hvori han undersøger alle de kilder fra jernalder og vikingetid, som rummer beskrivelser af danerne som folk. På baggrund af sin forskning konkluderer han, at danerne havde en etnisk bevidsthed, men ikke en fælles national identitet.

”Vi kan ikke sige ret meget om, hvordan almindelige mennesker definerede sig på dette tidspunkt. Men når vi er på eliteniveau blandt kongen og hans hird er der en dansk identitet, men den er meget bundet til et territorium og en politisk enhed. Der er ikke noget, der indikerer, at for eksempel sprog har haft den betydning, vi har tillagt det de seneste 200 år,” siger han.

Når 1800-tallets nationalromantikere forestillede sig, at nordboerne 1000 år tidligere var sejlet ud med lasten fuld af nordisk ”folkeånd” for at ”indpode friske kræfter i de hensygnende folk”, som historikeren J.J.A. Worsaae formulerede det i 1873, så er det svært i kilderne at finde indikationer af en romantisk kærlighed til fædreland og modersmål fra datiden.

Kasper H. Andersen har imidlertid i krønikeskriveren Dudos beskrivelse af 900-tallets normanniske hertuger, der nedstammede fra nordboer, fundet vidnesbyrd om, at de sproglige rødder i Skandinavien betød noget tre generationer efter, at den danske eller norske høvding Rollo i 911 var blevet hertug af Normandiet.

”Det berettes, at Rollos søn, Vilhelm Langsværd, sendte sin søn Richard fra Rouen til Bayeux for at lære dansk, så han kunne drage fordel af at kunne tale flydende dansk med danskfødte,” siger Kasper H. Andersen.

Han konkluderer, at denne kilde vidner om, at den skandinaviske sproglige og kulturelle baggrund betød noget for tre generationer af ”vikinger” i det nye franske hjemland. Han slår dog fast, at det var en del af en sproglig overgangsfase, hvor den skandinaviske baggrund gradvis fortonede sig, hvilket harmonerer med sproghistoriske studier, som indikerer, at immigranternes sprog døde ud i Normandiet efter to til tre generationer.